Økonomiministeriet er et ministerium for samfundsøkonomisk analyse og styring, der blev oprettet ved regeringsdannelsen i 1957. Det blev i 2001 sammenlagt med forenet med Erhvervsministeriet til Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Fra begyndelsen hørte kun Det Økonomiske Sekretariat (oprettet 1947) til det nye ministerium; i 1961 tilførtes Statistisk Departement/Danmarks Statistik og Nationalbanken og i 1962 Det Økonomiske Råd, "vismændene".

Fra 1971 hørte revisionsdepartementerne/Rigsrevisionen under ministeriet, indtil de i 1991 blev lagt ind under Folketinget.

Økonomiministeriet har efter politiske behov i perioder været forenet med Arbejdsministeriet og med et eller flere af Finansministeriets departementer. Det var aldrig noget stort ministerium, og dets sagsområder og underlagte institutioner var få, men da ministrene ofte var partiledere, og ministeriet havde en stab af eksperter, var det vigtigt for landet og respekteret i den øvrige forvaltning.

Ved sammenlægningen med Erhvervsministeriet afgav Økonomiministeriet sagerne vedr. det centrale virksomhedsregister til Skatteministeriet og sagerne vedr. konjunkturvurdering af dansk økonomi, lovmodellen, IMF (Den Internationale Valutafond) og økonomisk samordning i EU til Finansministeriet.

I 2011 blev Økonomiministeriet lagt sammen med Indenrigsministeriet. I denne forbindelse fik ministeriet bl.a. konjunkturovervågning og -vurdering tilbage fra Finansministeriet. Økonomi- og Indenrigsministeriet var et omfattende ministerium, der gav vicestatsminister Margrethe Vestager fra Radikale Venstre, en central placering i SRSF-regeringen 2011-2014.

Ministeriet blev nedlagt juni 2015 og opgaverne flyttet til Social- og Indenrigsministeriet, Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, Skatteministeriet og Finansministeriet.

Ved regeringsomdannelsen i 2016 blev Simon Emil Ammitzbøll økonomi- og indenrigsminister, hvorved situationen fra før 2015 blev genetableret.

Ved dannelsen af den socialdemokratiske regering i 2019 med Mette Frederiksen som statsminister, blev økonomiministeriet igen nedlagt, men kun for at opstå igen da Mette Frederiksen i december 2022 dannede koalitionsregeringen med Venstre og Moderaterne. Troels Lund Poulsen (V) blev økonomiminister, hvilket var helt i tråd med, at posten som økonomiminister normalt har været besat med enten en partileder eller et fremtrædende medlem af det pågældende partis folketingsgruppe.

Ministeriet overtog fra Finansministeriet bl.a. opgaverne med konjunkturovervågning og -vurdering, statistik, lovmodellen, de økonomiske råd samt ansvaret for Økonomisk Redegørelse og Ulighedsredegørelsen.

I forbindelse med rokaden i forbindelse med Jakob Elleman-Jensens sygeorlov fra regeringsarbejdet blev Stephanie Lose 9. marts 2023 udnævnt til fungerende økonomiminister, idet Troels Lund Poulsen blev fungerende forsvarsminister (og vicestatsminister).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Per Berg

Jeg mener, at det vil give artiklen en mere præcis beskrivelse, hvis den til enhver tid er opdateret og starter med oplysninger om den sidde Økonomiminister og hvilke områder der aktuelt i den siddende regering hører under Økonomiministeriet. Da man jo, som der er beskrevet i artiklen, har valgt fra skiftende regeringer, at placere flere eller færre ressorområder i Økonomiministeriet.

skrev Jacob Mollerup

Ja, det vil være at foretrække. Vi håber snart at få en fagansvarlig til kategorien.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig