| Læs også |
|---|
| • øvrighedsmyndighed • højhedsret • Guinea-Bissau - forfatning Fundet ved søgning på den udøvende magt |
| Til forsiden |
den udøvende magt, myndighed til at gennemføre de regler, som er vedtaget af den lovgivende magt. Den udøvende magt ligger i Danmark ifølge Grundloven § 3 hos kongen, dvs. regeringen; i bredere forstand ligger den ikke blot hos ministrene, men også hos hele den administration, såvel centralt som lokalt, som forvalter lovgivningen; i dag (2006) forstås den udøvende magt i høj grad som dette institutionelle apparat. Den udøvende magt udgør sammen med den lovgivende og den dømmende magt de tre magtfunktioner, hvis afgrænsning gerne tillægges Montesquieu, der foreslog, at de skulle varetages af forskellige institutioner for at sikre borgernes frihed.
Forståelsen af den udøvende magt kompliceres i dag derved, at den ikke blot står for implementeringen, men også for forberedelsen af lovgivningen; de fleste lovforslag i Folketinget fremsættes således af regeringen efter at være blevet forberedt i centraladministrationen.
En udøvende magt i den institutionelle betydning findes i alle lande og er i de fleste moderne stater den mest synlige og magtfulde del af statsapparatet. I demokratiske stater med en præsident (se præsidentialisme) kan den organiseres ud fra en mere eller mindre gennemført magtdeling i forhold til de lovgivende og de dømmende institutioner. I systemer med parlamentarisme står den udøvende magt til politisk ansvar over for parlamentet.
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2012 - Powered by MindTouch Deki