Konsensusdemokrati er en demokratiopfattelse, der lægger vægt på spredning af den politiske magt samt på bred enighed, forhandling, kompromis og mindretalsrettigheder.

I sin bog Patterns of Democracy (1999) har den hollandske politolog Arend Lijphart skitseret to grundlæggende modeller for demokrati, som han kalder “majoritarian democracy ” (flertalsdemokrati) og “consensus democracy” (konsensusdemokrati).

Ti karakteristiske træk

Lijphart illustrerer flertalsdemokratiet med Storbritannien, New Zealand (især som det var før 1996-reformerne) og Barbados, mens han illustrerer konsensusdemokratiet med Schweiz og Belgien. Der er tale om to rendyrkede modeller, som de enkelte lande ikke nødvendigvis lever op til i alle detaljer.

Konsensusmodellen karakteriseres på ti punkter i modsætning til flertalsmodellen:

  1. Spredning af den udøvende magt i koalitionsregeringer og mindretalsregeringer, modsat etpartiregeringer med eget flertal.

  2. Balance mellem den udøvende og den lovgivende magt. Enten i form af konventsystem, hvor partierne er repræsenteret i regeringen efter deres styrke i parlamentet (Schweiz) eller parlamentarisme med koalitionsregeringer eller mindretalsregeringer, modsat etpartregeringer, der dominerer på grundlag af regeringspartiets flertal i parlamentet.

  3. Flerpartisystem, modsat topartisystem.

  4. Valgmåde med forholdstalsvalg, modsat flertalsvalg i enkeltmandskredse.

  5. Interesseorganisationer præget af korporatisme, modsat pluralisme.

  6. Forbundsstat (føderation), modsat enhedsstat.

  7. Tokammersystem, modsat parlament med ét kammer.

  8. Skreven grundlov, modsat forfatningsmæssig fleksibilitet på grundlag af sædvaner mv.

  9. Domstolene, specielt særlige forfatningsdomstole, har prøvelsesret, modsat parlamentets suveræne ret til lovgivning.

  10. Uafhængig centralbank, modsat centralbank kontrolleret af den udøvende magt.

Danmark er et konsensusdemokrati, idet landet deler de fleste af konsensusdemokratiets typiske træk. Kun enhedsstaten og parlamentet med et enkelt kammer adskiller Danmark fra den rene model. Domstolenes prøvelsesret er ganske vist ikke sikret i grundloven, men er accepteret som en forfatningsmæssig sædvane. Derimod er interesseorganisationssystemet ikke helt så korporativt, som det har været.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig