monarki

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

monarki, kongedømme, fyrstendømme, en af de ældste politiske styreformer; myndigheden til at træffe bindende beslutninger for samfundet er henlagt til én person, monarken.

Monarken kan opnå sin position ved arv eller ved valg. I arvemonarkiet vil særlige regler bestemme, hvem tronen tilfalder ved monarkens død eller afgang. Som regel vil det være den førstefødte søn, der overtager tronen, men i moderne tid har der været bestræbelser for at ligestille døtre og sønner. I den nuværende danske tronfølgelov går yngre sønner forud for ældre døtre.

I valgmonarkiet udpeges den nye konge af en kompetent forsamling, tidligere af fx de forsamlede stænder eller rigsrådet, i moderne stater af parlamentet eller ved en folkeafstemning som i Norge i 1905. Danmark havde formelt et valgmonarki frem til 1660, og kåringen af den nye konge blev gjort betinget af hans accept af en mere eller mindre restriktiv håndfæstning. I praksis havde et arvemonarki dog udviklet sig gradvist allerede før 1660.

Ordet monarki kommer af græsk monarchia 'enevælde', af mono- og -arki.

Mens monarkens myndighed i arvemonarkier i almindelighed begrundes religiøst, "konge af Guds nåde", kan den i valgmonarkier begrundes med den valgte persons familiebaggrund, fortjenester, evner eller villighed til at acceptere betingelserne for kongeværdigheden.

Monarkens kompetence kan være ubegrænset eller begrænset. Ved ubegrænset myndighed benævnes styreformen enevældigt monarki eller absolutisme som i Danmark fra 1660 til 1848. Den tidligere begrænsende håndfæstning er i nyere tid afløst af en uskreven (som i Storbritannien) eller mere almindeligt en skreven forfatning, hvorved styreformen betegnes som et konstitutionelt monarki som i Danmark efter 1848/49. Af Grundloven § 2 fremgår det således, at regeringsformen er indskrænket-monarkisk.

Monarkiet har i vor tid under demokratiske og parlamentariske styreformer mistet enhver politisk magt og indflydelse. Det udgør, specielt i en række vesteuropæiske lande, blot den formelle ramme om statsstyret, idet monarken optræder som statsoverhoved og alene varetager ceremonielle og symbolske opgaver, der udtrykker statens enhed.

Se også enevælde.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger i
Bøger app

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
02/04/2012
Ekspert
JND
Oprindelig forfatter
PaSve
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki