forvaltningslære

Forvaltningslære er en disciplin inden for statskundskaben med den offentlige forvaltnings organisation og virkemåde som forskningsområde. Forvaltningslæren beskæftiger sig desuden med hele den offentlige sektors organisation og styring. Fagets foregangsmand i Danmark var professor, dr.jur. Poul Meyer.

Den klassiske forvaltningslære var en normativ disciplin, som gav anvisninger på, hvordan man skulle indrette den offentlige forvaltning. Den havde en ingeniøragtig opfattelse af fagets metoder, indhold og samfundsmæssige funktion. Beherskede man dets teorier, havde man dermed den tekniske viden, som gjorde embedsmænd effektive. Effektivitet var det kriterium, som forvaltningen skulle vurderes efter. Den klassiske forvaltningslære sondrede endvidere skarpt mellem administration og politik. Deri lå også forestillingen om en entydig arbejdsdeling mellem forvaltningens politiske ledelse og dens embedsmænd og en i det hele taget uproblematisk styring af den offentlige sektor. Virkelighedsbeskrivelse og anvisninger for forvaltningens rette indretning gled over i hinanden, og derfor interesserede den klassiske forvaltningslære sig ikke meget for empirisk forskning.

Den moderne forvaltningslære har udviklet sig i takt med den moderne statskundskab. Den normative ambition er skudt til side, teorien er nu et redskab for empirisk analyse, og samtidig er fagets gamle maksimer udfordret. Sondringen mellem politik og administration er forkastet, for forvaltningen er selv en politisk institution.

Opmærksomheden er nu rettet mod samspillet mellem politikere og embedsmænd, og adskillige spørgsmål stilles: Hvilke muligheder har politikerne for at styre embedsmændene og de offentligt ansatte? Hvad sker der med en politik, når myndigheder og institutioner, embedsmænd og andre offentligt ansatte sættes til at gennemføre den? Skeles der til egne interesser? Hvad er i den offentlige sektor et samspil mellem på den ene side organisation og styringssystemer, formelle procedurer og uformelle spilleregler og på den anden side embedsmænds og politikeres dispositioner?

Den klassiske forvaltningslære var stærkt påvirket af forfatnings- og forvaltningsretten; at sikre forvaltningens lovmæssighed blev set som et retligt og et organisatorisk problem, og det samme gjaldt den politiske og retlige kontrol med forvaltningen. Med fagets integration i statskundskaben blev disse problemer trængt i baggrunden, men med interessen for forvaltningens etik har de fået ny aktualitet.

En anden grænseflade er forholdet til organisationsteori og dermed til sociologien. Inspiration herfra har åbnet øjnene dels for organisationens uformelle aspekter, dvs. normerne i organisationen og organisationskulturen, dels for, at offentlige organisationer og deres medarbejdere er en del af det samfund, som de opererer i.

Den klassiske forvaltningslære gjorde i et vist omfang embedsmænd til formelle rollebærere, der viljeløst udførte opgaver, som var pålagt dem gennem lovgivning og det politisk-administrative hierarki, ligesom organisationsteorien gør embedsmænd til lige så viljeløse bærere af de normer og værdier, der er indlejret i organisationen. Heroverfor står den del af den administrative teori, som er inspireret af mikroøkonomien, og som ser embedsmænd som individuelle aktører. Embedsmænd tillægges en høj grad af rationalitet, og de antages at forfølge egne interesser, afhængigt af organisationen og de spilleregler, som gælder i og omkring den.

Med de nye teorier og strømninger er de klassiske organisatoriske problemer og det gamle spørgsmål om demokratisk og retlig kontrol med forvaltningen og de offentligt ansatte formuleret i et nyt og kritisk perspektiv.