Sygesikring er en offentlig ordning, som sikrer borgerne adgang til helt eller delvis gratis behandling i tilfælde af sygdom. I Danmark stammer den gældende ordning fra 1971 med senere ændringer og omfatter bl.a. lægehjælp, lægemidler, tandlægehjælp, psykologhjælp, kiropraktorbehandling, fodterapi, fysioterapi. Der er derudover et EU-sygesikringskort, hvor man kan få den samme behandling som borgerne i det pågældende land, man besøger. EU-sygesikringskortet dækker i op til et år i et andet EU-/EØS-land samt Schweiz.
sygesikring
Det gule sundhedskort giver ret til sundhedsydelser og udstedes til alle med bopæl i Danmark.
Det gule sundhedskort udstedes som dokumentation for, at borgeren er omfattet af den offentlige sygesikring.
Det blå EU-sygesikringskort.
Gruppe 1 og gruppe 2
Der skelnes mellem gruppe 1 og gruppe 2. Oprindelig var indplaceringen indtægtsafhængig, således at personer med højere indkomst placeredes i gruppe 2, men siden 1976 har borgerne frit kunnet vælge. De fleste vælger gruppe 1, hvorved de har fri lægehjælp mv.
Personer i gruppe 1 skal have en henvisning fra sin praktiserende læge til behandling hos speciallæge, fysioterapeut, fodterapeut og psykolog, men ikke til øre- og øjenlæge, tandplejer, tandlæge og kiropraktor.
Personer i gruppe 2 har frit valg mht. læge mv., men den gruppe får kun sine udgifter delvis refunderet; de skal dog have henvisning fra deres læge til fysioterapeut, fodterapeut og psykolog.
Administrering af sygesikringen
Sygesikringen administreres af regionerne. Udgifterne finansieres som andre regionale sundhedsudgifter gennem et statsligt bloktilskud på baggrund af objektive kriterier for udgiftsbehov, en mindre samt kommunal medfinansiering af sundhedsydelser. Kommunerne udsteder et sundhedskort som dokumentation for, at man er omfattet af ordningen. EU-sygesikringskort udstedes af Udbetaling Danmark. Det er sundhedsministeriet, som fastlægger regler for udformning og anvendelse af disse kort.
Historie
I Danmark ydede lavene fra middelalderen og indtil midten af 1800-tallet en form for sygesikring i kritiske situationer. Efter lavenes ophævelse i 1862 opstod en frivillig sygekassebevægelse, der også omfattede andre end håndværkere.
Den første sygekasselov trådte i kraft den 1. januar 1893, og den betød, at staten trådte til med støtte til den frivillige sygesikring for ubemidlede. Ved samme tid begyndte også kommunerne at støtte de anerkendte sygekasser. Hovedparten af udgifterne blev dog båret af de forsikrede selv under slagordet "Hjælp til selvhjælp".
Senere blev loven udvidet og forbedret flere gange. Som led i Karl Steinckes socialreform fra 1933 blev sygesikring indarbejdet i den nye folkeforsikringslov, der samlede næsten alle regler om hjælp til syge, invalide og gamle.
Herefter var medlemskab af en privat anerkendt sygesikring en betingelse for at opnå alders- og invaliderente. Alle over 21 år var forpligtet til at søge optagelse i en sygekasse.
Efter 1945 blev ydelser til læge- og sygehusbehandling i stigende grad dækket af det offentlige, og da loven om sygesikring blev ændret i 1960, blev der åbnet mulighed for optagelse af personer, som ikke var "ubemidlede". Samtidig blev sygekasserne sat til at administrere lønmodtagernes obligatoriske dagpengeordning.
Loven om offentlig sygesikring af 9.6.1971 (med ikrafttrædelse den 1. april 1973) afskaffede de private sygekasser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.