Ældre Fonden, fond, der er udsprunget af foreningen Ensomme Gamles Værn, EGV, i 1910 oprettet på initiativ af pastor Hermann Koch (1878-1941). Efter en række struktur- og navneændringer stiftede EGV i 1986 Ældre Sagen, og EGV-Fonden blev i 1992 til Ældre Fonden. Efter offentlig kritik af for tæt forbundne regnskaber blev foreningen og fonden i 1998 adskilt såvel juridisk som adressemæssigt. Med en egenkapital på 64 mio. kr. (1999) støtter Ældre Fonden især lokale aktivitetscentre for ældre, forskning i ældres livsvilkår samt handicaprejser.