Landsforeningen LEV, dansk interesseorganisation, stiftet i 1951 som Kellers minde, fik i 1959 navnet Landsforeningen for Evnesvages Vel og 1995 sit nuværende. Organisationen arbejder for at sprede kendskab til og virke for øget forståelse for udviklingshæmmede og deres problemer, og dens mål er bl.a. at skabe mulighed for, at udviklingshæmmede ud fra egne forudsætninger kan indgå i samfundet som ligeværdige og ligeberettigede borgere. I 1996 havde foreningen ca. 10.000 medlemmer.