Forbrugerforventningsundersøgelse, interviewundersøgelse blandt et udsnit af forbrugerne vedr. en række økonomiske områder. Svar på fem af spørgsmålene vejes sammen til den såkaldte forbrugertillidsindikator, hvis svingninger indikerer ændringer i forbrugernes tilbøjelighed til at købe især varige forbrugsgoder. Undersøgelsen foretages parallelt i alle EU-lande og finansieres af EU-Kommissionen. I Danmark udføres undersøgelsen af Danmarks Statistik sammen med andre undersøgelser i den såkaldte omnibusundersøgelse. Siden 1980 er den blevet udført månedligt undtagen i juli; fra 1996 indgår juli også.