Løbende poster er en delbalance i den samlede betalingsbalance, altså opgørelsen over et lands samlede transaktioner med udlandet. De løbende poster udgøres af

  • summen af overskuddene på vare- og tjenestebalancen (dvs. udenrigshandelen),
  • løn- og formueindkomst fra udlandet (netto, dvs. fratrukket tilsvarende betalinger til udlandet) samt
  • indkomstoverførsler til og fra udlandet (f.eks. bidrag til og tilskud fra EU og andre internationale organisationer).

Når man i daglig tale taler om betalingsbalancen, for eksempel i et udsagn som "Danmark havde et stort overskud på betalingsbalancen sidste år", tænkes der i virkeligheden på betalingsbalancens løbende poster. Den samlede betalingsbalance er, som navnet antyder, altid i balance, dvs. den summer til nul, mens de enkelte delposter kan udvise såvel overskud som underskud.

Overskuddet (eller underskuddet) på betalingsbalancens løbende poster kan påvirkes af en række faktorer. I sidste ende kan de imidlertid føres tilbage til udviklingen i et lands samlede opsparing og investeringer, idet summen af de løbende poster samtidig vil være lig med den opsparing, landets private og offentlige sektor foretager, fratrukket de investeringer, der finder sted i landet.

Danmark

Danmark havde i en lang årrække fra starten af 1960'erne til 1989 et strukturelt underskud på betalingsbalancens løbende poster. Siden 1990 er det blevet vendt til et strukturelt overskud, der i 2021 er meget betydeligt. Som en konsekvens heraf er Danmark gået fra at have en udlandsgæld overfor udlandet til at have en betydelig udlandsformue. Det skyldes især, at den indenlandske opsparing er steget kraftigt. Blandt de vigtige årsager hertil er indførelsen af tvungne arbejdsmarkedspensioner og en række skattereformer, der har reduceret rentefradraget og dermed gjort det mindre fordelagtigt at stifte gæld.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig