Miljøstatistik, statistik, som især har til formål at belyse størrelsen af og udviklingen i samfundets miljøproblemer. Der offentliggøres fx tal vedrørende problemer med jord (affald og pesticidbrug), luft (CO2-indhold, ozonlag, drivhuseffekt) og vand (grundvandsmængde, drikkevandsforbrug og nitratindhold). En sådan statistik udvikles i mange lande. Der benyttes både eksisterende data (fx måledata eller statistik indsamlet til andre formål) og nyindsamlede data. Miljøstatistik er i første omgang mængdeoplysninger, men der søges skabt en forbindelse til de traditionelle økonomiske oplysninger i nationalregnskabet ved hjælp af ensartede begreber og nomenklaturer, således at der kan anvendes modeller til analyser og fremskrivninger. Da det er et område i udvikling, eksisterer der endnu ikke færdige internationale nomenklaturer og statistiksystemer. Det er vanskeligt at indpasse de mange forskellige problemstillinger i ét samlet system, også fordi mange af problemerne, fx luftforurening, ikke respekterer landegrænser. Den danske miljøstatistik indsamles og publiceres især i et samarbejde mellem Danmarks Statistik og Miljø- og Energiministeriets institutioner, fx i form af større publikationer som Tal om natur og miljø og Natur og miljø. Fra 1998 udsender Danmarks Statistik årlig en publikation om miljø- og energistatistik.