Østrig - sociale forhold, Østrigs lange tradition for bred social sikring af befolkningen rækker tilbage til Ulykkesforsikringsloven af 1887. Et sammenhængende system af sociale forsikringsordninger, der er organiseret i selvstyrende statslige forsikringsanstalter og sygekasser, danner (2001) kernen i den østrigske velfærdsstat med sikring mod arbejdsulykker og erhvervssygdomme samt syge-, pensions- og arbejdsløshedsforsikring. Alle erhvervsarbejdende, både lønmodtagere og selvstændige, er automatisk medlem af forsikringerne bortset fra arbejdsløshedsforsikring, som kun dækker lønmodtagere. Ydelserne finansieres ved obligatoriske forsikringspræmier, som betales af arbejdsgivere og lønmodtagere i form af en procentafgift på erhvervsindkomsten, for de fleste lønmodtagere op til 32% af lønindkomsten.

Sygeforsikringen, som omfatter alle erhvervsarbejdende og deres familier, dækker sygdomsbehandling ved alment praktiserende læge, specialist og sygehus. Desuden ydes gratis lægeordineret medicin, hjælpemidler og hjemmesygepleje; sygedagpenge ydes både ved sygdom og barsel. Ulykkesforsikringen yder desuden erstatning for tab af erhvervsevne.

Pensionsforsikringen udbetaler arbejdsmarkedspension fra det 60. år for kvinder og det 65. år for mænd med mulighed for tidligere pensionsalder for langvarigt arbejdsløse, for personer med nedsat erhvervsevne og for personer med mange års medlemskab i pensionsforsikringen. Pensionens størrelse afhænger af indbetalingernes størrelse og varighed og kan nå op på 80% af erhvervsindkomsten i de bedst lønnede arbejdsår.

Arbejdsløshedsforsikring er obligatorisk for alle lønmodtagere; der ydes dagpenge i 20 uger med mulighed for forlængelse til 1 år i forbindelse med optræning og uddannelse. Ældreomsorg ydes af de enkelte Länder og omfatter bl.a. hjemmehjælp og plejehjemsophold.

Læs mere om Østrig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig