Frankrig - sociale forhold

Det sociale system i Frankrig er et godt eksempel på den "kontinentaleuropæiske" model, der bygger på frivillige organisationer, hvad service og social omsorg angår, og på omfattende socialforsikringer til sikring af lønmodtagerne. Sundhedsvæsenet er for en stor del privat organiseret. Sygesikringen refunderer i et vist omfang den enkeltes udgifter til lægehjælp, sygehus mv.; alle lønmodtagere er via den virksomhed, de er ansat i, automatisk medlem af offentlige socialforsikringsordninger, der omfatter dagpenge ved sygdom og barsel, alderspension, børnefamilieydelser og arbejdsløshedsdagpenge. Ud over de generelle ordninger findes der på nogle af områderne supplerende forsikringsordninger, som giver højere ydelser til visse lønmodtagere, især i offentlige virksomheder. Barselsorlov omfatter 16 uger, og derudover er der mulighed for forældreorlov. Dagpenge ved sygdom og barsel samt ved arbejdsløshed udgør som hovedregel 50% af tidligere indkomst, idet der dog er fastsat et maksimumbeløb.

Alderspension kan fås fra det fyldte 60. år. Beløbet afhænger af antallet af arbejdsår og af de sidste ti års løn. Ved fuld anciennitet er pensionen 50%, dog med både et maksimum og et minimum. Ved supplerende pensionsordninger kan dækningen blive væsentligt større. For at få invalidepension er det en betingelse, at erhvervsevnen er reduceret med ²/₃.

Socialforsikringerne finansieres fortrinsvis gennem bidrag fra arbejdsgiverne og arbejdstagerne; arbejdsgiverne betaler størstedelen, men der ydes også et statstilskud. Staten dækker ca. 25% af de samlede udgifter til socialforsikringerne. Ældreforsorg, omsorg for handicappede, børneforsorg mv. varetages fortrinsvis af frivillige organisationer. Endelig findes der et offentligt system, "solidaritetssystemet", som giver en trangsbestemt, lavere dækning for dem, som ikke er dækket af socialforsikringerne.