Propagandapostkort fra 1916, der viser lande, der indgik i de allierede, hver især illustreret som en nation

Nation er siden perioden omkring Den Franske Revolution blevet brugt som betegnelse for en gruppe mennesker, som føler sig beslægtede (etnisk, afstamningsmæssigt) og/eller er bevidst om den fælles historiske og kulturelle baggrund, som forsyner dem med en egen identitet over for andre grupper. Hermed nærmer betegnelsen sig betydningen af begrebet folk.

Faktaboks

Etymologi

Ordet nation kommer af det latinske natio 'fødsel, afstamning, folk', afledt af nasci 'fødes'.

Karakteristika ved en nation

.
Licens: Fair use

Sædvanligvis refererer den pågældende gruppe af mennesker til et afgrænset territorium, og de ønsker at fastholde denne baggrund politisk inden for rammerne af en statsdannelse på dette territorium. Ofte har gruppen et fælles sprog, og sprog er ofte blevet fremhævet som det afgørende kriterium for en nation. Men fælles sprog er ikke en betingelse for at opfatte sig som en fælles nation, hvilket Schweiz er et eksempel på. Modsat kan grupper med samme sprog godt opfatte sig som tilhørende forskellige nationer; det gælder fx verdens mange engelsktalende nationer, herunder amerikanere, canadiere, australiere, new zealændere og irere – ja, i manges øjne også skotter, walisere og englændere. Et andet eksempel er de mange nationer, der er spansktalende, herunder argentinere, chilenere og mexicanere.

Den britiske historiker Benedict Anderson udgav i 1983 bogen Imagined Communities, hvori han argumenterede for, at nationen skal ses som en social konstruktion, et "forestillet fællesskab", hvor medlemmer af samme nation betragter hinanden som landsmænd, selv hvis de aldrig har mødt hinanden.

Idéen om en nation stimulerer ønsket om en fælles stat, hvis den ikke allerede eksisterer, og tjener som en integrerende kraft, hvis nationen allerede besidder sin egen statsorganisation. Derfor anvendes termen nation af og til i forbindelser, hvor det kunne være mere præcist at bruge termen stat, fx i betegnelsen De Forenede Nationer. Den kraft, der ligger i idéen om en nation, følelsen af et nationalt tilhørsforhold og eksistensen af en nationalkultur kan i nogle tilfælde udholde besættelser, spredning af gruppen eller inkorporeringen af gruppen i en forbundsstat eller et imperium. Polakkerne, baskerne, italienerne og tyskerne er eksempler på nationer, som har overlevet sådanne betingelser i Europa; uden for Europa har mange nationer overlevet langvarige koloniseringer, herunder vietnamesere og thailændere.

Ligeledes findes der ud fra idéen om en nation eksempler på sociale konstruktioner uden fælles historisk, kulturel og etnisk baggrund. Den amerikanske nation og visse afrikanske stater har med vekslende held forsøgt at fundere sig på en sådan forestilling.

Den nationale identitetsfølelse kan deles op i flere loyalitetsretninger. I Storbritannien er det til en vis grad muligt at forene en britisk nationalidentitet med en snævrere engelsk, walisisk, skotsk eller irsk identitet, ligesom der i Europa efter 2. Verdenskrig har været en voksende europæisk fællesskabsforestilling, som har kunnet forenes med en mere afgrænset national identitet og nationalkultur.

Begrebets historie

Forestillingen om nationalt fællesskab opstod længe før de moderne nationalstater; fx opfattede jøderne såvel som grækerne sig som afgrænsede folk i forhold til naboerne, jøderne i kraft af deres særlige religion, grækerne i kraft af deres sprog, der adskilte dem fra de ikke-græsktalende, som de kaldte barbarer. Romerne opfattede sig også som et folk (lat. gens) med en mytisk oprindelse, beskrevet af Titus Livius under overskriften "Ab origines" i værket Ab urbe condita. Men i modsætning til grækerne havde romerne succes med deres imperiedannelse, fordi de tidligt etablerede en procedure, for at ikke-romere kunne få romersk borgerskab. De erobrede "romaniseredes" politisk og efterhånden også kulturelt. Helt fra begyndelsen var der således to opfattelser af nation og nationalitet, en, der var baseret på fødsel, den etniske opfattelse, og en, der var baseret på tilskrivning af rettigheder, den politisk-kulturelle nation.

Begge disse betydninger fulgte med begrebet, da det i den europæiske middelalder antog sin moderne skikkelse med sammenglidningen af germanske stammetraditioner og en jødisk-kristen forestilling om "folk". Med etableringen af de første territoriale monarkier i England, Frankrig, Nordspanien, Danmark, Polen, Bøhmen, Ungarn, Kroatien, Norge og Sverige i højmiddelalderen blev grunden lagt til de moderne nationer. Forestillingen om en fælles afstamning fra mytiske forfædre spillede en afgørende rolle i de propagandaskrifter, som succesfulde kongeslægter lod udfærdige (i Danmark fx Saxos Gesta Danorum). Nogle af monarkierne udviklede sig siden til nationale stater, andre forsvandt helt ud af historien, og atter andre kom igen i moderne tid, fx Bulgarien, Norge, Bøhmen og Ukraine.

Forestillinger om nationer i moderne forstand er især udviklet i to omgange: den første i den vestlige verden i kølvandet på Den Franske Revolution, den anden i forbindelse med afkoloniseringen uden for Europa i midten af 1900-tallet.

Den rumænskfødte amerikanske historiker Eugen Weber har analyseret nationsbygningen i medfør af den franske revolution i bogen Peasants into Frenchmen, der udkom i 1976. Weber viser i bogen, hvordan den franske stat i perioden mellem 1870 og 1914 udvirkede en moderniseringsproces i de franske provinser, der blandt andet fik en række befolkningsgrupper til at tale fransk fremfor sprog som provencalsk, bretonsk, flamsk, korsikansk, baskisk og catalansk. Særlig vigtig var uddannelsessystemet, hæren, kirken og udbygningen af infrastruktur såsom veje og jernbaner. Resultatet var, at en fælles fransk identitet gradvist blev spredt til hidtil isolerede landområder.

I de europæiske kolonier forekom der nationsbygning i både Nordamerika og Sydamerika i samme periode. Disse processer var med til at bane vejen for uafhængigheden for tidligere kolonier såsom USA, Haiti, Argentina, Chile, Peru og Brasilien. Op til og efter Anden Verdenskrig pågik lignende processer i store dele af Afrika og Asien, hvor den politiske og nogle gange væbnede kamp imod de europæiske kolonimagter var med til at skabe en fælles identitet i lande som Indien, Algeriet, Indonesien, Malaysia, Mozambique og Kenya.

Men disse udviklinger trækker tråde længere tilbage i tiden. Benedict Anderson argumenterede i Imagined Communities for, at den industrielle revolution satte gang i nationsdannelse. Det skete især via spredningen af bogtrykning og aviser (print capitalism) samt bekæmpelsen af analfabetisme. I forening muliggjorde disse økonomiske og sociale udviklinger, at nationens forestillede fællesskab kunne spredes via medier såsom aviser og andre tryksager.

Fødsel versus herkomst: jus soli og jus sanguinis

Moderne nationer defineres stadig på to forskellige måder, som er repræsenteret ved hhv. den "franske" og den "tyske". Det franske nationsbegreb lægger vægten på overbevisning, sprog og kultur (civilisation) og gav indtil 1990'erne automatisk borgerret (indfødsret) til alle, som fødtes på fransk territorium, jus soli. Det er den samme logik, der ligger bag det amerikanske statsborgerskab, hvor enhver, der er født i USA automatisk har ret til at blive statsborger.

Det tyske nationsbegreb, der blev lovfæstet i Bürgerliches Gesetzbuch fra 1913, lægger vægt på fødsel og herkomst eller afstamning, jus sanguinis. Denne bestemmelse af nationalitet er stadig gældende i Forbundsrepublikken. Det har medført det paradoks, at såkaldte afstamningstyskere (Volksdeutsche) fra Østeuropa og Rusland uden videre har ret til tysk statsborgerskab, selvom de ikke taler et ord tysk, mens det har været næsten umuligt for fjerdegenerationsindvandrere fra Tyrkiet, der har levet i Tyskland hele deres liv og taler flydende tysk, at få statsborgerskab, blive naturaliseret eller opnå indfødsret. Tysklands socialdemokratiske-grønne regering lovede dog i 1998 at ændre disse forhold ved at åbne mulighed for dobbelt statsborgerskab. Samtidig har Frankrig afskaffet den automatiske tildeling af statsborgerskab til børn af indvandrere fra Nordafrika.

Alligevel eksisterer de to principielle forestillinger om nationen stadig side om side, den etnisk-biologiske (i metaforisk eller mytisk forstand) og den politisk-kulturelle, og alle moderne nationalstater bygger på en nationsopfattelse, der ligger et sted på skalaen herimellem.

Den amerikanske politolog Jeffrey Herbst har i bogen States and Power in Africa (udgivet i 2000) argumenteret for, at sondringen mellem jus soli og jus sanguinis er vigtigt for at forstå, hvordan stater fungerer i Afrika syd for Sahara. Ifølge Herbst har statsborgerskabsprincipper baseret på jus soli øget legitimiteten for afrikanske stater, fordi statsborgerskab er et gode, der er relativt let at give befolkningen. Men ifølge Herbst hælder mange afrikanske stater til jus sanguinis, hvilket har været med til at svække deres legitimitet. Det gælder særlige store stater med ugunstig geografi og mange etniske grupper såsom Zaire, hvor betydelige befolkningsgrupper ikke har kunnet få statsborgerskab.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig