Forestillingen om nationalt fællesskab opstod længe før de moderne nationalstater; fx opfattede jøderne såvel som grækerne sig som afgrænsede folk i forhold til naboerne, jøderne i kraft af deres særlige religion, grækerne i kraft af deres sprog, der adskilte dem fra de ikke-græsktalende, som de kaldte barbarer. Romerne opfattede sig også som et folk (lat. gens) med en mytisk oprindelse, beskrevet af Titus Livius under overskriften "Ab origines" i værket Ab urbe condita. Men i modsætning til grækerne havde romerne succes med deres imperiedannelse, fordi de tidligt etablerede en procedure, for at ikke-romere kunne få romersk borgerskab. De erobrede "romaniseredes" politisk og efterhånden også kulturelt. Helt fra begyndelsen var der således to opfattelser af nation og nationalitet, en, der var baseret på fødsel, den etniske opfattelse, og en, der var baseret på tilskrivning af rettigheder, den politisk-kulturelle nation.
Begge disse betydninger fulgte med begrebet, da det i den europæiske middelalder antog sin moderne skikkelse med sammenglidningen af germanske stammetraditioner og en jødisk-kristen forestilling om "folk". Med etableringen af de første territoriale monarkier i England, Frankrig, Nordspanien, Danmark, Polen, Bøhmen, Ungarn, Kroatien, Norge og Sverige i højmiddelalderen blev grunden lagt til de moderne nationer. Forestillingen om en fælles afstamning fra mytiske forfædre spillede en afgørende rolle i de propagandaskrifter, som succesfulde kongeslægter lod udfærdige (i Danmark fx Saxos Gesta Danorum). Nogle af monarkierne udviklede sig siden til nationale stater, andre forsvandt helt ud af historien, og atter andre kom igen i moderne tid, fx Bulgarien, Norge, Bøhmen og Ukraine.
Forestillinger om nationer i moderne forstand er især udviklet i to omgange: den første i den vestlige verden i kølvandet på Den Franske Revolution, den anden i forbindelse med afkoloniseringen uden for Europa i midten af 1900-tallet.
Den rumænskfødte amerikanske historiker Eugen Weber har analyseret nationsbygningen i medfør af den franske revolution i bogen Peasants into Frenchmen, der udkom i 1976. Weber viser i bogen, hvordan den franske stat i perioden mellem 1870 og 1914 udvirkede en moderniseringsproces i de franske provinser, der blandt andet fik en række befolkningsgrupper til at tale fransk fremfor sprog som provencalsk, bretonsk, flamsk, korsikansk, baskisk og catalansk. Særlig vigtig var uddannelsessystemet, hæren, kirken og udbygningen af infrastruktur såsom veje og jernbaner. Resultatet var, at en fælles fransk identitet gradvist blev spredt til hidtil isolerede landområder.
I de europæiske kolonier forekom der nationsbygning i både Nordamerika og Sydamerika i samme periode. Disse processer var med til at bane vejen for uafhængigheden for tidligere kolonier såsom USA, Haiti, Argentina, Chile, Peru og Brasilien. Op til og efter Anden Verdenskrig pågik lignende processer i store dele af Afrika og Asien, hvor den politiske og nogle gange væbnede kamp imod de europæiske kolonimagter var med til at skabe en fælles identitet i lande som Indien, Algeriet, Indonesien, Malaysia, Mozambique og Kenya.
Men disse udviklinger trækker tråde længere tilbage i tiden. Benedict Anderson argumenterede i Imagined Communities for, at den industrielle revolution satte gang i nationsdannelse. Det skete især via spredningen af bogtrykning og aviser (print capitalism) samt bekæmpelsen af analfabetisme. I forening muliggjorde disse økonomiske og sociale udviklinger, at nationens forestillede fællesskab kunne spredes via medier såsom aviser og andre tryksager.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.