Nation, (af lat. natio 'fødsel, afstamning, folk', af nasci 'fødes'), siden perioden omkring Den Franske Revolution betegnelse for en gruppe mennesker, som føler sig beslægtede (etnisk, afstamningsmæssigt) og/eller er bevidst om den fælles historiske og kulturelle baggrund, som forsyner dem med en egen identitet over for andre grupper. Hermed nærmer betegnelsen sig betydningen af begrebet folk. Sædvanligvis refererer den pågældende gruppe af mennesker til et afgrænset territorium, og de ønsker at fastholde denne baggrund politisk inden for rammerne af en statsdannelse på dette territorium. Ofte har gruppen et fælles sprog, og sprog er ofte blevet fremhævet som det afgørende kriterium for en nation. Men fælles sprog er ikke en betingelse for at opfatte sig som en fælles nation, hvilket Schweiz er et eksempel på. Modsat kan grupper med samme sprog godt opfatte sig som tilhørende forskellige nationer; det gælder fx verdens mange engelsktalende.
Forestillinger om nationer i moderne forstand er historisk især udviklet i to omgange: den første i den vestlige verden i kølvandet på Den Franske Revolution, den anden i forbindelse med afkoloniseringen uden for Europa i midten af 1900-t.
Idéen om en nation stimulerer ønsket om en fælles stat, hvis den ikke allerede eksisterer, og tjener som en integrerende kraft, hvis nationen allerede besidder sin egen statsorganisation. Derfor anvendes termen nation af og til i forbindelser, hvor det kunne være mere præcist at bruge termen stat, fx i betegnelsen De Forenede Nationer. Den kraft, der ligger i idéen om en nation, følelsen af et nationalt tilhørsforhold og eksistensen af en nationalkultur kan i nogle tilfælde udholde besættelser, spredning af gruppen eller inkorporeringen af gruppen i en forbundsstat eller et imperium. Polakkerne, baskerne og tyskerne er eksempler på nationer, som har overlevet sådanne betingelser.
Ligeledes findes der ud fra idéen om en nation eksempler på sociale konstruktioner uden fælles historisk, kulturel og etnisk baggrund. Den amerikanske nation og visse afrikanske stater har med vekslende held forsøgt at fundere sig på en sådan forestilling.
Den nationale identitetsfølelse kan deles op i flere loyalitetsretninger. I Storbritannien er det til en vis grad muligt at forene en britisk nationalidentitet med en snævrere engelsk, walisisk, skotsk eller irsk identitet, ligesom der i Europa efter 2. Verdenskrig har været en voksende europæisk fællesskabsforestilling, som har kunnet forenes med en mere afgrænset national identitet og nationalkultur.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.