mindretal

Århundreders opbygning af et internationalt samfund, der i i begyndelsen af 2000-t. omfatter lidt over 191 selvstændige nationalstater, har ikke kunnet undgå at skabe sproglige, etniske, religiøse og nationale mindretal, som er sårbare over for diskrimination fra flertallets side. At beskytte mindretal mod overgreb og aktivt virke for, at de kan bevare og udvikle deres egen identitet, er derfor en vigtig del af det internationale menneskerettighedsarbejde.

Bestræbelserne tog fart efter 1. Verdenskrig, hvor de mange nye grænsedragninger i Europa skabte nye nationale mindretal på begge sider af disse grænser, fx det tyske mindretal i Sønderjylland og det danske i Slesvig. I en række europæiske stater blev følgen en traktatmæssig beskyttelse af de nationale mindretal. Denne europæiske mindretalsret blev imidlertid misbrugt, fx ved at Tyskland udnyttede de tyske mindretal i bl.a. Tjekkoslovakiet og Polen til militær intervention i disse lande; det måtte naturligt fremkalde en reaktion, og da begivenhederne under 2. Verdenskrig samtidig stærkt understregede det enkelte menneskes behov for beskyttelse, kom hverken FN-pagten eller Verdenserklæringen om Menneskerettigheder til at indeholde bestemmelser om mindretalsbeskyttelse.

Først i FN-konventionen om Borgerlige og Politiske Rettigheder fra 1966 er spørgsmålet taget op i art. 27:

"I de stater, hvor der findes etniske, religiøse eller sproglige mindretal, må personer, der tilhører sådanne mindretal, ikke forholdes retten til i fællesskab med de øvrige medlemmer af deres grupper at leve deres eget kulturliv, at bekende sig til og udøve deres egen religion eller at benytte deres eget sprog".

Efter den kolde krigs ophør er mindretalsspørgsmålene i Øst- og Centraleuropa på ny kommet op til overfladen. Det har i 1995 ført til vedtagelse af Den Europæiske Konvention om Beskyttelse af Nationale Mindretal, som fastslår en række grundlæggende mindretalsrettigheder som religions- og ytringsfrihed samt rettigheder på det sproglige og undervisningsmæssige område, fx retten til at lære sit mindretalssprog og til at have mulighed for at blive undervist i det. Konventionen sikrer tillige, at personer, der tilhører nationale mindretal, kan vedligeholde og udvikle deres kultur og bevare deres identitet, især mht. religion, sprog og traditioner. Konventionens anvendelsesområde i Danmark vil være det tyske mindretal i Sønderjylland. Konventionen, som ratificeredes af Danmark i 1997, trådte i kraft 1.2.1998.

Uafhængigt af konventionen er der inden for rammerne af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, i 1992 oprettet en stilling som Højkommissær for Mindretal; højkommissæren har til opgave at engagere sig i en dialog med OSCEs medlemslande vedrørende mindretalsproblemer.