Komparativ politik, politologisk disciplin, som gennem beskrivelse og systematisk analyse af ligheder og forskelle i forskellige politiske systemer søger at formulere generalisationer vedr. politiske strukturer og processer.

Der sondres mellem to forskellige former for komparation. Synkronisk komparation består i en sammenligning af samme slags fænomen forskellige steder på et givet tidspunkt, fx en sammenligning af de politiske partier i forskellige lande på samme tidspunkt. Diakronisk komparation er en sammenligning gennem en tidsperiode af det samme fænomen på det samme sted, fx en sammenligning af de danske partier i perioden 1890-1990.

Formålet med at sammenligne politiske fænomener er dels beskrivende, dels forklarende. En systematisk beskrivelse hviler på indsamling af ensartede oplysninger fra to eller flere politiske systemer. En sådan beskrivelse kan tjene mange formål, men ud fra en politologisk synsvinkel er sigtet med en systematisk beskrivelse, at den skal kunne danne grundlag for analyse af de regelmæssigheder, der kan iagttages i tid og rum, og for formulering af generalisationer, dvs. hypoteser om sammenhænge mellem politiske fænomener. Sådanne generalisationer kan herefter anvendes til forklaring af konkrete politiske strukturer og processer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig