ideologi

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

ideologi, inden for idéhistorie, politisk teori og videnssociologi et flertydigt, men meget anvendt og omstridt begreb, der knytter sig til grundlæggende erkendelsesmæssige spørgsmål. Neutralt anvendes ordet ideologi om nogenlunde sammenhængende og omfattende samfundsopfattelser, fx liberalisme, socialisme og konservatisme.Sådanne idésystemer indeholder beskrivende analyser af, hvordan samfundet er indrettet og fungerer, og normative vurderinger af, hvordan samfundet bør se ud.

Ordet ideologi kommer af græsk idea 'billede, ydre, idé, tanke' og -logi.

Det er i kraft heraf, at ideologierne har tjent som alment handlingsgrundlag for forskellige politiske partier og bevægelser i det moderne demokratis tidsalder. Ideologi anvendes dog også som et negativt karakteriserende begreb.

Både på grund af ideologiernes rod i 1700-t.s og 1800-t.s sociale og politiske problemstillinger og på grund af deres ideelle karakter forbindes ideologibegrebet ikke sjældent med noget meget abstrakt og verdensfjernt. Modstykket til det ideologiske bliver da det pragmatiske, dvs. det saglige og virkelighedsnære. I andre sammenhænge er den negative anvendelse af ideologibegrebet knyttet mere direkte til betydningsindholdet, fx når ideologi bruges om forestillinger, der er præget af fordomsfuldhed, dogmatik og manglende (selv)kritisk åbenhed og nytænkning, eller når ideologi endnu mere specifikt betegner fordrejede eller tilslørede billeder af virkeligheden. Sidstnævnte anvendelse står i direkte modsætning til ordets oprindelige betydning, da det blev dannet i 1796 af den franske filosof Antoine Destutt de Tracy (1754-1836) som betegnelse for en ny idéernes videnskab, byggende på John Lockes og Étienne Bonnot de Condillacs filosofi. Målet var i overensstemmelse med oplysningstidens bærende idéer at udskille de videnskabeligt holdbare idéer fra irrationelle forestillinger af religiøs, politisk og metafysisk art.

Sin negative betydning fik ideologibegrebet ikke mindst i kraft af Karl Marx' teori om de herskende tanker som de herskendes tanker; den herskende klasses ideologi fungerer som et magtinstrument, idet den på tilslørende og harmoniserende vis fremstiller denne klasses interesser som identiske med almene interesser. Således havde liberalismens tale om frihed og lighed ifølge Marx den ideologiske funktion at tilsløre og retfærdiggøre kapitalismens faktiske ufrihed og ulighed. Udbredt til arbejderklassen udgjorde ideologien med Friedrich Engels' ord en "falsk bevidsthed". Sociologen Karl Mannheim rejste i Ideologie und Utopie (1929) det spørgsmål, om ikke-ideologisk erkendelse overhovedet er mulig, hvis idéer og forestillinger uundgåeligt er farvet af deres tilknytning til bestemte sociale interesser. Dette har siden udgjort et videnskabsteoretisk hovedspørgsmål (se også videnssociologi).

Efter 2. Verdenskrig kom ideologibegrebet til at spille en central rolle i amerikansk politisk sociologi. Efter nazismens og stalinismens udskejelser og med velfærdsdemokratiernes brobygning mellem klasserne blev det som fx i Daniel Bells The End of Ideology (1960) udbredt at forudsige de politiske ideologiers død. I sammenhæng hermed voksede troen på muligheden af en positiv samfundsvidenskab, der skulle være uberørt af ideologi.

Forestillingen om, at den endelige samfundsmodel med velfærdsdemokratiet skulle være fundet, blev dog snart afløst af fornyet interesse for ideologiske spørgsmål mht. samfundets indretning og målsætning dels i form af en ny optagethed af ideologierne fra 1800-t. med interessen for socialismen i 1970'erne og for liberalismen i 1980'erne, dels i form af nye ideologiske strømninger ikke mindst i køns- og miljøpolitiske spørgsmål.

Ideologikritik

Samtidig med de nye ideologiske strømninger blev idealet om en positiv videnskab, der skulle være uafhængig af værdier, interesser og ideologi, stærkt kritiseret ikke mindst af sociologen Jürgen Habermas, der understregede, hvordan en sådan videnskab selv fungerede ideologisk. Siden har Habermas forsvaret oplysningstraditionen over for den erkendelsesrelativisme, der kommer til udtryk i postmodernismens afvisning af de såkaldte "store fortællinger", herunder de politiske ideologier. Gennem samtalen er det ifølge Habermas muligt at nå frem til rigtigere og mere fornuftigere forestillinger også mht. spørgsmål om samfundets indretning.

Trods svindende tillid til 1800-t.s ideologier med beskrivelser af det gode samfund og vejen dertil er det ikke ensbetydende med, at ideologiske diskussioner og kontroverser er forsvundet. Der har dog dannet sig en så udbredt tilslutning til det liberale demokrati og dets værdier, at det har kunnet give den amerikanske politolog Francis Fukuyama anledning til at tale om The End of History (1992). Omvendt resterer spørgsmålet, om de vestlige ideologiske forestillinger om almene menneske- og borgerrettigheder vil vinde universel hævd; det betvivles bl.a. i 1996 af politologen Samuel P. Huntington, der forudser sammenstød mellem civilisationerne og dermed ændringer i verdensordenen.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
06/01/2014
Ekspert
EriC
Oprindelig forfatter
JLoft
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki