politologisk funktionalisme

Politologisk funktionalisme er, sammen med magtteorier og institutionalisme, en af de centrale teoridannelser inden for den moderne, ikke-marxistiske politiske videnskab. Den er fortrinsvis udviklet af amerikanske politologer som David Easton, Gabriel A. Almond og Seymour Martin Lipset, men også nordmanden Stein Rokkan har ydet væsentlige bidrag.

Teoriens grundtanke er, at de samme funktioner skal varetages i alle politiske systemer, hvis de skal kunne eksistere over længere tid og klare de krav, der stilles til dem. Disse almene funktioner kan så i konkrete samfund varetages af forskellige strukturer og institutioner. Funktionerne omfatter aktiviteter, hvis varetagelse er nødvendig for helhedens fortsatte eksistens, ligesom fx hjertefunktionen er nødvendig for livets opretholdelse i en organisme.

Politologisk funktionalisme opererer gerne med et mere udbygget sæt af input-output-funktioner end det, Easton udviklede i sin teori om det politiske system. Ud fra komparative analyser af forholdene i flere lande generaliserer teorien former for funktionsvaretagelse, der fører til den største stabilitet. Teorien er derfor også blevet kritiseret dels for at være konservativ ved at lægge mere vægt på stabilitet end på behov for ændringer, dels for etnocentrisme ved at fremhæve en bedre funktionsvaretagelse i USA og de vesteuropæiske lande end i den tredje verden.