styreformer

Ethvert lands styreform hviler på nogle grundlæggende værdier og principper, der er mere eller mindre eksplicit formuleret, fx i landets grundlov, og som sætter visse grænser for, hvilke formål der kan realiseres med anvendelse af systemets resurser. Disse værdier tjener dermed som brede rammer for, hvad der i den daglige politik kan tages for givet, uden at det krænker dybe følelser og holdninger i befolkningen.

Normer og spilleregler er mere konkrete angivelser af, hvad der er forventeligt og acceptabelt i den politiske proces. Der kan være tale om formelle og retlige regler, fx Folketingets Forretningsorden, eller mere uformelle og sædvanebestemte normer som parlamentariske normer om regeringsdannelse, overholdelse af indgåede aftaler mv.

Sådanne normer og spilleregler tjener dels det formål at gøre den politiske proces overskuelig og forudsigelig, dels at gøre det muligt at behandle krav og forslag på en måde, der kan føre til vedtagelse af bindende beslutninger.

Endelig omfatter styreformen et antal roller, myndighedsstrukturen, som borgernes forventninger om bindende beslutninger kan rettes imod, og hvis indehavere har kompetence til at træffe sådanne beslutninger og midler til at få dem gennemført.

I snæver forstand drejer det sig om regeringen, forstået som ministrene, men i bredere forstand kan styreformens struktur også omfatte administrationen, som bistår regeringen med at forberede og gennemføre de politiske beslutninger, og parlamentet, som i henhold til de grundlæggende principper og normer har mere eller mindre velafgrænsede opgaver at varetage i den politiske proces.

Aristoteles opdelte styreformerne efter magthavernes antal og den måde, hvorpå de forvaltede deres politiske ansvar. I dag skelnes der mellem demokratiske og autoritære styreformer.

Demokratiske styreformer er blevet realiseret som liberale demokratier eller polyarkier, hvor de politiske ledere er valgt ved frie og fair valg, hvor to eller flere partier konkurrerer om vælgernes stemmer, og hvor grundlæggende politiske rettigheder respekteres (se demokrati).

Demokratiske styreformer kan opdeles ud fra organiseringen af den udøvende magt; der skelnes således mellem præsidentielle og parlamentariske styreformer (se præsidentialisme og parlamentarisme).

Endvidere kan de liberale demokratier opdeles i flertalsdemokratier og konsensusdemokratier efter graden af magtkoncentration omkring regeringen. Flertalsdemokrati eller Westminstermodellen findes i topartisystemer, hvor regeringen råder over et flertal i parlamentet og derfor indtil næste valg har forholdsvis stort råderum og handlefrihed som i fx Storbritannien.

Den anden form for liberalt demokrati er konsensusdemokratiet. Her er magten spredt, idet der findes flere partier, der afspejler forskellige konflikter i samfundet og får mulighed for repræsentation i parlamentet gennem en eller anden form for forholdstalsvalgmåde. Her råder regeringen ikke nødvendigvis over et flertal i parlamentet. Den politiske proces er præget af kompromis og samarbejde som i fx Danmark (se også flerpartisystem).

Autoritære styreformer omfatter så forskellige former som traditionelle monarkier (fx Saudi-Arabien) og absolutisme, kommunistiske etpartistater (fx Cuba og Nordkorea), etpartistater, hvor en stærk politiker oprindelig stod i spidsen for en nationalistisk bevægelse under afkolonialiseringsprocessen (fx Julius Nyerere i Tanzania) og militære regimer (se også autoritære regimer, etpartisystem og militærdiktatur).

Selvom en række autoritære styreformer er blevet demokratiseret i årene omkring 1990, er demokratiske styreformer stadig i mindretal, og der er næppe tale om en entydig tendens i retning af, at stadig flere styreformer bliver demokratiske.

• demokrati
• monarki
• parlamentarisme
• præsidentialisme
• autoritære regimer