Det har været livligt diskuteret, om totalitarismen skal ses alene som historiespecifikt fænomen for 1900-tallet, eller om dens rødder skal søges i tidligere århundreder, og om der tidligere i historien kan peges på stater/regimer med lignende karakteristika. Idémæssige, sociologiske, sociale, individual- og socialpsykologiske, økonomiske og politiske faktorer er blevet inddraget og givet forskellige eftertryk. Man har således peget på, at industrialiserings- og urbaniseringsprocesserne i 1800-tallet skabte rodløshed, desorientering og social deklassering, hvilket sammen med sekularisering, stigende normløshed og følelsen af at være overflødig bidrog til, at et stigende antal mennesker blev ofre for irrationelle forestillinger, erstatningsreligioner og massebevægelser.
1. Verdenskrig er blevet betragtet som en forberedende øvelse i en totalitær statsform; den var dels karakteriseret ved store menneskelige og moralske omkostninger, brutalitet og socialt omkalfatrende karakter, dels ved hidtil uset mobilisering af resurser, økonomisk og bureaukratisk magtkoncentration. Det er blevet fremført, at for den tredje verdens lande (fx Kina, Vietnam, Nordkorea og flere afrikanske lande) var en mere eller mindre totalitær model en forudsætning for en hurtig modernisering ved gennemgribende mobilisering og omfordeling af menneskelige og fysiske resurser. Sådanne synspunkter er dog nu blevet sjældne.
En anden fremtrædende tolkningsform har peget på de totalitære bevægelsers karakter af folkelige massebevægelser med rødder i Den Franske Revolution, hvor — i modsætning til fx Den Amerikanske Revolution — de sociale lighedsstræbende ambitioner tog overhånd på bekostning af individets grundlæggende frihedsrettigheder og konstitutionel sikring mod magtkoncentration og -misbrug.
Allerede i 1800-tallet beskrev den franske tænker Alexis de Tocqueville en ny form for undertrykkelse, som han ikke kunne finde noget navn til, da han ikke kunne anvende de gamle begreber despoti eller tyranni. Han beskrev en autoritativ magt, der på borgernes krav og med deres medvirken ville sikre dem det, de mest ønskede, sikkerhed og tilfredsstillelse af deres materielle krav. Egalitarismen havde forberedt dem på en sådan holdning. Men denne nye despotiske form, mente Tocqueville, ville være mild og ikke voldelig. Bl.a. var også den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij inde på lignende tanker i "Legenden om storinkvisitoren" (i Brødrene Karamazov (1879-80)), hvori han skriver, at den store masse til slut vil acceptere despotisme til gengæld for sikkerhed og for at slippe for den ansvarsbyrde, som frihed lægger på individet.
På det historisk-idémæssige plan har man forsøgt at finde tanker hos en række filosoffer, som kan have tjent som inspiration til totalitære idéer, lige fra Platon over Thomas More, Jean Calvin og Martin Luther til Jean-Jacques Rousseau, G.W.F. Hegel, Henri de Saint-Simon, Friedrich Nietzsche og Karl Marx. Således er Platon blevet udlagt som indleder af en totalitær tradition med tankemæssig ensretning, ledet af en elite af filosoffer, ligesom bl.a. også Rousseau med sin volonté générale er blevet anset for at tilsidesætte individet og åbne for ensretning. Men sådanne tolkningsforsøg bygger gennemgående på at isolere visse aspekter fra helheden.
I den historiske forskning er flere regimer blevet kaldt totalitære, fx det kinesiske Qindynasti (221-206 f.v.t.), det antikke Sparta og Inkariget, men også her er der tale om at fremdrage enkelte lighedspunkter. Totalitarisme må dog ses som et syndrom; alle de tidligere nævnte aspekter skal være til stede, om end de så kan variere i vægt. Totalitarismen må betragtes som en moderne foreteelse, der forudsætter en høj grad af ideologisering, mobiliserbare masser på et demokratisk eller pseudodemokratisk grundlag og et højt teknologisk, navnlig kommunikationsteknologisk, niveau.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.