Udenrigsloven

blev etableret ved, at de daværende to departementer med hver sin departementschef blev nedlagt og erstattet af to afdelinger, der begge blev underlagt Udenrigsministeriets direktør. Direktøren skulle varetage samtlige ministeriets forretninger.

opstod ved en sammenlægning af Udenrigsministeriet og de diplomatiske og de konsulære repræsentationer; disse tre tjenestegrene havde hidtil ført en adskilt tilværelse. Tjenestemændene havde således kun pligt til at forrette tjeneste inden for den tjenestegren, de var ansat i. 1921-loven indførte forflyttelsespligt og fri omflyttelighed såvel inden for som mellem hver af tjenestens tre grene.

1921-loven blev fornyet i 1945, 1961 og 1983. Den principielle bestemmelse om, at udenrigstjenestens tre grene udgør en fælles tjeneste, som forblev uændret i alle lovene, fik i 1997 tilføjelsen "og er én myndighed". Formålet hermed var at fjerne enhver tvivl om, at brevveksling mellem de tre grene er interne arbejdsdokumenter og således undtaget fra retten til aktindsigt i henhold til Offentlighedsloven og Forvaltningsloven.

I 1983-loven er tidligere udenrigsloves opregning af afdelinger, tjenesteenheder, antal, placering og bemanding af repræsentationerne i udlandet mv. bortfaldet; i stedet blev udenrigsministeren bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om udenrigstjenestens personel og drift mv. Herudover indeholder 1983-loven bl.a. regler om handels- og industrikyndige specialmedarbejdere, regler om muligheden for at knytte specialattachéer udsendt af andre ministerier end Udenrigsministeriet til repræsentationerne, regler om stillingsbetegnelser og om udsendte medarbejderes funktion som notarius publicus.