Diplomatisk kurer, overbringer af post mellem et lands udenrigsstyrelse og dets repræsentationer i udlandet. En diplomatisk kurer har særrettigheder mht. grænsepassage og toldbehandling. Danmark benytter ikke faste diplomatiske kurerer, men bemyndiger midlertidigt fx et besætningsmedlem i SAS. På grund af udviklingen inden for elektronisk kommunikation i kode er anvendelsen af diplomatiske kurerer stærkt på retur.