folkeafstemning

(1) Obligatoriske folkeafstemninger, hvor beslutninger af en bestemt art, fx en forfatningsændring, skal underkastes en afstemning blandt vælgerne, fordi det er krævet i forfatningen.

(2) Folkeafstemninger, som udskrives af en regering, folkerepræsentation eller kommunalbestyrelse, selv om de ikke er krævet i forfatningen, eller som begæres af en del af folkerepræsentationen om et netop vedtaget lovforslag (frivillig folkeafstemning, somme tider også omtalt som fakultativ folkeafstemning).

(3) Folkebegæring, hvor et vist antal vælgere eller en vis procentdel af vælgerne kan fremkalde en afstemning om et netop vedtaget lovforslag eller en eksisterende lov.

(4) Folkeinitiativ, hvor et vist antal vælgere eller en vis procentdel af vælgerne har adgang til at fremsætte forslag til beslutning, som derefter gøres til genstand for en afstemning blandt vælgerne enten umiddelbart eller efter behandling i folkerepræsentationen.

Folkeafstemninger kan opdeles efter deres retlige virkning, hvor der sondres mellem den rådgivende (eller konsultative) folkeafstemning, hvor afstemningens udfald ikke er retligt bindende, men alene rådgivende for det lovgivende organ, og den bindende (eller decisive) folkeafstemning, hvor afstemningen er retligt bindende, således at et negativt udfald medfører beslutningens bortfald, og et positivt udfald, at beslutningen skal stå ved magt.

Reelt kan rådgivende afstemninger dog også være bindende. Det skyldes, at ansvarlige politikere næppe ville foreslå en lovgivning med et væsentligt andet indhold end det vedtagne, for eksempel at vælgernes beslutning i 1953 om en valgretsalder på 23 år skulle tilsidesættes, og 21 år straks indsættes i stedet.

Folkeafstemninger blev anvendt lokalt og i kantoner i Schweiz allerede i middelalderen, men først nationalt gennem 1800-tallet. I dag anvender næsten alle demokratiske systemer folkeafstemninger under en eller anden form; dog har der aldrig været afholdt nationale folkeafstemninger i Indien, Israel, Japan og USA.

Folkeafstemninger blev indført i Danmark med Grundloven af 1915, hvorefter fremtidige grundlovsændringer skulle forelægges vælgerne til godkendelse eller forkastelse ved en obligatorisk og bindende folkeafstemning (1915-Grundloven § 93, 1953-Grundloven § 88). I 1953 blev mulighederne for afholdelse af folkeafstemning udvidet med først og fremmest indførelsen af såvel frivillige som bindende folkeafstemninger (ud over i forbindelse med grundlovsændringer (Grundloven § 42)).

Der findes i dag seks muligheder for at afholde folkeafstemning i den danske styreform. Fem af disse muligheder omtales direkte i grundloven, og de er alle bindende:

(1) obligatorisk folkeafstemning i forbindelse med grundlovsændring (§ 88);

(2) frivillig folkeafstemning om visse typer af love (§ 42);

(3) obligatorisk folkeafstemning om love om valgretsalderen (§ 29);

(4) obligatorisk folkeafstemning om love om overladelse af beføjelser til mellemfolkelige myndigheder; i daglig tale ofte, men ikke helt juridisk korrekt, kaldt for suverænitetsafgivelse (§ 20);

(5) frivillig folkeafstemning om Folketingets samtykke på det udenrigspolitiske område (§42, stk. 6, jf. § 19);

(6) frivillig folkeafstemning, som vedtages ved lov, som derfor principielt og i retlig henseende "kun" er rådgivende.

Der er (til og med juni 2022) gennemført 23 nationale folkeafstemninger i Danmark, som er et af de lande, der har afholdt flest folkeafstemninger. I Europa har kun Irland, Italien og Schweiz afholdt flere; Schweiz er her i en kategori for sig selv med mere end 400 nationale folkeafstemninger.

• folkeafstemning – reglerne i Grundloven
• borgerforslag
• folkebegæring
• folkeinitiativ