Den skrækindjagende gerrymander blev født i 1812 som indtegning på et kort over valgdistrikterne i Essex County, Massachusetts, med henblik på at vise omfanget af den politiske manipulation. Den tilsigtede effekt ved denne kredsinddeling var dog forsvundet ved et valg året efter; dyret afgik ved døden, men begrebet levede videre. Skelettegningen blev trykt i lokale avisers dødsannoncer til skræk og advarsel for kommende valgkredsinddelere.

.

Gerrymandering er politisk betinget manipulation i forbindelse med inddeling i valgkredse, mest i forbindelse med flertalsvalg. Hensigten med gerrymandering er at etablere en kredsinddeling, der sikrer stemmemæssigt dyre mandater til modstanderpartier og deres kandidater — og billige mandater til det foretrukne parti.

Faktaboks

Også kendt som

valggeometri

Gerrymandering er opkaldt efter guvernør Elbridge Gerry (1744-1814) i den amerikanske delstat Massachusetts, som havde ansvaret for en meget skæv valgkredsinddeling i 1812. En af valgkredsene lignede en salamander, og guvernørens og dyrets navne blev så kombineret til skældsordet en gerrymander.

Beskyldninger for gerrymandering er hyppigt et politisk og juridisk stridspunkt i flertalsvalgsystemer, bl.a. i USA; det forekom også i Danmark – om end kun i få tilfælde – i enkeltmandskredsenes tid, også i form af udskydelse af en inddelingsreform af valgkredsene i de store byer. Brug af tillægsmandater vil normalt umuliggøre effektiv gerrymandering.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig