landstingsvalg

Landstingsvalg, de valg, der 1849-1953 blev afholdt til Rigsdagens førstekammer, Landstinget. De blev afholdt på meget forskellig måde 1849-66, 1866-1915 og 1915-53, men altid som indirekte valg.

1849-66 foregik landstingsvalg ved, at folketingsvælgerne kommunevis valgte valgmænd (se valgmandskollegium) ved såkaldte flertalsvalg i n-mands-kredse (en valgmand for de første 149 vælgere og derefter en for hver 100 vælgere, se valgsystemer). Derefter valgte valgmændene landstingsmedlemmerne blandt dem, der opfyldte de skrappe valgbarhedskrav; valgmåden var igen flertalsvalg i flermandskredse.

Ved grundlovsrevisionen i 1866 blev valgbarhedsindskrænkningerne ophævet; til gengæld indførtes i byerne pluralvalgret med udgangspunkt i skattefastsættelsen, samtidig med at de højestbeskattede på landet, dvs. helt overvejende de mest velhavende godsejere, indtrådte direkte som valgmænd. Desuden blev 12 af de 66 landstingsmedlemmer udpeget af kongen, dvs. regeringen. Valgmændene blev valgt som tidligere, landstingsmændene derimod i denne periode med brug af Andræs metode.

Ved grundlovsrevisionen i 1915 indførtes forholdstalsvalg mellem lister (d'Hondts fordelingsmetode) ved valgene af valgmænd, mens valgmændenes valg af landstingsmedlemmer nu foregik med brug af en variant af Andræs metode. Valgperioden var otte år, og valgene foregik med fire års forskydning i halvdelen (dvs. tre, hhv. fire) af de syv landstingsvalgkredse. Valgretsalderen var i denne periode 35 år.

Landstingets afskaffelse i 1953 betød naturligvis, at så var det også slut med at holde landstingsvalg.