Tripelvalg er samtidig afholdelse af tre forskellige valg, fx til det nationale parlament, til regionale forsamlinger og til lokalråd.

Tripelvalg kendes i en række lande, fx Sverige siden 1970, nogle steder også i den form, at to af valgene er på nationalt niveau, som regel præsidentvalg og parlamentsvalg. Der har kun én gang været afholdt tripelvalg i Danmark, nemlig 20.11.2001, idet der blev udskrevet folketingsvalg til den dag, der i henhold til Kommunalvalgloven alligevel skulle være valg til kommunalbestyrelser og amtsråd. Tripelvalg formodes ofte at have den virkning, at partier, der klarer sig godt på det nationale niveau, klarer sig bedre på de lavere niveauer, end de ellers ville have gjort, fordi vælgerne stemmer på samme parti på alle niveauer. Det var dog ikke specielt udtalt ved det danske tripelvalg.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig