indvandrere

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Washington, D.C. Demonstranter har indtaget National Mall for at kræve flere rettigheder og mere værdige forhold for USA's illegale immigranter. Foto fra 2006.

indvandrere, immigranter, tilflyttere til et land, som de har til hensigt at bosætte sig i for et længere tidsrum. Der er i dag ca. 200 mio. immigranter og flygtninge i verden, dvs. mennesker, der er bosiddende uden for det land, hvor de blev født; heraf er der i Europa ca. 60 mio. (2006). Samlet set er der tale om en fordobling i antallet af internationale migranter inden for de seneste 25 år. Det er primært uligheder i sociale, politiske eller naturbundne vilkår, som får folk til at begive sig på vandring, fx konflikter eller politisk tryk i oprindelseslandet, såkaldte push-faktorer, eller mere tillokkende forhold i modtagerlandet, såkaldte pull-faktorer. Større vandringer forudsætter tre ting: information om forholdene i det nye land, mulighed for at rejse dertil og adgang til landet, legalt eller illegalt. I nyere tid er indvandring ofte søgt styret af statsmagter, som løbende vurderer, om en supplering af arbejdsstyrken er i nationalstatens interesse. I nyeste tid har der dog ikke kun været økonomiske, men også fredspolitiske hensyn at tage, se flygtning.

USA er et eksempel på et land, hvortil mange er indvandret, især i 1800-t. Landet har dog siden strammet indvandringslovgivningen, især i perioder med stor arbejdsløshed og lav vækst. Lande med en fortid som kolonimagt, fx Frankrig, har mange indvandrere og efterkommere fra tidligere koloniområder, både fordi man af moralsk-politiske årsager har ment at måtte give indvandrere fra disse områder fortrin frem for andre grupper, og fordi kolonimagterne ofte gav statsborgerrettigheder til koloniale undersåtter.

Indvandrere kommer typisk fra dårligere vilkår end tilsvarende grupper i det nye land, dog sjældent fra de dårligst stillede sociale lag i afsenderlandene. Mødet mellem værtsbefolkninger og indvandrere skaber ofte tilpasningsproblemer, økonomisk fordi de nyankomne eller deres efterkommere kan opleves som konkurrenter på arbejdsmarkedet, socialt fordi de ofte ses som uretmæssige brugere af velfærdsydelser, og kulturelt fordi sprog, livsvaner og religiøs orientering ofte adskiller sig væsenligt fra modtagerlandenes. Der er dog normalt forskel på integrationsproblemernes art og omfang, afhængig af om indvandrerne kommer fra samme eller en meget anderledes kulturkreds, hvilken uddannelsesbaggrund de har, hvilket erhverv eller aktivitet de udøver, og om de er kommet til det nye land som arbejdsmigranter, flygtninge eller familiemedlemmer til enten arbejdsmigranter, flygtninge eller naturaliserede udlændinge, såkaldte familiesammenførte.

Når man taler om indvandrere, tænker man normalt på mennesker, der er kommet til et andet land på lovligt grundlag, og hvor man derfor har mulighed for ret præcist at opgøre deres antal og de kategorier, de tilhører. Imidlertid består befolkningsvandringer i dag i væsentligt omfang af to andre migrationsformer. Dels af intern migration inden for statslige grænser, herunder såkaldt internt fordrevne, dels af illegale eller "irregulære" migranter, som de fx kendes fra den mexicansk-amerikanske grænse eller mennesker, der på egen hånd eller ved hjælp af menneskesmuglere forsøger at skaffe sig vej fra Afrika, Østeuropa, Kina eller Sydamerika til Europa. Omfanget af disse vandringer kendes ikke præcist, men der ingen tvivl om, at antallet er betydeligt og voksende. I EU-området skønnes det, at der (2006) befinder sig 5-6 mio. irregulære migranter, eller ca. 10% af alle indvandrere i området.

Indvandring til Danmark

Indvandrere demonstrerer i 2005 på Christiansborg Slotsplads mod regeringens skærpede krav til statsborgerskab i Danmark.

Som udgangspunkt er der ikke fri adgang til indvandring i Danmark. En indvandrer kan være kommet som fx asylsøger (se asyl), flygtning, gæstearbejder eller pga. giftermål med en dansker; for disse grupper gælder særlige regler, se arbejds- og opholdstilladelse og udlændingelovgivning.

Der har i århundreder været en stadig tilflytning til Danmark af enkeltpersoner eller grupper, fx hollændere i begyndelsen af 1500-t. og jøder i 1600-t. og derefter. Stor kulturel og erhvervsmæssig betydning fik den kontinuerlige indvandring fra Nordtyskland før og under enevælden. I slutningen af 1800-t. ankom mange ufaglærte arbejdere fra Polen, Tyskland og Sverige. Indvandrerne var i mange tilfælde inviteret af staten eller tiltrukket af religiøse privilegier. Alle grupper blev efter få generationer en integreret del af den danske hverdag, selvom deres særlige baggrund i nogle tilfælde fortsat kan indentificeres i form af fx religiøse menigheder.

I 1900-t. har indvandringen primært bestået af forskellige flygtningegrupper: De to verdenskrige førte mange øst- og centraleuropæere, jøder og tyskere til Danmark, og den kolde krig og konflikterne i Mellemøsten førte nye grupper hertil, bl.a. russere, iranere og libanesere. I en kort periode fra slutningen af 1960'erne til 1973 hentede danske virksomheder gæstearbejdere til landet fra især Tyrkiet, Pakistan, Jugoslavien og Marokko. Med Danmarks optagelse i EF i 1973 blev der åbnet for indvandring af statsborgere fra andre medlemslande på linje med de ordninger, som siden 1952 har været gældende for nordiske statsborgere.

Indvandringen udgøres i dag (2006) især af flygtninge, som kommer til landet for at søge asyl, og af personer, der kommer som resultat af familiesammenføring. Desuden modtager Danmark årlig et antal statsborgere fra vestlige lande, især Norden, EU og Nordamerika, der som hovedregel kommer for at arbejde eller studere i en begrænset periode.

Betydelige stramninger i den danske udlændingelovgivning har siden midten af 1990'erne gradvis gjort det sværere for flygtninge og indvandrere at få fast ophold i landet; bl.a. er retten til familiesammenføring og til dansk statsborgerskab blevet begrænset. Ikke desto mindre er antallet af indvandrere og efterkommere steget for hvert år siden 1990, dog med store svingninger og en generel aftagende vækstrate over tid. Fx var væksten i indvandrere fra ikke-vestlige lande 1995-96 17,4%, mens den 2004-05 var 1,5% - den laveste vækst siden 1983.

I januar 2005 boede der i Danmark i alt 452.095 udlændinge, dvs. indvandrere og efterkommere med andet statsborgerskab end dansk. De udgjorde tilsammen 8,4% af befolkningen. Heraf var 343.367 indvandrere og 108.726 efterkommere. Ca. 320.000 har deres oprindelse i et ikke-vestligt land. Dvs. at indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande - dem, man normalt i den offentlige debat henviser til som indvandrere - udgjorde 5,9% af den samlede befolkning. Disse tal omfatter ikke de personer, der er blevet naturaliseret, altså har opnået dansk statsborgerskab. Når der i det følgende opgives tal for indvandrere eller efterkommere, omfatter det alene personer, der endnu ikke er blevet naturaliseret. I perioden mellem 1995 og 2005 opnåede lidt over 54.000 udlændinge dansk indfødsret, flest i 2001-02 (ca. 9000) og færrest 2002-03 (ca. 2000) pga. af VK-regeringens stramning af reglerne for adgang til naturalisering.

Tendensen har været, at en stadig mindre del af indvandrerne kommer fra vestlige lande. Her spiller det også ind, at en langt større del af de vestlige end af de ikke-vestlige indvandrere med tiden rejser tilbage til deres oprindelsesland. Ifølge Danmarks Statistik er antallet af herboende personer fra ikke-vestlige lande i perioden 1980-2005 vokset med 520%, eller 268.902 personer, mens antallet fra vestlige lande i samme periode kun er vokset med lidt over 30.000 eller 19,8%. Dermed hidrører 90% af den samlede stigning i antallet af udlændinge i Danmark fra ikke-vestlige lande.

Flygtninge og oprindelseslande

De senere års flygtningestrøm til Danmark er kommet fra et bredt udsnit af lande med hovedvægten på Eksjugoslavien, Irak, Afghanistan og Somalia. I midten af 1990'erne blev der givet midlertidig opholdstilladelse til ca. 16.000 flygtninge fra Bosnien-Hercegovina og i slutningen af 1990'erne til mange flygtninge fra Irak. En særlig gruppe udgjordes af de knap 3000 Kosovo-albanere, som den danske regering i foråret 1999 i forbindelse med stridighederne i Kosovoprovinsen i det sydlige Serbien valgte at evakuere samlet fra flygtningelejre i Makedonien. I kraft af en særlov fik Kosovo-albanerne midlertidigt ophold i Danmark. Langt hovedparten af dem er siden vendt tilbage, mens det ikke i samme udstrækning gælder for de to øvrige grupper

Det gælder dog stadig, at langt den største gruppe indvandrere og efterkommere stammer fra Tyrkiet, som på grundlag af indvandringen af tyrkiske gæstearbejdere og deres familier i slutningen af 1960'erne og gennem 1970'erne samlet tegner sig for næsten 55.000 af bosiddende udlændinge i Danmark, eller ca. 12%. Derefter følger som de mest talrige grupper irakere, tyskere, libanesere, bosniere og pakistanere. De fleste etniske minoritetsgrupper i Danmark er meget små og helt op til 1/4 af alle udlændinge, eller 113.843, hører til grupper, der hver især er mindre end 1,5% (svarende til knap 7000 personer) af den samlede bestand af indvandrere og efterkommere. Det betyder samtidig, at der er tale om mennesker med stor forskellighed i baggrunde og værdier, et forhold som stiller en kulturelt homogen dansk kultur over for afgørende integrationsudfordringer.

Integration af indvandrere

Begrebet integration er en fællesbetegnelse for forskellige strategier, der omfatter de tre hovedtyper, assimilation, segregation (adskillelse) og gensidig integration.

Assimilation er den ene yderform, hvorigennem de indvandrede etniske minoriteter ensidigt forventes at tilpasse sig flertalsbefolkningens leve- og tænkemåde og hurtigst muligt opgive deres traditionelle kultur i overensstemmelse med ordsproget "Skik følge eller land fly". Det var grundlag for den indvandrerpolitik, som blev ført i USA ca. 1850-1910.

Segregation, adskillelse eller afsondring, er den anden yderform. Den indebærer, at etniske minoriteter i vidt omfang kan fastholde deres oprindelige livsform og leve parallelt med eller adskilt fra flertallet af befolkningen, dog skal de overholde landets love og beherske landets hovedsprog. Segregation kan være tvungen, som i fx den jødiske ghetto i Warszawa under 2. Verdenskrig, eller frivillig, hvis en minoritetsgruppe selv har valgt adskillelse, måske som et værn omkring deres religion, traditioner eller andre private forhold. Man kan betragte den canadiske fransksprogede Quebec-provins' forhold til Canadas engelsksprogede flertal som et eksempel på et ønske om i hvert fald delvis segregation.

Gensidig integration ligger mellem disse yderformer. Her skal befolkningens flertal og de etniske minoriteter gensidigt påvirke hinanden, uden at de etniske minoriteters kultur helt forsvinder. En forudsætning for denne påvirkning er, at der er såvel personlig som institutionel kontakt mellem flertallet og minoriteterne, og at der eksisterer en tilstand af gensidig social og politisk anerkendelse. Den gensidige integration kan have mange udformninger, fx "smeltedigel-integration", som var den fremherskende integrationsideologi i USA ca. 1910-70. En anden form er den pluralistiske integration, som ofte sammenlignes med en salatskål eller en mosaik. Den indebærer, at både flertalsbefolkningen og de etniske minoriteter gensidigt skal tilpasse sig hinandens tilstedeværelse, og at forskellige etniske minoriteter har mulighed for at bevare væsentlige dele af deres oprindelige kultur. Endelig kan man betragte multikulturelle strategier, der baserer sig på sameksistens af forskellige kulturelle grupper, som enten en variant af den pluralistiske integration eller en selvstændig strategi. På forskellig måde har lande som fx Canada, Holland, New Zealand, Schweiz og Sverige afprøvet multikulturelle integrationsformer.

Den officielle danske politik støtter i princippet en pluralistisk integration af etniske minoriteter, idet man sigter på, at indvandrerne skal indgå i samfundslivet på linje med danske statsborgere, dvs. at indvandrerne skal have mulighed for at deltage i uddannelse, arbejdsmarkedet, erhvervslivet, det lokalpolitiske liv samt i fritids- og kulturaktiviteter sammen med og på lige fod med danskerne, således at flest mulige bliver selvhjulpne. Samtidig skal dette ske, uden at den enkelte indvandrer mod sin vilje mister identitetsbærende træk fra den hidtidige kulturbaggrund, hvorfor der vil være tale om en afvejning af ofte modsatrettede hensyn.

Men der er i praksis både blandt politikere og andre delte meninger om, hvor mange identitetsbærende træk fra den hidtidige kulturbaggrund etniske minoriteter skal kunne bevare, og hvilke træk fra den danske kultur de bør optage og i hvilket tempo. Hertil kommer, at det sjældent diskuteres, hvad danskerne skal gøre for at tilpasse sig de etniske minoriteter og det flerkulturelle samfund, som Danmark er ved at udvikle sig til. Nogle kritikere betegner Danmarks uformelle politik i forhold til etniske minoriteter som integrationisme, dvs. en blanding af gensidig integration og assimilation, der bl.a. viser sig ved etniske minoriteters underrepræsentation på arbejdsmarkedet, i uddannelsessektoren og i det politiske liv.

På europæisk plan er det endnu ikke lykkedes at nå til enighed om en fælles definition af begrebet integration. Europarådet blev i 1995 enige om i stedet at benytte begrebet "ligestilling" som mål i integrationsarbejdet og som måleinstrument for minoriteternes livsvilkår og deltagelse på forskellige samfundsområder. Danmark er ikke forpligtet til at følge EUs regler på asyl- og indvandrerområdet, da vi siden Edinburghafgørelsen fra 1992 har haft et forbehold på dette felt.

Indvandrerpolitik og indvandrerdebat i Danmark

I 1973 indførte Danmark totalt stop for indrejse af arbejdstagere fra tredjelande. Alligevel fortsatte indvandringen, idet mange gæstearbejdere bragte deres kone og eventuelle børn til Danmark. De mange familiesammenføringer og den store flygtningestrøm førte til, at Udlændingeloven blev strammet i 1986 og reglerne om familiesammenføring i 1992.

Fra midten af 1980'erne blev spørgsmålet om indvandrernes integration i højere grad end tidligere et debatemne i Danmark, bl.a. fordi antallet af flygtninge til landet steg. Desuden fik indvandrerne sværere ved at finde beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

Ved valgkampene op til folketingsvalgene i 1998, 2001 og 2005 har flygtninge og andre indvandrere været et hovedtema, og i det hele taget har der været øget fokus på udlændinge i Danmark, siden store grupper af især bosniske og somaliske flygtninge kom hertil i begyndelsen af 1990'erne. Temaet har mere end noget andet spørgsmål delt vandene, både i befolkningen og blandt politiske partier, hvor ikke mindst Socialdemokraterne har haft problemer med at udstikke en klar og enig politisk linje, bl.a fordi partiets vælgere, ligesom befolkningen som helhed, har været splittet mellem en tolerant/international og mere nationalt orienteret holdning.

Fra politisk hold er det dog især Dansk Folkeparti, DF, der har holdt debatten i live de seneste ca. 10 år. Den store opbakning til DFs stærkt kritiske linje over for indvandrere har betydet, at stort set alle andre partier i Folketinget har valgt at markere sig på området. Også medierne har været med til at sætte emnet på dagsordenen.

Blandt de emner, der hyppigst har været debatteret, er flygtninges problemer med at få arbejde, retskrav på familiesammenføring, kriminalitet blandt indvandrere, ligestilling samt mulige "falske" flygtninge, dvs. indvandrere, der af økonomiske grunde udgiver sig for flygtninge, eller udlændinge, der kommer for at udnytte velfærdssystemerne.

Efter valget i november 2001 oprettedes Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, kaldet Integrationsministeriet; det overtog opgaverne fra Indenrigsministeriet. Ministeriet fik det samlede ansvar for Udlændingeloven, Lov om integration af udlændinge i Danmark (Integrationsloven), udlændingestatistik, etnisk ligestilling, indfødsret, danskundervisning m.m.

VK-regeringen fremlagde hurtigt en ny udlændingepakke, som havde til hovedformål at begrænse antallet af flygtninge og indvandrere, at skærpe kravene til opholdstilladelse og statsborgerskab, samt at fremskynde især arbejdsmarkedsintegrationen af etniske minoriteter, ikke mindst af etniske kvinder og unge efterkommere. Lovpakken blev vedtaget med støtte fra DF. Den er siden blevet fulgt op af en lang række nye lovgivningstiltag og politiske initiativer, fx aftalen En Ny Chance til Alle fra 2005. Grundlaget for den tankegang, at integration af minoriteter er nødvendig for at sikre velfærdssamfundet og den sociale sammenhæng, blev dog allerede lagt inden VK-regeringen kom til magten. En vigtig brik var her Integrationsloven.

Integrationsloven

For at sikre en velfungerende integration af flygtninge og indvandrere, der får opholdstilladelse, fik Danmark, som et af de første vestlige lande, i 1999 en egentlig integrationslov, som placerer hovedansvaret for integrationen i landets primærkommuner. Før loven trådte i kraft, havde Dansk Flygtningehjælp det generelle ansvar for et 18-måneders integrationsforløb, kommunerne havde ansvaret for bl.a. at aktivere flygtningene samt at sikre dem en bolig, mens amterne stod for sprogundervisningen. Det var især et ønske om en bedre koordinering og styring af integrationsforløbet, som dannede baggrund for Integrationsloven.

Med loven blev integrationsperioden udvidet til tre år. I løbet af den periode er det hensigten, at flygtningene skal lære dansk, sætte sig ind i dansk historie, kultur og samfundsindretning, rustes til at deltage på arbejdsmarkedet samt i øvrigt fungere i det danske samfund. For flygtninges vedkommende begynder integrationsperioden, når de får asyl og dermed forlader det asylcenter, hvor de har boet, mens deres ansøgning om opholdstilladelse er blevet behandlet. Familiesammenførte og indvandrere under jobkortordningen (en mulighed indført af VK-regeringen med henblik på at give virksomheder en mulighed for at hente højt kvalificeret arbejdskraft til landet) er ikke underkastet Integrationslovens bestemmelser om gennemførsel af det obligatoriske treårige integrationsforløb.

Loven blev ved indførelsen i 1999 genstand for en del debat, også internationalt, bl.a. fordi den rummede en månedlig integrationsydelse, som var ca. 2000 kr. lavere end den kontanthjælp, som danskere kunne få. FNs flygtningehøjkommissariat, UNHCR, mente, at det var i strid med den internationale flygtningekonvention, og efter måneders debat valgte regeringen at ophæve denne forskelsbehandling.

UNHCR. Afghanske flygtninge i en midlertidig lejr ved den afghansk-pakistanske grænse, drevet af UNHCR. Foto fra 2001.

Da VK-regeringen overtog regeringsmagten i slutningen af 2001, genindførtes den lavere ydelse, nu under navnet starthjælp eller introduktionsydelse, som man kunne modtage i op til syv år, men denne gang på vilkår, der ikke var formelt diskriminerende over for indvandrere og flygtninge, fordi loven er generelt formuleret, og også danske borgere risikerer at blive omfattet af det nye regelsæt. Ikke desto mindre var det klart, at motivationen til at indføre de lavere ydelser var en betragtelig lavere beskæftigelsesfrekvens blandt etniske minoriteter end blandt danskere i øvrigt, samt troen på, at lavere velfærdsydelser kunne fungere som økonomisk incitament til at blive mere aktivt arbejdssøgende og derved skaffe sig lønnet arbejde. Dansk Folkeparti - regeringens støtteparti i Folketinget - lagde dog ikke skjul på, at for dem var formålet også at gøre Danmarks tiltrækningskraft over for potentielle nye flygtninge og asylsøgere mindre, altså at reducere en af de mulige pull-faktorer.

Samme dobbelthed gør sig gældende på andre områder af indvandringspolitikken, fx i forhold til den 24-års regel for familiesammenføringer, som VK-regeringen med DFs støtte indførte i sin første regeringsperiode. Hovedreglen er herefter, at ingen danskere - hvilket omfatter oprindelige indvandrere, der har opnået dansk indfødsret - kan gifte og bosætte sig i Danmark med en udenlandsk statsborger fra et land uden for EU, med mindre begge parter er fyldt 24 år, og selv da skal bosættelse i Danmark vurderes og godkendes af UdlændingeService (tidligere Udlændingestyrelsen) med udgangspunkt i kriterier som fx samlet tilknytning, boligforhold og økonomisk selvforsørgelse. Indvandrere uden dansk indfødsret (fx med permanent opholdstilladelse) kan ikke gifte sig med en anden udlænding og blive familiesammenført med ægtefællen i Danmark. Regeringens erklærede hovedmotiv for loven var at begrænse tvangsægteskaber, men DF meldte ud, at for dem spillede hensynet til begrænsningen af den samlede tilstrømning til Danmark også en væsentlig rolle. Både 24-års reglen og starthjælpen har været udsat for kritik fra internationale institutioner som FN, EU og Europarådet, der ser reglerne som diskriminatoriske over for fremmede statsborgere i Danmark.

Arbejdsmarkedsforhold

I forhold til deres andel af hele befolkningen udgør indvandrerne en forholdsvis mindre del af arbejdsstyrken og en relativt større andel af de arbejdsløse. Desuden er indvandrere ledige i længere tid end den øvrige befolkning. I gennemsnit er arbejdsløsheden blandt indvandrere tre gange så høj som blandt danskerne; især er kvinder samt tyrkiske, somaliske og marokkanske mænd ofte arbejdsløse. Ifølge flere OECD-rapporter er Danmark det OECD-land, som har den største ledighed blandt indvandrere set i forhold til arbejdsstyrken som helhed. I Danmark var der fx i 2001 en langt højere ledighed blandt indvandrere og deres efterkommere (12,2%) end blandt den samlede arbejdsstyrke (5,2%). Dette billede har ikke afgørende ændret sig siden, selv om der senest (2006) kan spores små ændringer i en mere positiv retning.

Unge andengenerationsindvandrere, der enten er født eller har tilbragt mindst 10 år af deres barndom i Danmark, klarer sig dog bedre på arbejdsmarkedet end deres forældre (førstegenerationen). Andelen af ufaglærte arbejdere er mindre blandt disse unge, og flere er selvstændige og funktionærer. Men arbejdsløsheden er stadig højere end blandt danske unge, og det gælder både andengenerationsindvandrere med og uden en erhvervsuddannelse; arbejdsløsheden er dog faldende med uddannelsesniveauet. I alt er næsten 1/4 arbejdsløse, hvilket er forholdsmæssigt dobbelt så mange som blandt danske unge som helhed.

Sprog og kommunikationsproblemer anses for at være en af årsagerne til denne forhøjede ledighed. Det kan samtidig være grunden til, at Danmark klarer sig dårligt på området i forhold til andre OECD-lande som fx de store indvandringslande USA, Canada og Australien. Sprogproblemer hænger i nogle tilfælde ved i flere generationer. Undersøgelser af sprogkundskaber blandt efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande har vist, at der blandt dem var 19%, som talte et dårligt eller middelgodt dansk. Sprogundervisning er et centralt element i integrationsperioden, men ikke alle gør lige aktivt brug af dette tilbud.

Manglende sprogkundskaber er dog næppe den eneste forklaring på den høje ledighed blandt indvandrere i Danmark. Der kan også være kulturelle årsager; indvandrere fra vestlige lande klarer sig langt bedre på arbejdsmarkedet end indvandrere fra ikke-vestlige lande. Hertil kommer, at Danmark til forskel fra fx USA og Australien i meget høj grad er et homogent samfund, og netop denne ensartethed med dens mange uudtalte kulturelle forudsætninger kan betyde, at det er sværere for mennesker fra andre kulturer at blive anerkendt og finde sig til rette.

Men også inden for kredsen af ikke-vestlige indvandrere har forskelle i kulturel baggrund betydning for integrationen. Unge efterkommere fra Pakistan klarer sig fx relativt godt i det danske samfund. Det hænger for det første sammen med, at førstegenerationen af pakistanske indvandrere har haft en længere skolegang end tilsvarende indvandrere fra andre tredjelande. For det andet havde mange pakistanere forholdsvis gode sprogfærdigheder i engelsk ved ankomsten til Danmark i kraft af Pakistans tidligere tilhørsforhold til Det Britiske Imperium. De pakistanske familier har derfor haft lettere ved at kommunikere med danskerne og ved at lære dansk. Også mange iranske indvandrere klarer sig godt, primært fordi de i stor udstrækning er veluddannede dissidenter fra et muslimsk teokrati og allerede inden ankomsten til Danmark var orienteret mod vestlige værdier.

En række faktorer blandt indvandrerne selv virker således som barriere for deres integration på arbejdsmarkedet, men der er også holdningsmæssige og kulturelle barrierer i det danske samfund. Fx er der på nogle arbejdspladser tilbageholdenhed med eller uvilje mod at ansætte indvandrere, selv i tilfælde hvor de formelle kvalifikationer er i orden. Hertil kommer, at indvandrere ikke i samme omfang som danskere har mulighed for at finde job gennem personlige kontakter og netværk.

Blandt andet pga. disse forhold er indvandrere sjældnere selvhjulpne end danskere. Næsten halvdelen af indvandrerne modtager overførselsindkomster, mens tilsvarende gælder for ca. 1/3 af befolkningen som helhed. Desuden er det gennemsnitligt udbetalte beløb i arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp større for indvandrere end for hele befolkningen. Endelig kan det have betydning, at danske arbejdspladser stiller stadig større krav om uddannelse, og at der generelt bliver færre jobs til ufaglærte. Indvandrere fra ikke-vestlige lande har traditionelt kortere uddannelse end vestlige indvandrere.

Indvandrere og kriminalitet

Selvom langt hovedparten af lovovertrædelser i Danmark begås af danskere, er indvandrere og deres efterkommere overrepræsenterede i det danske straffesystem. Mønsteret har været det samme over en længere periode. Fx blev 3,3% af alle 15-64-årige indbyggere i Danmark i år 2000 kendt skyldig i en lovovertrædelse (færdselsforseelser medregnet). Blandt personer af udenlandsk oprindelse var tallet 5,0%. Som helhed havde mænd med udenlandsk baggrund en kriminalitetshyppighed, der lå ca. 49% over den øvrige befolknings. Overhyppigheden gav sig især udslag i forholdsvis mange tyverier, mens indvandrerne ikke har nær så høj en overhyppighed, når det gælder de alvorligere forbrydelser, fx vold og voldtægt.

En del af forklaringen kan findes i det faktum, at kriminalitet i høj grad er et ungdomsfænomen. Her spiller det en rolle, at der blandt indvandrere og deres efterkommere er klart flere yngre (15-39-årige), end der er i befolkningen som helhed. Når der korrigeres for denne faktor, reduceres mændenes overhyppighed til 38%.

En anden forklaring er, at en forholdsvis stor gruppe af indvandrere og deres efterkommere er socialt og økonomisk dårligere stillet end befolkningen som helhed. Også i den danske befolkning er der større kriminalitet blandt lavindkomstgrupper. Korrigeres der for indkomstforskelle, var mænd med udenlandsk baggrund 18% mere kriminelle end danske mænd. Det har også en betydning, at mange indvandrere og efterkommere står uden for arbejdsmarkedet; medtages denne faktor i beregningerne, reduceres overhyppigheden til 8%. Det kan desuden tænkes, at der blandt indvandrere er forholdsvis mange, som er rejst fra hjemlandet pga. særlige sociale og personlige problemer, og at de dermed allerede ved ankomsten til Danmark har haft en forhøjet risiko for kriminalitet. Desuden bor en forholdsvis stor gruppe i byområder, hvor kriminaliteten generelt er højere end på landet. Endelig er der undersøgelser, som tyder på, at indvandrere er i større risiko for at blive pågrebet og sigtet end danskere, alene fordi de nyder en øget bevågenhed fra politiets side. Samlet kan den største del af etniske minoriteters overrepræsentation i disse statistikker således forklares med forhold, der hidrører fra andre sociologiske problemer end dem, der er knyttet til disse personers status som indvandrere eller efterkommere. Tilbage står alligevel en mindre del, der har med etniske minoritetsrelationer at gøre, fx lovbrud som reaktion på oplevet marginalisering eller diskrimination eller myndighedernes særlige fokus på netop denne gruppes kriminelle adfærd.

Indvandreres bosætning

Det er et grundlæggende princip i den danske integrationspolitik, at flygtninge søges spredt geografisk i landet, især for at undgå ghettodannelser. Tanken er, at flygtninge lettere vil kunne blive integreret, hvis de i højere grad lever blandt danskere end blandt deres egne landsmænd.

Som konsekvens af Integrationsloven skal flygtninge fordeles blandt de enkelte kommuner efter frivillige aftaler mellem myndighederne og kommunerne. Én gang årlig meddeler UdlændingeService, hvor mange flygtninge landets kommuneforeninger må regne med at skulle modtage i løbet af de kommende tre år. Kommuneforeningerne aftaler herefter indbyrdes, hvor mange flygtninge, de hver især skal tage imod. Endelig skal kommunerne blive enige om den præcise fordeling. I tilfælde af, at der ikke kan opnås enighed, har UdlændingeService mulighed for selv at bestemme placeringen af flygtningene.

Som hovedregel må flygtningene ikke flytte i integrationsperioden, medmindre de selv kan finde en anden kommune, som er villig til at tage imod dem, eller det lykkes dem at finde fast arbejde. Denne bestemmelse er blevet betegnet som en slags stavnsbånd og har være genstand for kritik fra FN, ligesom den hyppigt har være debatteret herhjemme.

Den målrettede geografiske spredning af flygtninge forhindrer dog ikke, at det stadig især er større byområder som Storkøbenhavns, Københavns Kommune, Frederiksberg, Århus, Odense og Aalborg, der har de højeste koncentrationer af indbyggere med udenlandsk baggrund. Det skydes dels, at de gæstearbejdere, som kom til landet indtil 1973 i høj grad slog sig ned netop i de større byer, dels at en del flygtninge efter integrationsforløbet vælger at flytte til byer, hvor der i forvejen bor flere af deres landsmænd. I bestemte kommuner og bydele samt i nogle boligområder og skoler er koncentrationen af indvandrere meget høj. De fleste indvandrere bor øst for Storebælt, hovedsagelig i vestegnen af hovedstadsområdet og i Helsingør og Frederiksværk, samt i Århus og Odense. Ishøj har flest indvandrere i forhold til kommunens indbyggertal, efterfulgt af Albertslund og Brøndby.

Kultur og kulturmøde

Nutidens indvandrere har bragt et stort antal fremmede sprog til Danmark; blandt de mest udbredte er serbokroatisk, tyrkisk, urdu, vietnamesisk, arabisk og somali. De fleste lærer sig efterhånden dansk, men holder samtidig fast ved oprindelsessproget, bl.a. ved hjælp af koncentrerede bosættelsesmønstre (ghettoer), familietraditioner, etniske foreninger, religiøse friskoler, elektroniske kommunikationsmidler, fx modtagelse af tv-kanaler eller udnyttelse af internettets muligheder, samt mere eller mindre hyppige rejser til oprindelseslandet. Det er derfor uvist, hvor hurtigt og i hvilket omfang nutidens indvandrere, som i denne sammenhæng ofte omtales som "tosprogede", vil blive sprogligt fuldt integrerede, altså betragte dansk som deres førstesprog og anvende dansk som dagligt kommunikationssprog, herunder i familiesammenhænge. I øjeblikket er situationen overvejende den, at førstesproget derhjemme er den etniske minoritets oprindelige sprog, og en egentlig socialisering i dansk for mange børn først starter den dag, de begynder i daginstitutioner eller i skolen. Spørgsmålet accentueres af, at det stadig ikke er lige så almindeligt for børn af indvandrere og efterkommere som for danske børn at starte i daginstitutioner i en tidlig alder. Ligeledes er der endnu mange minoritetsbørn, hvis forældre vælger at melde dem ind i religiøse friskoler, hvor førstesproget i de fleste tilfælde er arabisk. På begge områder kan der dog i den seneste tid registreres et ændret mønster blandt minoritetsforældre. De foretager i stigende grad samme institutions- og skolevalg som danske forældre. Ikke desto mindre forstærkes en række almene pædagogiske spørgsmål, herunder undervisningsdifferentiering, kulturel identitet, betydningen af modersmålsundervisning og skolens almene rolle i integration af mindretal, af det stigende antal tosprogede minoritetsbørn og den kulturelt set heterogene elevsammensætning. I 2005 var ca. 10% af alle elever i folkeskolen tosprogede, hvorimod det 10 år tidligere kun var 6%. Problemerne øges yderligere af tendensen til, at der i boligområder og bykvarterer med koncentreret etnisk bosætning findes skoler, hvor størsteparten af eleverne kommer fra indvandrerfamilier uden en sproglig og kulturel ballast, der kan sammenlignes med danske forældres. Konsekvensen er i visse områder, fx Vollsmose i Odense eller Gjellerupplanen i Århus, at danske forældre trækker deres børn ud af disse skoler, hvilket forstærker tendensen hen imod et segreret folkeskolesystem.

Mange politiske initiativer, debatter og resurser er de seneste år blevet brugt på at finde løsninger på dette problem og dermed bryde den deraf følgende negative sociale arv, der risikerer at påvirke etniske minoritetsbørns uddannelses- og karrieremuligheder gennem hele livet. Der eksperimenteres med forskellige løsninger i forskellige kommunale sammenhænge, bl.a. tvangsflytninger af etniske børn til skoler uden for deres boligområder for at sikre, at disse børn får etniske danske børn som klassekammerater - såkaldte busordninger efter amerikansk forbillede - dog uden mærkbare gennembrud.

Det generelle mønster på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser er derfor stadig, at markant færre minoritetsunge end danske unge tager disse uddannelser, og at frafaldsprocenten blandt minoritetsunge er større. Forskellene er imidlertid blevet mindre over den seneste 10-årsperiode, og der er desuden en klar forskel mellem indvandrere og efterkommere. Fx var andelen af etniske danskere, der startede på en ungdomsuddannelse i skoleåret 2003-04 74% af årgangen, mens den for indvandrere var 53% og for efterkommere 71%, altså næsten det samme som for etniske danskere. Inden for de videregående uddannelser er tendensen den samme, men endnu mere udtalt. I samme skoleår var 17% af indvandrere fra ikke-vestlige lande indskrevet på en videregående uddannelse, mens tallet for etniske danske var 33%, næsten dobbelt så højt. Deltagelsen af både indvandrere og efterkommere er desuden ulige fordelt på forskellige uddannelsesretninger i sammenligning med etniske danskere. Minoritetsunge er stærkt repræsenteret på sundhedsfaglige og tekniske uddannelser, men svagt repræsenteret på humanistiske, juridiske og samfundsvidenskabelige områder, et forhold man normalt tilskriver deres anderledes kulturelle baggrund og deres relative underskud i kompetencer inden for dansk almendannelse.

Indvandringen fra ikke-vestlige lande har også medført, at Danmark i dag må karakteriseres som et multireligiøst samfund, og spørgsmål knyttet til religion, anerkendelse af anderledes religiøse overbevisninger end den kristne, mulighederne for sameksistens mellem forskellige religioner og religioners rolle for opdragelse og rolle i det offentlige rum er derfor i stigende grad kommet i fokus. Se også islam.

På et mere jordnært plan har diskussionerne i vid udstrækning handlet om muslimers adgang til at bygge moskeer, få særlige madvaner anerkendt i offentlige eller private institutioner og få oprettet muslimske gravpladser i Danmark. På flere af disse konkrete områder sker der løbende en tilnærmelse mellem værtslandet og det muslimske mindretal, fx er den første gravplads nu under oprettelse på Københavns vestegn (2006).

Sundhedsforhold og kultur

Etnisk forskellighed, herunder kulturforskelle, gør sig også gældende på området for sundhed og sygdom. Hos indvandrere ses ofte et andet sygdomsbillede end hos etniske danskere, ligesom indvandrere har en anden sygdomsopfattelse. Forskel i opfattelse af, hvornår man er syg eller rask, og hvad sygdommen består i, bringer ofte indvandrerne i klemme i sundhedssystemet eller det sociale system, fx når der ansøges om sygedagpenge eller førtidspension. Det, der fremføres af patienten, forstås og anerkendes ikke altid af de danske læger.

Sygdomme, der hyppigere ses hos indvandrere, er fx tuberkulose, leverbetændelse, blodsygdommen talassæmi (en hæmoglobinsygdom) samt engelsk syge. Årsagerne til disse forskelle er bl.a. at finde i genetiske forhold og i levevilkårene i oprindelseslandet. Herunder hører også oprindelseslandets sundhedssystem og vaccinationsprogram samt de leve- og arbejdsvilkår, der gælder for indvandrere i Danmark.

Rettigheder, pligter og medborgerskab

For indvandrere, der bor fast i Danmark, gælder principielt dansk lov, uanset om de er danske eller udenlandske statsborgere. Eksempelvis har de formelt set samme muligheder for hjælp fra social- og sundhedssystemet som den øvrige befolkning, selvom visse ydelsesbegrænsninger, fx starthjælpen, som nævnt især berører etniske minoriteter. Der er derudover enkelte undtagelser fra princippet, idet udenlandske statsborgere ikke kan stemme og opstille til folketingsvalg, og kun hvis de har boet i Danmark i mindst tre år, kan de stemme og opstille til kommunalvalg, hvilket en stigende andel af dem vælger at gøre. Endelig er udenlandske statsborgere ikke værnepligtige i Danmark og kan ikke blive officerer i forsvaret.

Den officielle holdning i Danmark har i øvrigt været, at etniske minoriteter skal behandles på lige fod med danske statsborgere, og at der skal laves så få særlove på området som muligt. Der er ikke den forståelse, som kan findes i mere pluralistisk orienterede samfund, for positiv diskriminering, der fx giver etniske minoriteter visse fortrin i jobsøgnings- og ansættelsessammenhænge eller ved optagelse i uddannelsessystemet. Der findes heller ikke formaliserede regler for, hvordan institutioner i øvrigt kunne tilpasse sig kulturelle forskelle. Ikke desto mindre må det konstateres, at adskillige af de konkrete integrationsinitiativer, der tages både fra centralt og kommunalt hold, i praksis forsøger at fremme en bedre integration og en større grad af gensidig forståelse mellem majoritet og minoriteter ved at tage højde for indvandreres og efterkommeres særlige problemer og udgangspunkter. Det gælder fx sprogundervisningen inden for Integrationslovens rammer, kvarterløftsinitiativer i koncentrerede etniske boligområder, individuelt indgåede integrationskontrakter og specifikke aktiveringstiltag. Den afgørende forskel fra tidligere er især, at der nu i omgangen med etniske minoriteter lægges større vægt på disse foranstaltninger som led i en proces, hvor indvandrere primært har pligt til at gøre, hvad de kan for at klare sig selv og bidrage til samfundsøkonomien, snarere end som del af et samfund, der bygger på borgernes rettigheder til offentlig forsørgelse over velfærdsydelser.

Organisering og repræsentation

Lokale og landsdækkende indvandrer- og flygtningeforeninger er repræsenteret over for de danske myndigheder gennem Rådet for Etniske Minoriteter. Rådet har rådgivende funktion over for integrationsministeren, har til opgave at fremme etnisk ligestilling, fungere som talerør for etniske minoriteter og udgøre et høringsforum for regeringen. Hverken i Rådet for Etniske Minoriteter eller integrationsrådene har medlemmerne formelt set sæde som grupperepræsentanter, men alene som individuelle indvandrere eller efterkommere.

Bortset fra disse to råd er etniske minoriteter i Danmark ikke stærkt repræsenteret i det offentlige billede. Tidligere fremtrædende organisationer som fx Rådet for Etnisk Ligestilling, oprettet efter en regeringsbeslutning i 1993, eller POEM, ParaplyOrganisationen for Etniske Minoriteter, er enten blevet nedlagt eller frister en hensygnende tilværelse (2006).

Etniske minoriteter kan som alle andre drage fordel af den danske foreningslovgivning og dermed på særlige betingelser oprette og drive etniske foreninger med offentlig støtte. De første indvandrerforeninger opstod i slutningen af 1960'erne og fungerede som væresteder, informations- og rådgivningssteder og som interesseforeninger. Derefter er mange kulturelt eller sprogligt baserede foreninger opstået (og mange senere forsvundet igen) bl.a. med det formål at bibeholde og dyrke kontakterne til oprindelseslandene, socialt, kulturelt, religiøst og ind imellem også politisk. Denne type netværksdannelse har fået ny medvind i takt med opkomsten og udbredelsen af nye elektroniske kommunikationsformer samt lettere og billigere rejsemuligheder.

Læs også om sprog og sprogundervisning i forbindelse med indvandring.

Underemner

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Indvandrere demonstrerer i 2005 på Christiansborg Slotsplads mod regeringens skærpede krav til statsborgerskab i Danmark.

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
15/02/2010
Oprindelig forfatter
UHed
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki