• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

indvandrere

Oprindelig forfatter UHed Seneste forfatter Redaktionen

Washington, D.C. Demonstranter har indtaget National Mall for at kræve flere rettigheder og mere værdige forhold for USA's illegale immigranter. Foto fra 2006.

Washington, D.C. Demonstranter har indtaget National Mall for at kræve flere rettigheder og mere værdige forhold for USA's illegale immigranter. Foto fra 2006.

indvandrere, immigranter, tilflyttere til et land, som de har til hensigt at bosætte sig i for et længere tidsrum.

Indvandring eller vandring fra ét land til et andet er en integreret del af verdenshistorien. Der er i dag ca. 215 mio. immigranter og flygtninge i verden, dvs. mennesker der er bosiddende uden for det land, hvor de blev født; heraf er der i Europa ca. 60 mio. Samlet set er der tale om mere end en fordobling i antallet af internationale migranter inden for de seneste 25 år. Der er i dag ca. 50 mio. flygtninge på verdensplan.

Det er primært uligheder i sociale, politiske eller naturbundne vilkår, som får folk til at begive sig på vandring; det gælder fx konflikter eller politisk tryk i oprindelseslandet (såkaldte push-faktorer) eller mere tillokkende forhold i modtagerlandet (såkaldte pull-faktorer). Større vandringer forudsætter tre ting: information om forholdene i det nye land, mulighed for at rejse dertil, og adgang til landet, legalt eller illegalt. Se også vandringer.

I nyere tid er indvandring ofte søgt styret af statsmagter, som løbende vurderer, om en supplering af arbejdsstyrken er i nationalstatens interesse. I nyeste tid har der dog ikke kun været økonomiske, men også fredspolitiske hensyn at tage (se flygtning).

USA er et eksempel på et land, hvortil mange er indvandret, især i 1800-t. Landet har dog ligesom de fleste andre lande siden strammet indvandringslovgivningen, især i perioder med stor arbejdsløshed og lav vækst. Lande med en fortid som kolonimagt, fx Frankrig, har mange indvandrere og efterkommere fra tidligere koloniområder, både fordi de af moralske-politiske årsager har ment at måtte give indvandrere fra disse områder fortrin frem for andre grupper, og fordi kolonimagterne ofte gav statsborgerrettigheder til koloniale undersåtter.

Indvandrere kommer typisk fra dårligere vilkår end tilsvarende grupper i det nye land, dog sjældent fra de dårligst stillede sociale lag i afsenderlandene. Mødet mellem værtsbefolkninger og indvandrere skaber ofte tilpasningsproblemer, økonomisk fordi de nyankomne eller deres efterkommere kan opleves som konkurrenter på arbejdsmarkedet, socialt fordi de ofte ses som uretmæssige brugere af velfærdsydelser, og kulturelt fordi sprog, livsvaner og religiøs orientering ofte adskiller sig væsentligt fra modtagerlandenes historie, normer og værdier. Der er dog normalt forskel på integrationsproblemernes art og omfang, afhængigt af om indvandrerne kommer fra samme eller en meget anderledes kulturkreds, hvilken uddannelsesbaggrund de har, hvilket erhverv eller aktivitet de udøver, og om de kommet til det nye land som arbejdsmigranter, flygtninge eller familiemedlemmer til enten arbejdsmigranter eller flygtninge (såkaldte familiesammenførte).

Når man taler om indvandrere, tænker man normalt på mennesker, der er kommet til et andet land på lovligt og alment accepteret grundlag, og hvor man derfor har mulighed for at opgøre deres antal og de kategorier, de tilhører, ret præcist. Imidlertid består befolkningsvandringer i dag i væsentligt omfang af to andre migrationsformer. På den ene side af intern migration inden for statslige grænser (herunder såkaldt internt fordrevne), på den anden af illegale eller "irregulære" migranter, som de fx kendes fra den mexicansk-amerikanske grænse eller mennesker, der på egen hånd eller ved hjælp af menneskesmuglere forsøger at skaffe sig vej fra Afrika, Østeuropa, Kina eller Sydamerika til Europa. I sagen natur kendes det præcise omfang af disse vandringer ikke så godt som i tilfældet med regulære migranter, men der er ingen tvivl om, at antallet er betydeligt og voksende.

I EU-området skønnes det fx, at der nu (2014) befinder sig ca. 5 mio irregulære flygtninge i regionen, samt et ukendt men antagelig stigende antal udokumenterede arbejdsmigranter, som både hidrører fra lande uden for EU og fra EU-landene selv.

Indvandring til Danmark

Som udgangspunkt er der ikke fri adgang til indvandring i Danmark. En indvandrer kan være kommet som fx asylsøger (se asyl), flygtning, gæstearbejder eller pga. giftermål med en dansker; for disse grupper gælder særlige regler, se også arbejds- og opholdstilladelse og udlændingelovgivning.

Der har i århundreder forekommet en stadig tilflytning til Danmark af enkeltpersoner eller grupper. Af mere markante indvandrergrupper kan nævnes hollændere i begyndelsen af 1500-t. og jøder i 1600-t. og derefter. Stor kulturel og erhvervsmæssig betydning fik den kontinuerlige indvandring fra Nordtyskland før og under enevælden. I slutningen af 1800-t. ankom mange ufaglærte arbejdere fra Polen, Tyskland og Sverige. Indvandrerne var i mange tilfælde inviteret af staten eller tiltrukket af religiøse privilegier. Religion, kultur og sprog var med til at skabe sammenhold i indvandrergrupperne, men alle grupper blev efter få generationer en integreret del af den danske hverdag, selvom deres særlige baggrund i nogle tilfælde fortsat efter århundreder kan identificeres i form af fx religiøse menigheder.

I 1900-t. har indvandringen primært bestået af forskellige flygtningegrupper: De to verdenskrige førte mange øst- og centraleuropæere, jøder og tyskere til Danmark, og den kolde krig og konflikterne i Mellemøsten førte nye grupper hertil, bl.a. russere, iranere og libanesere. I en kort periode fra slutningen af 1960’erne til 1973 hentede danske virksomheder gæstearbejdere til landet fra især Tyrkiet, Pakistan, Jugoslavien og Marokko. Med Danmarks optagelse i EF i 1973 blev der åbnet for indvandring af statsborgere fra andre medlemslande på linje med de ordninger, som siden 1952 har været gældende for nordiske statsborgere. Den danske befolkning har således ligesom andre landes befolkninger udviklet sig i et stadigt møde med andre kulturer og religioner.

Indvandringen udgøres i dag (2014) især af flygtninge, som kommer til landet for at søge asyl, og af personer, der kommer som resultat af familiesammenføring. Desuden modtager Danmark årligt et antal statsborgere fra vestlige lande, især Norden, EU og Nordamerika. Denne sidste gruppe kommer som hovedregel for at arbejde eller studere i en tidsbegrænset periode. De seneste år har der dog også vist sig en væsentlig tilstrømning af arbejdsmigranter, især fra EU-lande i øst og syd.

Et betydeligt antal stramninger i den danske udlændingelovgivning har siden midten af 1990-t. gradvis gjort det sværere for flygtninge og indvandrere at få fast ophold i landet. Stramningerne har bl.a. begrænset retten til familiesammenføring og til dansk statsborgerskab. Ikke desto mindre er antallet af indvandrere og efterkommere steget for hvert år siden 1990, dog med store svingninger og en generel aftagende vækstrate over tid. Fx var væksten i indvandrere fra ikke-vestlige lande mellem 1995 og 1996 på 17, 4 %, mens den mellem 2004 og 2005 var på 1, 5 % - den laveste vækst siden 1983. Denne stigningstakt på årsbasis har tilnærmelsesvis holdt sig siden.

I januar 2013 boede der i Danmark i alt 600.000 indvandrere og efterkommere i Danmark. De udgjorde tilsammen 10,7 % af befolkningen. Heraf var 456.386 indvandrere og 144.288 efterkommere. Ca. 390.000 har deres oprindelse i et ikke-vestligt land, mens resten hidrører fra et vestligt land. Disse tal omfatter ikke personer, der er blevet naturaliseret, altså har opnået dansk statsborgerskab.

Tallene afslører, at der på 30 år er sket næsten en firedobling af antal mennesker med udenlandsk herkomst i Danmark, procentuelt udtrykt fra 3,1 % i 1983 til 10,7 % i 2013. Den største gruppe består af indvandrere fra ikke-vestlige lande. Antallet var i januar 2013 på 267.000, næsten halvdelen af alle personer med udenlandsk oprindelse i Danmark. Det er seks gange højere end det tilsvarende tal i 1980. I samme periode er den vestlige indvandring også steget, men dog kun men en stigningstakt på 108 %, altså lidt mere end en fordobling. Takten er dog gået markant i vejret siden 2008. Det skal derudover erindres, at en langt større del af de vestlige end af de ikke-vestlige indvandrere kontinuerligt rejser tilbage til deres oprindelsesland: immigrationstakten afbødes altså af en relativt høj emigration.

Flygtninge og oprindelseslande

De senere årtiers stigende flygtningestrøm til Danmark er kommet fra et bredt udsnit af lande med hovedvægten på Eksjugoslavien, Irak, Afghanistan, Somalia og Syrien. I midten af 1990’erne blev der givet midlertidig opholdstilladelse til godt 16.000 flygtninge fra Bosnien-Herzegovina og i slutningen af 1990’erne til mange flygtninge fra Irak. En særlig gruppe udgjordes af de knap 3.000 kosovo-albanere, som den danske regering i foråret 1999 valgte at evakuere samlet fra flygtningelejre i Makedonien. Det skete i forbindelse med stridighederne i Kosovoprovinsen i det sydlige Serbien. I kraft af en særlov fik kosovo-albanerne midlertidigt ophold i Danmark. Langt hovedparten af dem er siden vendt tilbage, mens dette ikke i samme udstrækning gælder for de to øvrige grupper. De seneste par år har især flygtningestrømmen fra det borgerkrigshærgede Syrien haft en afgørende betydning for mængden af såvel kvoteflygtninge som konventionsflygtninge i Danmark. Det bør desuden bemærkes, at tilstrømningen af asylsøgere til landet er stigende på baggrund af den forøgede tilkomst af mennesker, der enten selv eller via familier eller landsbyfællesskaber har været i stand til at betale menneskesmuglere for at sikre deres adgang til EU’s medlemslande.

Uanset af disse nye grupper har bidraget til meget af væksten i antallet af udlændinge i Danmark, gælder det dog stadig, at langt den største gruppe indvandrere og efterkommere stammer fra Tyrkiet, som på grundlag af indvandringen af tyrkiske gæstearbejdere og deres familier i slutningen af 1960’erne og gennem 1970’erne samlet tegner sig for godt 32.000 af bosiddende udlændinge i Danmark, eller godt 12 %. Derefter følger som de mest markante ikke-vestlige grupper irakere, bosniere, iranere, og pakistanere. De vestlige grupper domineres af polakker, hvorefter følger tyskere, nordmænd, svenskere og rumænere.

Indvandringen kommer fra mere end 200 oprindelseslande. De fleste etniske minoritetsgrupper i Danmark er meget små, og helt op til ¼ alle udlændinge hører til grupper, der hver især er mindre end 1,5 % (svarende til knap 7.000 personer) af den samlede bestand af indvandrere og efterkommere. Det betyder samtidig, at der er tale om en heterogen kategori af mennesker, med stor forskellighed i baggrunde og værdier, et forhold som stiller en kulturelt homogen dansk kultur over for afgørende integrationsudfordringer.

Integration af indvandrere

Ifølge den brede opfattelse er begrebet integration en fællesbetegnelse for forskellige integrationsformer eller -strategier, der omfatter de tre hovedtyper, assimilation, segregation (adskillelse) og gensidig integration.

Assimilation er den ene yderform, hvorigennem de indvandrede etniske minoriteter ensidigt forventes at tilpasse sig flertalsbefolkningens leve- og tænkemåde og hurtigst muligt opgive deres traditionelle kultur i overensstemmelse med ordsproget "Skik følge eller land fly". Assimilationstanken var grundlaget for den indvandrerpolitik, som blev ført i USA ca.1850-1910.

Segregation er den anden yderform, som betyder adskillelse eller afsondring. Den indebærer, at de etniske minoriteter i vidt omfang kan fastholde deres oprindelige livsform og leve parallelt med eller adskilt fra flertalsbefolkningen, dog skal de overholde landets love og beherske landets hovedsprog. Segregationen kan være tvungen, fx den jødiske ghetto i Warszawa under 2. Verdenskrig, eller frivillig, hvis en minoritetsgruppe selv har valgt adskillelse, måske som et værn omkring deres religion, traditioner eller andre private forhold. Man kan betragte den canadiske fransksprogede Quebec-provins’ forhold til Canadas engelsksprogede flertal som et eksempel på ønsket om en i hvert fald delvis segregation, en tilstand der for de mest radikale fortalere for Quebecs egen kultur helst skulle føre til politisk uafhængighed og dannelsen af en egen stat.

Gensidig integration ligger mellem disse yderformer, og modsvarer den snævre opfattelse af integrationsbegrebet. Ved den gensidige integration skal flertalsbefolkningen og de etniske minoriteter gensidigt påvirke hinanden, uden at de etniske minoriteters kultur helt forsvinder. En forudsætning for denne påvirkning er, at der er såvel personlig som institutionel kontakt mellem flertalsbefolkningen og minoriteterne, og at der eksisterer en tilstand af gensidig social og politisk anerkendelse. Den gensidige integration kan have mange udformninger, fx "smeltedigel-integration", som var den fremherskende integrationsideologi i USA ca. 1910-70. Heri lå forestillingen om, at de forskellige etniske kulturer efterhånden ville smelte sammen med flertalsbefolkningens kultur. Resultatet ville blive én fælles kultur, mest præget af flertallets leve- og tænkemåde, men med afsmitning fra nogle af minoriteternes særtræk. En anden form for gensidig integration er den pluralistiske integration, som ofte sammenlignes med en salatskål eller en mosaik. Den indebærer, at både flertalsbefolkningen og de etniske minoriteter gensidigt skal tilpasse sig hinandens tilstedeværelse, og at forskellige etniske minoriteter har mulighed for at bevare væsentlige dele af deres oprindelige kultur. Endelig kan man betragte multikulturelle strategier, der baserer sig på sameksistensen af forskellige kulturelle grupper med hver deres etniske identitet og historie, som enten en variant af den pluralistiske integration eller en selvstændig strategi. På forskellig måde har lande som fx Canada, Holland, New Zealand, Schweiz og Sverige afprøvet udgaver af multikulturelle integrationsformer.

Den officielle danske politik støtter i princippet en pluralistisk integration af etniske minoriteter, idet den sigter på, at indvandrerne skal indgå i samfundslivet på linje med danske statsborgere, dvs. at indvandrerne skal have mulighed for at deltage i uddannelse, arbejdsmarkedet, erhvervslivet, det politiske liv samt i fritids- og kulturaktiviteter sammen med og på lige fod med danskerne, således at flest mulige bliver selvhjulpne. Samtidig skal dette ske, uden at den enkelte indvandrer mod sin vilje mister identitetsbærende træk fra den hidtidige kulturbaggrund, hvorfor der vil være tale om en afvejning af ofte modsatrettede hensyn.

Selvom den officielle politik i princippet støtter en pluralistisk integration, er der i praksis både blandt politikere og andre delte meninger om, hvor mange identitetsbærende træk fra den hidtidige kulturbaggrund etniske minoriteter skal kunne bevare, og hvilke træk fra den danske kultur de bør optage og i hvilket tempo. Hertil kommer, at det sjældent diskuteres, hvad danskerne skal gøre for at tilpasse sig de etniske minoriteter og det flerkulturelle samfund, som Danmark er ved at udvikle sig til. Nogle kritikere betegner Danmarks uformelle politik i forhold til etniske minoriteter som integrationisme, dvs. en blanding af gensidig integration og assimilation, der bl.a. viser sig ved etniske minoriteters underrepræsentation på arbejdsmarkedet, i uddannelsessektoren og i det politiske liv.

På europæisk plan er det endnu ikke lykkedes at nå til enighed om en fælles definition af begrebet integration, idet opfattelsen af dette begreb i forskellige lande hænger sammen med de enkelte landes historie, kultur, demografi og økonomi. Europarådet blev i 1995 enige om i stedet at benytte begrebet "ligestilling" som mål i integrationsarbejdet og som måleinstrument for minoriteternes livsvilkår og deltagelse på forskellige samfundsområder.

Danmark er ikke forpligtet til at følge EU’s regler på asyl- og indvandrerområdet, da vi siden Edinburghafgørelsen fra 1992 har haft et forbehold på netop dette felt.

Indvandrerpolitik og indvandrerdebat i Danmark

I 1973 indførte Danmark totalt stop for indrejse af arbejdstagere fra tredjelande. Alligevel fortsatte indvandringen efter dette tidspunkt, idet mange gæstearbejdere bragte deres kone og evt. børn til Danmark. De mange familiesammenføringer og den store flygtningestrøm førte til, at Udlændingeloven blev strammet i 1986 og reglerne om familiesammenføring i 1992.

Fra midten af 1980’erne blev spørgsmålet om indvandrernes integration i højere grad end tidligere et debatemne i Danmark, bl.a. fordi antallet af flygtninge til landet steg. Desuden fik indvandrerne sværere ved at finde beskæftigelse på arbejdsmarkedet, der gradvist er blevet præget af stigende etnisk arbejdsløshed.

Ved valgkampene op til folketingsvalgene i 1998, 2001, 2005 og 2007 har flygtninge og andre indvandrere været et hovedtema, og i det hele taget har der været øget fokus på udlændinge i Danmark, siden store grupper af især bosniske og somaliske flygtninge kom til landet i begyndelsen af 1990’erne. Temaet har mere end noget andet spørgsmål delt vandene, både i befolkningen og blandt politiske partier, hvor ikke mindst Socialdemokraterne tidligere har haft problemer med at udstikke en klar og enig politisk linje, bl.a. fordi partiets vælgerbagland – som befolkningen som helhed – har været splittet mellem en tolerant/international og en mere nationalt orienteret holdning i indvandrer- og integrationsspørgsmål.

Fra politisk hold er det dog især Dansk Folkeparti (DF), der har holdt debatten i live de seneste 20 år. Den store opbakning til DF’s stærkt kritiske linje over for indvandrere har betydet, at stort set alle andre partier i Folketinget har valgt at markere sig på området. Tillige har medierne været med til at sætte emnet på dagsordenen. Det har betydet, at indvandringstemaer har spillet en mere og mere fremtrædende rolle i den danske offentlige debat og politiske dagsorden.

Blandt de emner, der hyppigst har været debatteret, er flygtninges problemer med at få arbejde, retskrav på familiesammenføring, kriminalitet blandt indvandrere, mulige "falske" flygtninge (økonomiske indvandrere der udgiver sig for flygtninge, eller udlændinge der kommer for at udnytte velfærdssystemerne) samt ligestilling.

Efter valget i november 2001 blev der dannet et nyt Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration, som overtog opgaverne fra Indenrigsministeriet. Ministeriet fik det samlede ansvar for Udlændingeloven, Integrationsloven, udlændingestatistik, etnisk ligestilling, indfødsret, danskundervisning m.m.

Regeringen Fogh Rasmussen (VK-regeringen) fremlagde hurtigt en ny udlændingepakke, som havde til hovedformål at begrænse antallet af flygtninge og indvandrere i Danmark, at skærpe kravene til opholdstilladelse og statsborgerskab, samt at fremskynde især arbejdsmarkedsintegrationen af etniske minoriteter, ikke mindst etniske kvinder og unge efterkommere. Lovpakken blev vedtaget med støtte fra DF. Den er siden blev fulgt op af en lang række nye lovgivningstiltag og politiske initiativer, fx aftalen En Ny Chance til Alle fra 2005. Grundlaget for den tankegang, der ligger til grund for disse tiltag – at integration af minoriteter er nødvendig for at sikre velfærdssamfundet og den sociale sammenhæng – blev dog allerede lagt, inden VK-regeringen kom til magten. En vigtig brik var her Integrationsloven.

Integrationsloven

En hovedopgave i forhold til de flygtninge og indvandrere, som får opholdstilladelse i Danmark, er at sikre en velfungerende integration, dvs en proces der gør det muligt for de nyankomne at deltage i samfundslivet på lige fod med danske statsborgere. Med det formål fik Danmark, som et af de første vestlige lande, i 1999 en egentlig integrationslov, som placerer hovedansvaret for integrationen i landets primærkommuner. Før loven trådte i kraft, havde Dansk Flygtningehjælp det generelle ansvar for et 18-måneders integrationsforløb, kommunerne havde ansvaret for bl.a. at aktivere flygtningene samt at sikre dem en bolig, mens amterne stod for sprogundervisningen. Det var især et ønske om en bedre koordinering og styring af integrationsforløbet, som dannede baggrund for Integrationsloven.

Med loven blev integrationsperioden udvidet til tre år. I løbet af den periode er det hensigten, at flygtningene skal lære dansk, sætte sig ind i dansk historie, kultur og samfundsindretning, rustes til at deltage på arbejdsmarkedet samt i øvrigt fungere i det danske samfund. For flygtninges vedkommende begynder integrationsperioden, når de får asyl og dermed forlader det asylcenter, hvor de har boet, mens deres ansøgning om opholdstilladelse er blevet behandlet.

Loven blev ved indførelsen i 1999 genstand for en del debat, også internationalt, bl.a. fordi den rummede en månedlig integrationsydelse, som var ca. 2.000 kr. lavere end den kontanthjælp, som danskere kunne få. FN's flygtningehøjkommissariat (UNHCR) mente, at det var i strid med den internationale flygtningekonvention, og efter måneders debat valgte regeringen at ophæve denne forskelsbehandling.

Da VK-regeringen overtog regeringsmagten i slutningen af 2001 – efter en valgkamp, der havde stået i indvandrerspørgsmålets tegn – genindførtes den lavere ydelse dog hurtigt, nu under navnet starthjælp eller introduktionsydelse, som man kunne modtage i op til syv år, men denne gang på vilkår, der ikke var formelt diskriminerende over for indvandrere og flygtninge, fordi loven er generelt formuleret og også danske borgere risikerer at blive ramt af det nye regelsæt. Ikke desto mindre var det klart, at motivationen til at indføre de lavere ydelser var en betragteligt lavere beskæftigelsesfrekvens blandt etniske minoriteter end blandt danskere i øvrigt, samt troen på, at lavere velfærdsydelser kunne fungere som økonomisk incitament til at blive mere aktivt arbejdssøgende og derved skaffe sig lønnet arbejde. Dansk Folkeparti – regeringens støtteparti i Folketinget – lagde dog ikke skjul på, at for dem var formålet også at gøre Danmarks tiltrækningskraft over for potentielle nye flygtninge og asylsøgere mindre, altså at reducere en af de mulige pull-faktorer og således minimere indvandringen til Danmark.

Samme dobbelthed gør sig gældende på andre områder af indvandringspolitikken, fx i forhold til den 24-årsregel for familiesammenføringer, som VK-regeringen med DF’s støtte indførte i sin første regeringsperiode. Hovedreglen er derefter, at ingen danskere kan gifte og bosætte sig i Danmark med en udenlandsk statsborger med mindre begge parter er fyldt 24 år, og selv da skal bosættelse i Danmark vurderes og godkendes af UdlændingeService (tidligere Udlændingestyrelsen) med udgangspunkt i kriterier som fx samlet tilknytning, boligforhold og økonomisk selvforsørgelse. Regeringens erklærede hovedmotiv for loven var at begrænse tvangsægteskaber, mens Dansk Folkeparti meldte ud, at hensynet til begrænsningen af den samlede tilstrømning til Danmark for dem også spillede en væsentlig rolle. Både 24-årsreglen og starthjælpen har været udsat for kritik fra internationale institutioner som især FN, EU og Europarådet, der ser reglerne som diskriminatoriske over for fremmede statsborgere i Danmark. Ikke desto mindre må det konstateres, at stort set alle partier i Folketinget i praksis (vedrørende De Radikale og Enhedslisten dog med forbehold) efterhånden accepterer 24-årsreglen som den urørlige sokkel, dansk udlændingepolitik skal bygges på.

Arbejdsmarkedsforhold

Indvandrerne befinder sig i en marginal position på arbejdsmarkedet. I forhold til deres andel af hele befolkningen udgør de en forholdsvis mindre del af arbejdsstyrken, men derimod en relativt større andel af de arbejdsløse. Desuden er indvandrerne ledige i længere tid end den øvrige befolkning. I gennemsnit er arbejdsløsheden blandt indvandrere tre gange så høj som blandt danskerne; især er kvinder samt tyrkiske, somaliske og marokkanske mænd ofte arbejdsløse. Ifølge flere OECD-rapporter er Danmark det OECD-land, som har den største ledighed blandt indvandrere set i forhold til arbejdsstyrken som helhed. I Danmark var der fx i 2001 en langt højere ledighed blandt indvandrere og deres efterkommere (12,2 %) end blandt den samlede arbejdsstyrke (5,2 %). Dette billede har ikke afgørende ændret sig siden, selv om der senest kan spores små ændringer i en mere positiv retning.

Unge andengenerationsindvandrere, der enten er født eller har tilbragt mindst 10 år af deres barndom i Danmark, klarer sig dog bedre på arbejdsmarkedet end deres forældre (førstegenerationen). Andelen af ufaglærte arbejdere er mindre blandt disse unge, og flere er selvstændige og funktionærer. Men arbejdsløsheden er stadig højere end blandt danske unge, og det gælder både andengenerationsindvandrere med og uden ren erhvervsuddannelse; arbejdsløsheden er dog faldende med uddannelsesniveauet. I alt er næsten 1/4 arbejdsløse, hvilket er forholdsmæssigt dobbelt så mange som blandt danske unge som helhed.

Sprog- og kommunikationsproblemer anses for at være en af årsagerne til den forhøjede ledighed blandt indvandrere og efterkommere. Det kan samtidig være grunden til, at Danmark klarer sig dårligt på dette område i forhold til andre OECD-lande som fx de traditionelle store indvandringslande USA, Canada og Australien.

Sprogproblemerne hænger i nogle tilfælde ved i flere generationer. Undersøgelser af sprogkundskaber blandt efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande har vist, at der blandt dem var 19 %, som talte et dårligt eller middelgodt dansk. Sprogundervisning er et centralt element i integrationsperioden, men ikke alle gør lige aktivt brug af dette tilbud.

Manglende sprogkundskaber er dog næppe den eneste forklaring på den høje ledighed blandt indvandrere i Danmark. Der kan også være kulturelle årsager; indvandrere fra vestlige lande klarer sig langt bedre på arbejdsmarkedet end indvandrere fra ikke-vestlige lande. Hertil kommer, at Danmark til forskel fra fx USA og Australien i meget høj grad er et homogent samfund, og netop denne ensartethed med dens mange uudtalte kulturelle forudsætninger kan betyde, at det er sværere for mennesker fra andre kulturer at blive anerkendt og finde sig til rette.

Men også inden for kredsen af ikke-vestlige indvandrere har forskelle i kulturel baggrund betydning for integrationen. Unge efterkommere fra Pakistan klarer sig fx relativt godt i det danske samfund. Dette hænger for det første sammen med, at førstegenerationen af pakistanske indvandrere har haft en længere skolegang end tilsvarende indvandrere fra andre tredjelande. For det andet havde mange pakistanere forholdsvis gode sprogfærdigheder i engelsk ved ankomsten til Danmark i kraft af Pakistans tidligere tilhørsforhold til Det Britiske Imperium og senere Commonwealth. De pakistanske familier har derfor haft lettere ved at kommunikere med danskerne og ved at lære dansk. Også mange iranske indvandrere klarer sig godt, primært fordi de i stor udstrækning var veluddannede dissidenter fra en land styret af en religiøs (muslimsk) stat og allerede inden ankomsten til Danmark var orienteret mod vestlige værdier.

En række faktorer blandt indvandrerne selv virker således som barriere for indvandreres integration på arbejdsmarkedet, bl.a. manglende kvalifikationer og dårlige danskkundskaber, men der er også holdningsmæssige og kulturelle barrierer i det danske samfund. Eksempelvis er der på nogle arbejdspladser tilbageholdenhed med eller uvilje mod at ansætte indvandrere, selv i tilfælde hvor de formelle kvalifikationer er i orden. Hertil kommer, at indvandrere ikke i samme omfang som danskerne har mulighed for at finde job gennem personlige kontakter og netværk.

Endelig kan det have en betydning, at danske arbejdspladser stiller stadigt større krav om uddannelse, og at der generelt bliver færre jobs til ufaglærte. Indvandrere fra ikke-vestlige lande har traditionelt kortere uddannelse bag sig end vestlige indvandrere, hvortil kommer at mange uddannelser forudsætter kendskab til særligt danske eller vestlige kultur- og samfundsforhold.

Blandt andet pga. ovennævnte forhold er indvandrerne sjældnere økonomisk selvhjulpne end danskerne. 38 % af ikke-vestlige indvandrere var fx afhængige af overførselsindkomster i 2012, hvorimod det samme kun gjaldt for 23 % af borgere med dansk oprindelse, og 16 % af vestlige indvandrere. Ikke mindst kontanthjælpen er en ordning, hvor ikke-vestlige indvandrere er overrepræsenterede i forhold til danskere. Men det skal samtidig understreges, at der over de sidste 10 år trods alt er sket et fald i andelen af ikke-vestlige indvandrere, der lever på offentlig forsørgelse. I 2005 var den fx på næsten 50 %, som altså er reduceret til 38 % i 2012.

Indvandrere og kriminalitet

Kriminalitet blandt indvandrere er et andet emne, som hyppigt har været debatteret i medierne. Selvom langt hovedparten af lovovertrædelser i Danmark begås af danskere, er indvandrere og deres efterkommere overrepræsenterede i det danske straffesystem. Mønsteret har været det samme over en længere periode og er fortsat det samme i dag. Det er især mandlige efterkommere af indvandrere med ikke-vestlig baggrund, der står for høje kriminalitetsprocenter, hvorimod kvinder – både indvandrere og efterkommere – udviser et mønster, der ikke er signifikant anderledes end det, der kendetegner kvinder med danske oprindelse.

Som helhed har mænd med udenlandsk baggrund en kriminalitetshyppighed, der ligger ca. 50 % over den øvrige befolknings. Overhyppigheden dækker især over forholdsvis mange tyverier og anden mindre alvorlig kriminalitet. Til gengæld har indvandrerne ikke nær så høj en overhyppighed, når det gælder de alvorligere forbrydelser, der normalt fokuseres på i den offentlige debat, fx vold og voldtægt.

En del af forklaringen på den højere kriminalitet blandt personer af udenlandsk oprindelse kan findes i det faktum, at kriminalitet i høj grad er et ungdomsfænomen. I den sammenhæng spiller det en rolle, at der blandt indvandrere og deres efterkommere er klart flere yngre (15-39-årige), end der er i befolkningen som helhed. Når der korrigeres for denne faktor, reduceres mændenes overhyppighed med ca en femtedel.

En anden væsentlig forklaring er, at en forholdsvis stor gruppe af indvandrere og deres efterkommere er socialt og økonomisk dårligere stillet end befolkningen som helhed. Også i den danske befolkning er der større kriminalitet blandt lavindkomstgrupper. Det har også en betydning, at mange indvandrere og efterkommere står uden for arbejdsmarkedet. Hvis man således korrigerer for socio-økonomisk status, reduceres det såkaldte kriminalitetsindeks for mandlige, ikke-vestlige indvandrere fra 118 til 99, altså til et niveau lige under gennemsnittet for alle mænd. Samme ændring indtræffer imidlertid ikke vedrørende mandlige efterkommere, som efter korrektion for socio-økonomisk status relativt set stadig står for mere end dobbelt så omfattende kriminalitet som gennemsnittet for alle mænd. Grundene hertil er ikke endeligt klarlagte, men de skal sandsynligvis findes i en kombination af samfundsmæssig marginalisering, tab af mandlig identitet, kulturel desillusion og manglende fremtidsudsigter. Det er en eksplosiv cocktail, som både kan få indvandrerbander til at fremstå som et tillokkende kollektiv, et alternativ til et perspektivløst liv på samfundets bund, men også til en religiøs-ideologisk radikalisering blandt ikke mindst unge muslimer, hvorigennem mindre kriminalitet i yderste fald kan slå om i mere eller mindre ekstreme tillempninger af familiens religiøse udgangspunkt.

Det kan desuden tænkes, at der blandt indvandrere er forholdsvis mange, som er rejst fra hjemlandet pga. særlige sociale og personlige problemer, og at de dermed allerede ved ankomsten til Danmark har haft en forhøjet risiko for kriminalitet. Desuden bor en forholdsvis stor gruppe i byområder, hvor kriminaliteten generelt er højere end på landet. Endelig er der undersøgelser, som tyder på, at indvandrere er i større risiko for at blive pågrebet og sigtet end danskere, alene fordi de nyder en øget bevågenhed fra politiets side.

Samlet set kan den største del af etniske minoriteters overrepræsentation i disse statistikker således forklares med forhold, der hidrører fra andre sociologiske problemer end dem, der er knyttet til disse personers status som indvandrere eller efterkommere. Tilbage står alligevel en mindre del, der har med etniske minoritetsrelationer at gøre, fx lovbrud som reaktion på oplevet marginalisering eller diskrimination eller myndighedernes særlige fokus på netop denne gruppes kriminelle adfærd.

Indvandreres bosætning

Det er et grundlæggende princip i den danske integrationspolitik, at flygtninge søges spredt geografisk i landet, især for at undgå ghettodannelser. Tanken er, at flygtningene lettere vil kunne blive integreret, hvis de i højere grad lever blandt danskere end blandt deres egne landsmænd.

Som en konsekvens af Integrationsloven skal flygtningene fordeles blandt de enkelte kommuner efter frivillige aftaler mellem myndighederne og kommunerne. En gang årligt meddeler UdlændingeService, hvor mange flygtninge landets kommuneforeninger må regne med at skulle modtage i løbet af de kommende tre år. Kommuneforeningerne aftaler herefter indbyrdes, hvor mange flygtninge de hver især skal tage imod. Endelig skal kommunerne blive enige om den præcise fordeling. I tilfælde af at der ikke kan opnås enighed, har UdlændingeService mulighed for selv at bestemme placeringen af flygtningene.

Som hovedregel må flygtningene ikke flytte i integrationsperioden, medmindre de selv kan finde en anden kommune, som er villig til at tage imod dem, eller med mindre det lykkes dem at finde fast arbejde. Denne bestemmelse er blevet betegnet som en slags stavnsbånd og har været genstand for kritik fra FN, ligesom den hyppigt har været debatteret herhjemme.

Den målrettede geografiske spredning af flygtninge forhindrer dog ikke, at det stadig især er større byområder som Københavns Amt, Københavns Kommune, Frederiksberg, Århus, Odense og Aalborg, der har de højeste koncentrationer af indbyggere med udenlandsk baggrund – ofte lidt misvisende refereret til som "ghettoer". Det skyldes dels, at de gæstearbejdere, som kom til landet indtil 1973, i høj grad slog sig ned netop i de større byer, dels, at en del flygtninge efter integrationsforløbet vælger at flytte til byer, hvor der i forvejen bor flere af deres landsmænd. I bestemte kommuner og bydele samt i nogle boligområder og skoler er koncentrationen af indvandrere derfor meget høj. De fleste indvandrere bor øst for Storebælt, hovedsagelig i vestegnen af hovedstadsområdet og i Helsingør og Frederiksværk, samt i Århus og Odense. Ishøj har flest indvandrere i forhold til kommunens indbyggertal, efterfulgt af Albertslund og Brøndby.

Disse koncentrationer hænger sammen med en række forhold som fx boligkø, manglende økonomiske muligheder og den omstændighed, at nogle private udlejere ikke vil leje ud til indvandrere. Desuden bosatte de arbejdere, som indvandrede til Danmark i 1960’erne og 1970’erne, sig dér hvor de kunne få job, og det var ofte i hovedstadsområdet og større byer i provinsen. Endvidere bosatte de sig, hvor der var ledige lejligheder. Det var der på det tidspunkt inden for det almennyttige boligbyggeri, bl.a. fordi danskerne i denne periode i stigende grad fik økonomisk mulighed for og foretrak at anskaffe ejerbolig. Endelig ønsker nogle indvandrere at bo tæt ved familie og andre landsmænd, fordi det giver dem tryghed og mulighed for at bevare deres oprindelige kultur og netværk.

De seneste par år kan man konstatere en øget politisk vilje og indsats til at forsøge at bryde op i disse større boligmæssige koncentrationer af etniske minoriteter, bl.a. gennem tilskyndelse til etniske danskere til at bosætte sig i områderne, gennem nedrivning af boligblokke og gennem en anden fordelingspolitik over for nye indvandrere. Desuden kan man også iagttage en større interesse blandt etniske minoritetsfamilier for at bosætte sig andre steder, en tendens, der styrkes i takt med, at der stadigt er flere, der gennem bedre uddannelse og en mere stabil arbejdsmarkedsintegration får økonomisk mulighed for at købe sig ind på det danske ejerboligmarked.

Kultur og kulturmøde

Debatter og lovgivningstiltag har i stigende grad været fokuseret på problemstillinger affødt af forskelle mellem dansk kultur og især ikke-vestlige indvandreres medbragte eller vedligeholdte holdninger, værdier og livsorientering, altså det såkaldte kulturmøde. Diskussionerne har især drejet sig om tre delområder, nemlig sprog, uddannelse og religion.

Nutidens indvandrere har bragt et stort antal fremmede sprog til Danmark; blandt de mest udbredte er serbokroatisk, tyrkisk, urdu, vietnamesisk, arabisk og somali. De fleste lærer sig efterhånden dansk, men holder samtidig fast ved oprindelsessproget, bl.a. ved hjælp af koncentrerede bosættelsesmønstre, familietraditioner, etniske foreninger, religiøse friskoler, elektroniske kommunikationsmidler og mere eller mindre hyppige rejser til oprindelseslandet. Det er derfor uvist, hvor hurtigt og i hvilket omfang nutidens indvandrere, som i denne sammenhæng ofte omtales som "tosprogede", vil blive sprogligt fuldt integrerede, altså betragte dansk som deres førstesprog og anvende dansk som dagligt kommunikationssprog, herunder i familiesammenhænge. I øjeblikket er situationen overvejende den, at førstesproget derhjemme er den etniske minoritets oprindelige sprog, og en egentlig socialisering i dansk starter for mange børn først den dag, de begynder i daginstitutioner eller i skolen. Spørgsmålet accentueres af, at det stadig ikke er lige så almindeligt for børn af indvandrere og efterkommere som for danske børn at starte i daginstitutioner i en tidlig alder. Ligeledes er der endnu mange minoritetsbørn, hvis forældre vælger at melde dem ind i religiøse friskoler, hvor førstesproget i de fleste tilfælde er arabisk. På begge områder kan der dog i den seneste tid registreres et ændret mønster blandt minoritetsforældre. De foretager i stigende grad samme institutions- og skolevalg som danske forældre. Ikke desto mindre forstærkes en række almene pædagogiske spørgsmål i uddannelses- og socialiseringsprocessen, herunder undervisningsdifferentiering, kulturel identitet, betydningen af modersmålsundervisning, og skolens almene rolle i integration af mindretal, af det stigende antal tosprogede minoritetsbørn og den kulturelt set heterogene elevsammensætning. Problemerne øges yderligere af tendensen til, at der i boligområder og bykvarterer med koncentreret etnisk bosætning findes skoler, hvor størsteparten af eleverne kommer fra indvandrerfamilier uden en sproglig og kulturel ballast, der kan sammenlignes med børn af danske forældre. Konsekvensen er i visse områder, fx Vollsmose i Odense eller Gjellerup-planen i Århus, at danske forældre trækker deres børn ud af disse skoler, hvilket forstærker tendenser hen imod et segregeret folkeskolesystem.

Mange politiske initiativer, debatter og ressourcer er de seneste år blevet brugt på at finde løsninger på dette problem og dermed bryde den deraf følgende negative sociale arv, der risikerer at påvirke etniske minoritetsbørns uddannelses- og karrieremuligheder gennem hele livet. Der eksperimenteres med forskellige løsninger i forskellige kommunale sammenhænge. Om det skyldes disse eller ikke er uklart, men der har de seneste år vist sig en ny tendens blandt minoritetsforældre, som i stigende grad vælger at placere deres børn i skoler med en overvægt af etnisk-danske børn for at fremme deres integration i uddannelsessystemet og dermed deres karrieremuligheder. Især minoritetspiger har vist sig som mønsterbrydere inden for alle dele af uddannelsessystemet, hvorimod drenge klarer sig markant dårligere.

Blandt 30-årige ikke-vestlige efterkommere var der fx i 2012 45 % af mændene og 60 % af kvinderne, der havde afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse. De tilsvarende andele for 30-årige med dansk oprindelse var 72 og 79 %. Især for kvinderne afspejler tallet en markant forbedring. I 2004 var den for kvinderne kun 44 %.

Det generelle mønster på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser er trods dette dog stadig, at markant færre minoritetsunge end danske unge tager disse uddannelser, og at frafaldsprocenten blandt minoritetsunge er større. I 2012 var andelen af 22-årige under uddannelse 47 % blandt mandlige ikke-vestlige indvandrere og 58 % blandt kvinderne fra samme gruppe. Det ligger i begge tilfælde ca 5 % under niveauet for 22-årige med dansk oprindelse. Forskellene er imidlertid blevet mindre over den seneste 15-årsperiode, og der er desuden en klar forskel mellem indvandrere og efterkommere – efterkommere klarer sig bedre end nytilkomne indvandrere. Deltagelsen af både indvandrere og efterkommere er desuden meget ulige fordelt på forskellige uddannelsesretninger i sammenligning med etniske danskere. Minoritetsunge er stærkt repræsenteret på fx sundhedsfaglige og tekniske uddannelser, men svagere repræsenteret på humanistiske, juridiske og samfundsvidenskabelige områder, et forhold man normalt tilskriver deres anderledes kulturelle baggrund og deres relative underskud i kompetencer inden for dansk almendannelse.

For alle alderstrin fra 16 til 30 år er der flere personer med dansk oprindelse, som enten er under uddannelse eller i beskæftigelse sammenlignet med ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, såvel blandt mænd som kvinder. 82 % med dansk etnicitet er enten beskæftigede eller under uddannelse. Det samme gør sig gældende for ca 64 % af ikke-vestlige indvandrere og 76 % af ikke vestlige efterkommere. Efterkommerne, især kvinderne med en procent på 78, nærmer sig således niveauet for etniske danskere, hvorimod indvandrerne halter en del efter.

Indvandringen fra ikke-vestlige lande har også medført, at Danmark i dag må karakteriseres som et multi-religiøst samfund, og spørgsmål knyttet til religion, anerkendelse af anderledes religiøse overbevisninger end den kristne, mulighederne for sameksistens mellem forskellige religioner, og religioners rolle for opdragelse og i det offentlige rum er derfor i stigende grad kommet i fokus såvel i politiske som folkelige debatter. Det har også bragt spørgsmålet om Folkekirkens officielle rolle og adskillelsen mellem stat og kirke på banen. Langt de fleste diskussioner har dog koncentreret sig om muslimer og islam, både fordi islam har langt flere tilhængere end andre minoritetsreligioner (det anslås at der findes godt 200.000 muslimer i Danmark (2015)), fordi islam ikke anerkender en principiel adskillelse mellem religiøse, sociale, retlige og politiske forhold, fordi muslimske organisationer ofte har markeret sig offentligt, og fordi islam siden 11. september 2001 af mange er blevet fremstillet som en ekstrem, fundamentalistisk og potentielt terroristisk ideologi, der ifølge sin natur indeholder kimen til sociale og politiske konflikter og ikke er forenelig med vestlige, demokratiske samfund.

Det har samlet set medført, at diskussioner tit har været meget følelsesladede, at muslimer ofte har følt, at de er blevet lagt for had (som eksempelvis i forbindelse med den kendte sag om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger i begyndelsen af 2006), og at den danske offentlighed ikke i tilstrækkelig grad har anerkendt de forskelle i tro og praksis, som findes blandt muslimer – ikke mindst de forskellige varianter af den såkaldte Euro-Islam, der baserer sig på tanken om, at islam, ligesom andre trosretninger, er en dynamisk og foranderlig størrelse, som både kan tilpasse sig europæiske samfunds normer og påvirke deres kulturelle mangfoldighed i gunstig retning. I Danmark har den samme grundantagelse medført dannelsen af netværksorganisationen Demokratiske Muslimer. Den blev dannet som reaktion på mediernes fremstilling af muslimer i kølvandet på tegningskrisen og havde i nogle år pæn gennemslagskraft og et anseligt antal medlemmer. De seneste år er medlemstallet dog dalet betragteligt og organisationen lever i dag en tilbagetrukket og anonym tilværelse, tilsyneladende klemt mellem de mange muslimer, der i stigende grad integreres i samfundet, og på den anden side mere ekstreme islamistiske organisationer som fx Hizb-ut-Tahrir.

På et mere jordnært plan har diskussionerne i vid udstrækning handlet om muslimers adgang til at bygge moskéer, få særlige madvaner anerkendt i offentlige eller private institutioner og få oprettet muslimske gravpladser i Danmark. På flere af disse konkrete områder sker der løbende en tilnærmelse mellem værtslandet og det muslimske mindretal, fx er den første muslimske gravplads etableret på Københavns vestegn, og den første arkitektonisk autentiske moske er indviet i Københavns nordvestkvarter. Disse udviklinger til trods foregår der stadig løbende en offentlig debat om grænserne for det danske samfunds accept af ikke-danske kulturvaner og for offentlige institutioners tilpasning til et multi-etnisk samfunds udfordringer.

Sundhedsforhold og kultur

Etnisk forskellighed, herunder kulturforskelle, gør sig også gældende på området for sundhed og sygdom. Hos indvandrere ses ofte et andet sygdomsbillede end hos etniske danskere, ligesom indvandrere har en anden sygdomsopfattelse. Forskel i opfattelse af, hvornår man er syg eller rask, hvad sygdommen består i, og hvordan den bedst behandles, bringer ofte indvandrerne i klemme i sundhedssystemet eller det sociale system, fx når der ansøges om sygedagpenge eller førtidspension. Det, der fremføres af patienten, forstås og anerkendes ikke altid af de danske læger, og behandlinger, der ud fra lægelige hensyn er de mest effektive, kan undertiden stride imod religiøse forestillinger eller kulturelle vaner.

Sygdomme, der hyppigere ses hos indvandrere, er bl.a. tuberkulose, leverbetændelse, blodsygdommen talassæmi samt engelsk syge. Årsagerne til disse forskelle er bl.a. at finde i genetiske forhold og i levevilkårene i oprindelseslandet. Herunder hører også oprindelseslandets sundhedssystem og vaccinationsprogram samt de leve- og arbejdsvilkår, der gælder for indvandrere i Danmark.

Rettigheder, pligter og medborgerskab

For indvandrere, der bor fast i Danmark, gælder principielt dansk lov, uanset om de er danske eller udenlandske statsborgere. Eksempelvis har de formelt set samme muligheder for hjælp fra social- og sundhedssystemet som den øvrige befolkning, selv om visse ydelsesbegrænsninger, fx starthjælpen, som nævnt især berører etniske minoriteter. Der er derudover enkelte undtagelser fra princippet, idet der gælder nogle særlove for indvandrere, som ikke er danske statsborgere. Udenlandske statsborgere kan således ikke stemme og opstille til folketingsvalg, og kun hvis de har boet i Danmark i mindst tre år, kan de stemme og opstille til kommunalvalg – hvilket en stigende andel af etniske minoritetsmedlemmer uden dansk statsborgerskab vælger at gøre. Endelig er udenlandske statsborgere ikke værnepligtige i Danmark og kan ikke blive officerer i forsvaret.

Den officielle holdning i Danmark har generelt været, at etniske minoriteter skal behandles på lige fod med danske statsborgere og at der skal laves så få særlove på området som muligt. Der er ringe forståelse for tiltag, som kan findes i mere pluralistisk orienterede samfund, for positiv diskriminering, der eksempelvis giver etniske minoriteter visse fortrin i jobsøgnings- og ansættelsessammenhænge eller i optagelseskriterierne til uddannelsessystemet. Der findes heller ikke formaliserede regler for, hvordan institutioner i øvrigt kunne tilpasse sig kulturelle forskelle.

Ikke desto mindre må det konstateres, at adskillige af de konkrete integrationsinitiativer, der tages både fra centralt og kommunalt hold, i praksis forsøger at fremme en bedre integration og en større grad af gensidig forståelse mellem majoritet og minoriteter ved at tage højde for indvandrere og efterkommeres særlige problemer og udgangspunkter. Det gælder fx sprogundervisningen inden for integrationslovens rammer, kvarterløftsinitiativer i koncentrerede etniske boligområder, individuelt indgåede integrationskontrakter og specifikke aktiveringstiltag. Den afgørende forskel fra tidligere er især, at der nu i omgangen med etniske minoriteter lægges større vægt på disse foranstaltninger som led i en proces, hvor indvandrere primært har pligt til at gøre hvad de kan for at klare sig selv og bidrage til samfundsøkonomien, snarere end som del af et samfund, der bygger på borgernes rettigheder til offentlig forsørgelse over velfærdsydelser. Denne tendens modsvares på sin side af en ændring over de sidste 10 år i sammensætningen af indvandringen til Danmark, som i stadigt højere grad udgøres af arbejds- og studiemotiveret indvandring, om end denne tendens i 2013 og 2014 i nogen grad er blevet modvirket af tilstrømningen af flygtninge fra brændpunkter i Mellemøsten.

Indvandrere demonstrerer i 2005 på Christiansborg Slotsplads mod regeringens skærpede krav til statsborgerskab i Danmark.

Indvandrere demonstrerer i 2005 på Christiansborg Slotsplads mod regeringens skærpede krav til statsborgerskab i Danmark.

Nye såvel som etablerede indvandrere og efterkommere vil i modsætning til tidligere kunne benytte den nye statsborgerskabspolitik, der for første gang i Danmark giver mulighed for at have dobbelt statsborgerskab, dvs for indvandreres vedkommende samtidig at erhverve dansk statsborgerskab og bibeholde statsborgerskab og dertil knyttede rettigheder i oprindelseslandet. Mange tror, at dette tiltag vil virke som en integrationsfremmende faktor, da indvandrere ikke længere vil være stillet over for et for mange ubehageligt valg mellem to tilknytninger, der både politisk og kulturelt kan opfattes som ligeværdige og lige identitetsdannende.

Organisering og repræsentation

Lokale og landsdækkende indvandrer- og flygtningeforeninger er repræsenteret over for de danske myndigheder gennem Rådet for Etniske Minoriteter. Rådet blev oprindeligt dannet i 1981, men stammer i sin nuværende form fra Integrationsloven i 1999. Rådet består af 14 repræsentanter for etniske minoriteter, valgt blandt medlemmerne af de kommunale rådgivende integrationsråd, som ligeledes blev indført i forbindelse med Integrationslovens vedtagelse.

Rådet for Etniske Minoriteter har rådgivende funktion over for integrationsministeren, har til opgave at fremme etnisk ligestilling, skal fungere som talerør for etniske minoriteter og udgøre et høringsforum for regeringen. Det er dog værd at bemærke, at hverken i Rådet for Etniske Minoriteter eller integrationsrådene har medlemmerne formelt set sæde som grupperepræsentanter, men alene som individuelle indvandrere eller efterkommere.

Bortset fra disse to råd er etniske minoriteter i Danmark ikke stærkt repræsenteret i det offentlige billede. Tidligere fremtrædende organisationer som fx Rådet for Etnisk Ligestilling, oprettet efter en regeringsbeslutning i 1993, INDsam (De etniske minoriteters sammenslutning) eller POEM (ParaplyOrganisationen for Etniske Minoriteter) er enten blevet nedlagt eller frister en hensygnende tilværelse. Etniske minoriteter er derfor henvist til at søge deres interesser varetaget gennem de eksisterende institutioner og organisationer, fx de etablerede partier eller fagbevægelsen, eller gennem deltagelse i den offentlige debat eller det civile samfunds foreningsliv.

Etniske minoriteter kan som alle andre drage fordel af den danske foreningslovgivning og dermed på særlige betingelser oprette og drive etniske foreninger med offentlig støtte. Denne mulighed har indvandrere benyttet sig af i rigt mål. De første indvandrerforeninger opstod i slutningen af 1960’erne og fungerede som væresteder, informations- og rådgivningssteder og som interesseforeninger. Derefter er mange kulturelt eller sprogligt baserede foreninger opstået (og mange senere forsvundet igen), bl.a. med det formål at bibeholde og dyrke kontakterne til oprindelseslandene, socialt, kulturelt, religiøst, og ind imellem også politisk. Denne type netværksdannelse har fået ny medvind i takt med opkomsten og udbredelsen af nye elektroniske kommunikationsformer samt lettere og billigere rejsemuligheder.

Læs også om sprog og sprogundervisning i forbindelse med indvandring.