Begrebet nydansker er blevet brugt siden begyndelsen af 1990erne til at betegne personer med indvandrer- eller flygtningebaggrund, herunder børn af indvandrere. Begrebet viste sig dog hurtigt kontroversielt: For personer, som er børn af indvandrere, og har levet størstedelen eller hele deres liv i Danmark, kunne det ses for problematisk at blive set på som en ny dansker. Samtidigt understreger begrebet også et forsøg på at finde en måde at betegne grupper i det danske samfund som mere inkluderende end fx andengenerationsindvandrer.

I nutidens danske debat bruges begrebet nydansker meget sjældent. I stedet bruges begreber som etniske minoriteter eller person(er) med etnisk minoritetsbaggrund.

At begrebet nydansker langsomt har mistet sin gennemslagskraft understreges også af, at Foreningen Nydansker (etableret 1998 som Foreningen til integration af nydanskere på arbejdsmarkedet) i 2022 skriftede navn til Foreningen Lige Adgang. Dette netop med henvisning til, at tiden var løbet fra begrebet nydansker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig