arbejdssociologi

Arbejdssociologi, område inden for sociologi, som beskæftiger sig med arbejdet som grundlæggende menneskelig aktivitet. Centrale delområder inden for arbejdssociologi er den sociale sammenhæng, som arbejdet indgår i, arbejdsprocessens og arbejdspladsens sociale organisation samt arbejdets sociale konsekvenser.

I alle samfund udgør medlemmernes forhold til arbejdet og arbejdsdelingen mellem dem et centralt aspekt i forståelsen af magtrelationerne mellem såvel individer som sociale grupper. Det er dog først med det lønnede arbejde under den kapitalistiske produktionsform, at arbejdet har fået den betydning, vi kender i dag, og er blevet det primære grundlag for samfundets sociale opdeling.

Udviklingen af teorier om arbejdet og dets organisering tog fart fra slutningen af 1800-t. med Karl Marx', Émile Durkheims og Max Webers analyser af den industrielle produktion og dens organisationsformer. Disse analyser var generelle og omfattede hele samfundets organisering. Mere specifikke teorier om det industrielle arbejde og dets organisering udvikledes i begyndelsen af 1900-t. — fx Frederick W. Taylors teori om ledelse på videnskabeligt grundlag (scientific management) og Elton Mayos analyser, som udgør grundlaget for teorierne om menneskelige relationer i arbejdsprocessen (human relations).

Med udviklingen af den industrielle produktionsform opdeles arbejdet til stadighed, og specialiseringen gennemføres systematisk. Den enkelte lønarbejders indsats gøres afhængig af den samlede arbejdsgruppes, og relationerne mellem individer i gruppen bliver vigtige for arbejdets udførelse og organisering. Inden for arbejdssociologien skelnes der mellem den formelle arbejdsorganisation og lønarbejdernes uformelle relationer til hinanden (arbejderkollektivet). De uformelle relationer er ofte vigtigst for arbejdets udførelse og for lønarbejdernes sociale organisering.

De specialiserede arbejdsfunktioner med dertil knyttede kvalifikationer har været grundlaget for etableringen af fagforeninger. Udviklingen i mønsteret for faglig organisering samt forholdet mellem ledelse og arbejdere er vigtige delområder i arbejdssociologien.

Den industrielle produktions mekanisering og arbejdets specialisering stiller øgede krav til lønarbejdernes oplæring og arbejdsindsats. Samtidig er arbejdsprocesserne blevet stadig mere komplekse og vanskelige at overskue for den enkelte lønarbejder. Dette førte fra begyndelsen af 1950'erne til en omfattende forskning i lønarbejdernes fremmedgørelse i forhold til arbejdet. I 1970'erne rettedes opmærksomheden inden for forskningen i højere grad mod lønarbejdernes fysiske og psykiske arbejdsmiljø — et delområde af arbejdssociologien med tætte forbindelser til arbejdspsykologien.

Med det postindustrielle samfunds fremkomst — dvs. et samfund, hvori produktion af tjenesteydelser dominerer — har det lønnede arbejde fået en mindre konkret form. Manuelle job erstattes i stigende grad af job, hvis vigtigste indhold er serviceydelse og informationsbearbejdning. Dette har medført ændringer af arbejdsmarkedet og ført til krav om bl.a. en mere fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet. Samtidig har flere kvinder fået lønarbejde, hovedsagelig inden for serviceområdet. En udvikling, som har medvirket til interessen for forskning i den ændrede kønsarbejdsdelings betydning for forholdet mellem familie og arbejde.