industrielt demokrati

industrielt demokrati, lønmodtagermedbestemmelse i virksomheder, undertiden kaldet demokrati på arbejdspladsen. Inden for samfundsvidenskaben og i den offentlige samfundsdebat anvendes begrebet i tre forskellige betydninger:

For det første udtrykker industrielt demokrati en udvikling hen imod inddragelse af fagforeninger og faglig organisering i udformningen af den industrielle produktion, hvad angår teknologi, arbejdsorganisation, lønformer, kvalitet mv. Faglige ledere har siden 1950'erne fremsat krav som led i en udviklingsproces frem mod, at lønmodtagerparten får del i arbejdsgivernes traditionelle ret til at lede og fordele arbejdet. Oprettelse af obligatoriske samarbejdsudvalg, udvidede tillidsmandsbeføjelser og repræsentation af medarbejdere i selskabsbestyrelser er de formelle midler, der er benyttet, og de er indført igennem centrale kollektive overenskomster. Arbejdsgiverorganisationerne har konsekvent taget afstand fra princippet om ophævelse af arbejdsgiverens monopol på at lede og fordele arbejdet.

For det andet udtrykker industrielt demokrati et samfundsmæssigt system, hvor staten garanterer medarbejdereje af og indflydelse i virksomheder. Denne form for industrielt demokrati har delvis været praktiseret i det tidligere Jugoslavien fra begyndelsen af 1950'erne og indtil Jugoslaviens opløsning omkring 1990, dog med store begrænsninger pga. manglende politisk demokrati. I Skandinavien har industrielt demokrati været socialdemokratiske og socialistiske partiers programmæssige udtryk for økonomisk demokrati, dvs. programforslag til statsligt garanterede systemer, som spreder ejendomsretten. Der har dels været modeller for økonomisk demokrati, som har impliceret lønmodtagerindflydelse i form af centrale fonde, dels modeller, der har betydet decentral indflydelse fra medarbejdernes repræsentanter i den enkelte virksomheds økonomiske ledelse. Disse forslag har siden midten af 1980'erne ikke spillet nogen nævneværdig rolle i den samfundspolitiske debat.

For det tredje udtrykker industrielt demokrati en ledelsesform, hvor medarbejdere organiseres i selvstyrende grupper med autonomi i tilrettelæggelsen af det daglige arbejde og til en vis grad i beslutninger om forandringer i det delområde af produktionen, som medarbejderne har ansvar for. Denne form for industrielt demokrati kaldes i dag oftest virksomhedsdemokrati og medfører ikke formelle ændringer i retten til at lede og fordele arbejdet og heller ikke ændringer i forhold til ejendomsretten. De skandinaviske fagbevægelser har fra begyndelsen af 1990'erne lanceret begrebet det udviklende arbejde, der defineres som en vision om, at medarbejdererfaringer og interesser udgør den centrale resurse ved fornyelser i arbejdslivet. Der er ikke udviklet forslag til centrale eller samfundsmæssige ordninger, som kan institutionalisere det udviklende arbejde; dog udtrykker det udviklende arbejde en utopi om mere lønmodtagermagt, også set i samfundsmæssig målestok.

Industrielt demokrati har siden 1950'erne været betragtet som en vej til mere demokrati i samfundet — en indskrænkning i arbejdsgivernes ledelsesmonopol i økonomiske anliggender. Med den nuværende tendens til, at industrielt demokrati glider i baggrunden til fordel for virksomhedsdemokrati, bliver perspektivet forskudt til et lokalt arbejdsmiljø- og/eller produktivitetskoncept.