massesamfund

Begrebet masse i betydningen en stor formløs mængde mennesker har sin oprindelse hos en række europæiske tænkere i slutningen af 1700-t. De iagttog samfundsudviklingen, hvor store omvæltninger som Den Franske Revolution, den industrielle revolution og fremvæksten af storbyerne med indvandring fra land til by fandt sted. De foruroligedes af, hvad de mente at se.

Dette kom sammen med de relaterede begreber massesamfund og massekultur til at være et dominerende tema i samfunds- og kulturanalysen de næste 200 år. De samfundsmæssige ændringer gav anledning til en lang række spekulationer, analyser og teorier om det moderne samfunds karakter, og begrebet masse har ikke mindst optrådt i forbindelse med diskussionen om demokratiets styrke og svagheder. Tænkere og forfattere som Edmund Burke, Louis de Bonald, G.W.F. Hegel, S.T. Coleridge, og A.C. de Tocqueville bemærkede alle, at de traditionelle sammenbindende institutioner som slægtskab, kaste, kirke, lav, landsby og købstad var ved at blive undergravede og udhulede. Det var en tolkning, som også deltes af Karl Marx.

Op igennem 1800-t. kom bekymring ved tanken om en kommende massernes tidsalder til udtryk bl.a. hos Tocqueville, Kierkegaard, Burckhardt og Nietzsche. De så en sådan udvikling som det direkte resultat af demokratiet og dets dyrkelse af majoriteter, af sekularisme og dens nedbrydning af religionen som en forenende kraft, af individualismen og dens splittelse af fællesskabet.

Den fremstående engelske retshistoriker Henry S. Maine var blandt dem, der enten direkte eller underforstået erkendte nedgangen af det organiske samfund, der var præget af fortrolige, vidt udbredte og traditionelt fastlagte bånd, ansvar, forpligtelser og rettigheder, og fornemmede fremvæksten af et stadigt mere komplekst, differentieret, opdelt og upersonligt samfund.

Særligt Tocqueville fremhævede faren for, at der på en og samme gang som et resultat af massesamfundet, og som den eneste måde at styre dette på, ville opstå en statsmagt med en hidtil ukendt centraliseret og alt omfattende magt, en statsform, som han ikke kunne finde noget passende navn for. Som middel mod denne udvikling fremholdt Tocqueville en styrkelse af de frivillige sammenslutninger og af mellemled mellem de lokale samfund og de centrale magtstrukturer for derigennem at styrke demokratiet. Det var idéer, som John Stuart Mill også delte.

Et centralt synspunkt var, at det er inden for rammerne af små grupper, at individerne finder den nødvendige støtte for deres følelsesmæssige eksistens. I sådanne begrænsede grundenheder er individet ikke blot et middel, men et mål i sig selv. Samfundsforskere i det sene 1800-tal som G. Simmel, F. Tönnies og ikke mindst Émile Durkheim var enige om at understrege vigtigheden af frivillige organisationer og mellemliggende strukturer – dvs. mellem individ og stat.

Se også fremmedgørelse, anomi, totalitarisme og Max Weber.