Sociale bevægelser, begreb oprindelig anvendt om socialismen og fascismen, men efter 2. Verdenskrig benyttet bredere som en fællesbetegnelse for en form for kollektiv handling, som er rettet mod mere omfattende samfundsmæssige forandringer og opnåelse af politiske mål uden om eller i samarbejde med etablerede politiske organisationer. I Danmark bruges begrebet både om de folkelige bevægelser fra slutningen af 1800-t. og om 1970'ernes samt 1980'ernes græsrodsbevægelser. I dansk sammenhæng opfattes begrebet som regel positivt og som udtryk for en progressiv kraft. Derfor vælger nogle traditionelle foreninger at betegne sig som en bevægelse. Også foreninger, der i dag er ret traditionelle, betegner ofte sig selv som bevægelser, fx andelsbevægelsen eller fagbevægelsen. Se også forening og folkelige bevægelser.