Faktaboks

Karl Mannheim
Født
27. marts 1893, Budapest
Død
9. januar 1947, London

Karl Mannheim. Tegning af Jack Faragasso, trykt i Lewis A. Cosers Masters of Sociological Thought, 1971.

.

Karl Manheim var en ungarsk-tysk-engelsk sociolog fra første halvdel af 1900-tallet. Han huskes først og fremmest som grundlægger af videnssociologien, der foregik i perioden 1920’erne og 1930’erne. Han er desuden kendt for sociologiske bidrag om ideologier, om generationssociologi og om planlægning.

Biografi

Mannheim blev født og voksede op i en jødisk familie i Budapest, Ungarn. Suppleret med ophold i Berlin, Heidelberg og Paris afsluttede han i Budapest i 1919 studier i filosofi, litteratur og sociologi. Med sin jødiske baggrund valgte han i 1920 at gå i eksil i Tyskland af frygt for tiltagende antisemitisme, efter at Horthy-regimet kom til magten i Ungarn.

I Tyskland fik Mannheim kontakt med sociologiske kredse omkring brødrene Alfred og Max Weber, først i Heidelberg og senere i Frankfurt am Main, hvor han blev professor i sociologi i 1929. Det var i disse år, han blev optaget af studier af ideologier og videnssociologi, der resulterede i hans mest kendte og i datiden meget læste værk, Ideologie und Utopie (1929; udvidet engelsk udgave Ideology and Utopia, 1936).

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 måtte Mannheim atter en gang flygte i eksil, denne gang til London, først London School of Economics, senere University of London, hvor han blev professor i 1946, et år før sin død.

Ideologier, utopier og viden

Mannheims hovedværk ”Ideologi og utopi” fik størst indflydelse gennem den engelske udgave Ideology and Utopia fra 1936. Selvom det ikke direkte fremgår af titlen, indeholder bogen sociologi om såvel ideologier og utopier som om viden, dagligdags såvel som videnskabelig.

Når Mannheim bringer disse områder i idé- og tankeverden sammen, er grunden, at han mener, at de i praksis er forbundne kar. De har også det til fælles, at de er påvirket og præget af deres samfundsmæssige rødder, deres eksistentielle basis (som Mannheim kaldte det) i sociale klasser, historisk periode og kontekst, særlige generationserfaringer, livsformer og livsbetingelser.

Mannheim er opmærksom på, at der herved opstår kontroversielle og vanskelige spørgsmål af erkendelsesteoretisk art vedrørende muligheder for objektivitet og universelt gyldige sandheder, som han måtte forsøge at besvare.

Mannheims begreber om ideologi og utopi

Mannheims ideologibegreber drejer sig om politiske ideologier, og er inspireret af Karl Marx’ teori om økonomisk basis og politisk-ideologisk overbygning. Mannheim ser ideologi som en funktion af en særlig måde at leve på, som følger af den historisk bestemte position, man har i den sociale struktur. Men han overskrider Marx’ model ved at inddrage andre forhold end socio-økonomiske klasser. Klasse og økonomiske forhold er nok væsentlige, men dertil kommer forskelle baseret på uddannelse, erhverv, land-by, generationer mv.

Den position man har, skaber særlige syn på verden og særlige begrænsninger, som er forbundet med de interesser, der udspringer af den position, man har. Interesser varierer på forskellige dimensioner, herunder med hensyn til at bevare eller ændre det bestående, hvilke ændringer der er ønskværdige, og hvordan de i givet fald skal gennemføres.

Ideologier kan også i varierende grader være forbundet med utopier, fremtidsvisioner om det ideelle samfund. Han analyserede ideologiske og utopiske særtræk ved de den gang mest fremtrædende ideologier: konservatisme, liberalisme og kommunisme (socialisme). Kristendommens forestillinger gennem historien om Kristi genkomst og tusindsårsriget er et fjerde eksempel på utopisk tænkning, som Mannheim også undersøger.

Ideologier og viden

Når det kom til relationerne mellem ideologi, utopi og viden, gik Mannheim ud fra, at der i filosofisk og erkendelsesteoretisk forstand nok er tale om forskellige domæner, men at det i det levede liv ikke er muligt at opretholde vandtætte skotter. Det gælder ikke blot dagligdags viden, der er baseret på egne erfaringer og overleveringer, men også i et vist omfang videnskabeligt frembragt og testet viden.

Mannheim drog et skel mellem naturvidenskaber og matematik på den ene side, og samfundsvidenskaber og humaniora på den anden side. Sidstnævnte faggrupper var mest udsat for ideologiske begrænsninger og skævheder.

Tre grader af ideologisering

Han anvendte endvidere en sondring mellem tre grader af ideologisering, efter hvor meget ideologien omfatter. ”Det partikulære” ideologibegreb omfattede kun et afgrænset område, hvor en gruppe tilhørende bestemte positioner i deres tænkning systematisk kom til at fordreje eller udelade bestemte fakta, der stred mod deres interesser. Det kunne være bevidst eller ubevidst. Heroverfor, på næste trin, kom det ”totale” ideologibegreb, hvor bindingen til social basis gjaldt hele tankeuniverset, men kun indenfor bestemte grupper, fx en klasse, eller i en bestemt periode.

Typisk ville man tilskrive modparten i en ideologisk kamp at være underlagt ideologi, totalt eller måske kun partikulært. Det tredje og mest omfattende var ”det generelle og totale” ideologibegreb, hvor tankeuniverser overalt i historien i alle grupper, også ens egen, opfattes som bestemt af ydre samfundsforhold.

Relativisme og relationisme

Mannheim var fuldt klar over de erkendelsesteoretiske problemer, hans videnssociologi medførte, navnlig hvis man opererede med det generelle totale ideologibegreb, nemlig problemer om relativisme hvor gængse videnskabelige krav om objektivitet og universalisme bliver opløst.

Mannheim gav ikke nogen endegyldig løsning på disse spørgsmål, men hans angrebsmåde kan forklares gennem begrebet relationisme, som han indførte i stedet for relativisme. Hans antagelse var, at videnssociologien netop ved at opdage og vise karakteristiske begrænsninger og ideologiske ladninger i begreber, teorier og analyser, betinget af forskellige positioner, kunne medvirke til, at man kunne frigøre sig og overskride begrænsningerne. Relationisme dækker over denne metode, altså at afsløre begrænsninger ved at søge efter påvirkninger fra eksistentiel basis. Videnssociologien skulle dermed have en slags terapeutisk funktion i den videnskabelige udvikling frem med stadigt mere objektive resultater.

Dette kunne virke som at ”gå efter manden i stedet for efter bolden”, men sådan må det ikke forstås. Mannheim understregede, at man ikke kan slutte fra ophav i en bestemt position til en vurdering af, om det er sandt eller falsk. Han søgte dermed at fastholde sondringen mellem genese (oprindelse) og justification (eftervisning af sandhed) af viden, at man ikke kan slutte fra genese til gyldighed.

Den fritsvævende intelligentsia

Alligevel blev Mannheims videnssociologi fortsat udsat for kritik. Kritikken var, at man er nødsaget til at forudsætte, at videnssociologen i mindre grad end de samfundsforskere, hvis resultater man studerede, var underlagt ideologiske begrænsninger. Altså at videnssociologen var privilegeret ved ikke at være underlagt det generelle totale ideologibegreb, således at det kun var ”alle andre”, der var under ideologiske begrænsninger. Videnssociologen selv var hævet over disse.

Mannheim indførte faktisk en antagelse om, at det fandtes en sådan særlig gruppe, der var relativt ubundet af social position, hævet over klassekonflikter, og som dermed var privilegeret med særlige potentialer for erkendelse. Han kaldte denne gruppe ”fritsvævende intelligentsia”. Det er ret indlysende, at dette begreb og antagelserne bag blev udsat for kritik.

Kildekritik og forskningens uafhængighed

En rationel pointe er dog, at afdækning af bindinger til bestemte partikulære interesser eller positioner kan være en hjælp til at lede på sporet af erkendelsesmæssige begrænsninger, blinde pletter og skævheder i teorier og analyser. Det kan ses som analogt med kildekritik i journalistik og historiske videnskaber. En anden rationel pointe er, at det er en rimelig antagelse, at det er muligt at indrette institutioner, så de er mere uafhængige af særinteresser og mere robuste mod pression og bestikkelse analogt med, hvad man tilstræber for domstole i demokratiske retssamfund.

Mannheims generationssociologi

Et andet område, hvor Mannheim ydede en pionerindsats, var i studiet af generationer. Han gik ud fra den simple konstatering, at i en foranderlig verden gennemlever forskellige fødselsårgange forskellige erfaringer, hvilket præger deres tankeverden, følelsesliv, syn på verden og politiske holdninger.

I et essay fra 1928, ”Das Problem der Generationen” (engelsk udgave 1952: "The Problem of Generations") definerede Mannheim en generation som en kohorte (dvs. et antal samhørende fødselsårgange), der vokser op og modnes på samme tidspunkt og i samme geografiske område, således at de påvirkes af samme historiske begivenheder. Især de formative ungdomsår anså Mannheim for afgørende.

Andre felter

Mannheims studier af ideologier og deres rolle var udsprunget af de hårde ideologiske modsætninger i tiden mellem de to verdenskrige. Fra slutningen af 1930’erne blev han i stigende grad i flere publikationer optaget af, hvordan sociologi og andre samfundsvidenskaber kunne bidrage til at overskride ideologiske konflikter og begrænsninger gennem udvikling af viden om planlægning og sociale teknologier. Dette var teorier og tidsdiagnoser, der vandt udbredelse og pegede frem mod de forestillinger om ideologiernes død, der prægede reformperioden efter 2. Verdenskrig fra omkring 1950 og nogle årtier frem.

Læs mere i Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig