Max Weber (tysk sociolog)

En metodologisk nydannelse var Webers idealtypebegreb. En idealtype dannes ved, at forskeren udvælger elementer fra virkeligheden, der forekommer særlig betydningsfulde, og kombinerer dem til et meningsfuldt hele. Weber anvendte jævnligt idealtyper, når han behandlede centrale samfundsfænomener.

Webers studie var grundlæggende historisk. Men i sin konklusion trak han linjerne op til det moderne kapitalistiske samfund. Her var den oprindelige ånd efter hans mening forsvundet, så arbejdet ikke længere var et kald, men en stålhård ramme for tilværelsen. Det er ofte senere blevet kaldt rationalitetens eller kapitalismens jernbur.

I indledningen til sine samlede religionssociologiske studier, Gesammelte Aufsätze zur Religionssoziologie (1920-1921, på dansk Samlede Religionssociologiske Afhandlinger) spørger Weber, hvorfor det kun er i den vestlige kultur, at rationelle træk inden for en række centrale områder – frem for alt den kapitalistiske økonomi – er kommet til fuld udfoldelse.

Han søger svaret på dette spørgsmål gennem studier af andre verdensreligioner end kristendommen, bl.a. hinduismen, konfucianismen og jødedommen. Herved når han til den konklusion, at det kun er i Vesten, at man finder en praktisk-rationel livsførelse, som den, han beskriver i afhandlingen om den protestantiske etik.

Weber definerede aldrig præcist, hvad han mente med ”rationalitet”. Men han understreger, at rationalisering kan ske ud fra meget forskellige grundsynspunkter.

Det var en fundamental opfattelse hos Weber, at de forskellige værdier ( fx. sandhed, skønhed, retfærdighed, moral, eller erotisk kærlighed) som et individ kan orientere sit liv efter, i yderste instans er uforenelige.

Til en gyldig forklaring kræves dog endvidere, at den sociale handlen med en vis sandsynlighed vil forløbe i overensstemmelse med forskerens forståelse. Weber lægger afstand både til den rent naturvidenskabelige forklaringsmodel og til tanken om en speciel ”åndsvidenskabelig” forståelse og forklaring, der alene baseres på intuition og indlevelse.

Webers analyser er principielt baseret på metodologisk individualisme. Det betyder, at samfundsmæssige fænomener altid i sidste instans kan føres tilbage til, og skal forklares ud fra, enkelte individers handlinger.

Weber sondrer mellem fire typer (idealtyper) af social handlen:

1. formålsrationel handlen (baseret på afvejningen af forskellige handlemuligheder som midler til opnåelsen af et mål, som er rationelt tilstræbt)
2. værdirationel handlen (bestemt af den handlendes tro på den ubetingede værdi af en adfærd, uanset konsekvenserne)
3. affektiv handlen (affødt af umiddelbare følelsestilstande)
4. traditionel handlen (vanemæssig).

At de to førstnævnte er rationelle typer betyder ikke, at social handlen i virkelighedens verden oftest er eller bør være rationel. Men de rationelle typer er særlig lette at konstruere for forskeren, der så i sin analyse kan bruge dem som målestok for graden af rationalitet i den faktiske handlen.

I Wirtschaft und Gesellschaft analyseres og gennemarbejdes herudover en række sociologiske grundbegreber. Det store samleværk indeholder således en indgående drøftelse af økonomisk sociologi, af begreberne klasse og stand (statusgruppe), af retssociologiske emner og af byens sociologi.

En musiksociologisk studie blev udgivet separat efter Webers død.

Denne lydighed kan efter omstændighederne være baseret på formålsrationelle eller værdirationelle overvejelser. Eller den kan være udtryk for ren vane. Hvis herredømmet skal have en tilstrækkelig grad af stabilitet, må det imidlertid opfattes som legitimt af undersåtterne.

Weber skelner mellem tre typer af legitimt herredømme:

1. Det traditionelle, der bygger på, at lederen i sit herredømme er bundet af den tilvante, overleverede tradition.
2. Det legale, hvor der herskes i overensstemmelse med vedtagne, upersonlige love og regler.
3. Det karismatiske, hvor lederen kræver lydighed i kraft af at være indbegrebet af noget ekstraordinært og forbilledligt.

I Wirtschaft und Gesellschaft drøfter Weber forskellige herredømmeformer. Han definerer i denne forbindelse staten som en politisk sammenslutning, der hævder et monopol på legitim fysisk tvang (fx. politi og fængsler) inden for et bestemt geografisk område. Når staten er i stand til at hævde dette monopol, skyldes det eksistensen af et bureaukrati, altså en forvaltningsstab. Dette bureaukrati opfatter han som en central del af herredømmet, specielt det legale herredømme.

Weber understreger, at bureaukratiet ikke kun er relevant for den offentlige forvaltning, men også for private (specielt store) organisationer og institutioner.

Han udarbejder en detaljeret idealtype af et upartisk og effektivt fungerende bureaukrati.

Nogle af de væsentligste træk i denne idealtype er:

• Der er en skarp adskillelse mellem privatsfæren og embedet.
• Der er et fast embedshierarki med fastlagte kompetencer.
• Den ansatte udvælges efter faglige kvalifikationer og får en fast aflønning.
• Den ansatte er underkastet en streng embedsdisciplin.

Weber betragter bureaukratiet som uundværligt i store organisationer. Men samtidig er han bekymret over den stærke stilling, som det derigennem kommer til at indtage. Efter hans mening kan konsekvensen være, at det udvikler sig til at blive en selvstændig magtfaktor i samfundet.

Han understreger i denne forbindelse, at den rendyrkede bureaukratiske mentalitet gør bureaukrater tilsvarende uegnede som politikere.