Émile Durkheim

David Èmile Durkheim (som var hans fulde navn) voksede op i en jødisk familie og var oprindeligt tiltænkt at skulle blive rabbiner som faderen. I sine unge år vendte han sig imidlertid bort fra jødedom og religiøs tro for ikke at vendte tilbage.

Han blev optaget på det fornemme Ècole Normale Supérieure i Paris, hvorfra han i 1882 udgik med eksamen i filosofi. Efter nogle år med gymnasieundervisning tog han på studieophold i Tyskland, hvor sociologi fandtes rudimentært ved enkelte universiteter, for at studere behov og muligheder for empiriske studier af sociale faktorers betydning for normer, ordnet socialt liv og integration.

Durkheim har markant formuleret, hvad han mener er basis for en sociologisk videnskab: der findes objektive sociale fakta, og disse kan og skal studeres som ”ting”. Sociale fakta eksisterer uafhængigt at individer, og udøver ”tvang” over individerne. ”Tvang” skal her forstås som det sociale pres, individerne udsættes for gennem moral, indsocialiserede normstrukturer, hierarkier, gruppeforventninger osv. Durkheim var holist i sit syn på relationen individ-samfund: Samfundet kommer først, det udgør en helhed, et virkelighedsniveau med egne egenskaber og lovmæssigheder, som ikke kan forstås som blot summen af individerne.

Dette betyder ikke, at menneskers egen bevidsthed og deres opfattelser er ligegyldige, men blot at dette ikke er tilstrækkelige til at forklare handlinger, hændelser og processer i samfundet.

På Durkheims tid var en udbredt frygt, at overgangen fra traditionsbundne landbrugssamfund til moderne industrisamfund med revolutionerende teknologi, stigende arbejdsdeling, urbanisering og vandringer ville true samfundets sammenhængskraft. Voksende diversitet og foranderlighed ville splitte bevidsthed om fælles livsgrundlag og solidaritet. Durkheim brugte begrebet kollektiv bevidsthed.

Det var det problem, Durkheim tog op i bogen om arbejdsdeling fra 1893 (De la Division du travail social). Hans svar var, at splittelse og konflikter ikke nødvendigvis behøvede at blive resultatet. Der kunne dannes en ny form for kollektiv bevidsthed og solidaritet, måske endog stærkere den traditionsforankrede. Han indførte her en sondring mellem to grundformer for solidaritet: mekanisk solidaritet og organisk solidaritet.

Selvmord betragtede Durkheim som det ekstreme krisetegn for solidariteten, hvor individer bryder totalt med samfundet. Årsagerne skal søges i samfundsforhold, ikke fx psykologisk, og Durkheim identificerer fire hovedtyper.

De to første er egoistisk og anomisk selvmord. De følger af ”for svagt samfund”, og er især udbredt i moderne samfund. Kollektive værdier og normer er for svage med meningstab henholdsvis normløshed som resultat. De to øvrige er altruistisk og fatalistisk selvmord. Her kan man tale om ”for kraftigt samfund”: mennesker underlægges i for høj grad fællesskabet uden plads for egne værdier og handlefrihed. Disse former er mere typiske for traditionelle samfund.

Durkheim sidste hovedværk Les formes elementaires de la vie religieuse (1912) byggede på antropologiske undersøgelser af religiøse skikke og myter hos den australske urbefolkning. Særligt interesserede han sig for spaltningen i menneskers virkelighedsopfattelse i to verdener: den profane og den sakrale, og den integrerende kraft, der kan udspringe af hellige symboler og ritualer. Grundteser var, at ærefrygt for kraften af hellige symboler og deltagelse i ceremonier og ritualer skaber respekt for fællesskabet. Når man dyrker det hellige, dyrker man samfundet.

Durkheim forventede fortsat sekularisering, og det rejste spørgsmålet, om der findes skikke og institutioner i moderne sekulariserede samfund, der kan overtage religionens rolle. Videnskabelig viden kan måske få en tilsvarende autoritet, men kan ikke erstatte den følelsesmæssige kraft og entusiasme, forbundet med det hellige. Durkheim fandt aldrig overbevisende svar.

Durkheim havde mange elever og som nævnt kom hans sociologi til at danne skole. En af hans efterfølgere i Frankrig var nevøen Marcel Mauss, andre var Claude Levi-Strauss og Ferdinand de Saussure. I USA var det indflydelsesrige sociologer som Talcott Parsons, Robert K. Merton og Robet N. Bellah. Hans sociologi blev fra 1960’erne kritiseret for at lægge for stor vægt på integration og strukturelle faktorer i forhold til konflikt og de enkelte individer, men udgør fortsat inspirationskilde.