funktionalisme

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

funktionalisme, inden for samfundsvidenskaberne teoretisk retning i 1900-t., hvorunder man studerer sociale fænomener i deres gensidige sammenhæng. Grundsynet er, at elementer i det sociale liv såsom vaner, normer, sociale institutioner og trosforestillinger skal forstås ud fra de opgaver, funktioner, de varetager for helheden. Funktionalisme knytter sig til 1900-t.s bestræbelser i virksomheder og i samfundet som helhed på at indrette sig rationelt, dvs. med en planmæssig samordning af funktioner.

Funktionalisme har rødder langt tilbage i samfundstænkningen, bl.a. i beskrivelser af samfundets opbygning og funktioner med analogier til biologiske organismer; de har været anvendt siden antikken og blev udbredte i 1800-t. Den britiske tænker Herbert Spencer drog fx analogier mellem udviklingen af arbejdsdeling mellem forskellige samfundssektorer og bestemte organer i biologiske organismer såsom fordøjelses-, bevæge- og sanseorganer. Og Émile Durkheim mente, at den stigende arbejdsdeling i moderne samfund ville kunne skabe en organisk solidaritet i samfundet. Hvis solidariteten svækkes, fx fordi det moralske fællesskab ikke kan følge med de økonomiske forandringer, kan der opstå en tilstand af normløshed (anomi).

Kritik. Funktionalismen var fremtrædende i samfundsvidenskaberne fra 1920-70, men blev i løbet af 1960'erne kritiseret for at være ude af stand til at kunne forklare forandring og for at overse de enkelte menneskers frie valg og handlemuligheder. Den blev også betragtet som et forsvar for de bestående forhold, bl.a. ved at forklare disse forhold ved de formål, de tjener, altså deres gavnlige virkninger.

Funktionalistisk sociologi

opnåede sin stærkeste position i perioden ca. 1945-70, navnlig i amerikansk sociologi, hvor de førende repræsentanter var Robert King Merton og Talcott Parsons.

I den tidlige funktionalistiske sociologi gik man ud fra, at samfundet som helhed var en funktionel enhed, hvor alle elementer udførte en funktion, og alle var nødvendige for helhedens overlevelse. Social ulighed ville fx altid findes i ethvert samfund, fordi den gavner samfundets overlevelsesevne ved at sikre fordelingen af de bedst kvalificerede personer til de mest krævende samfundspositioner.

Merton kritiserede forestillingen om, at alle samfundselementer skulle være funktionelle, og indførte i stedet en sondring mellem funktioner, det gavnlige for helheden, og dysfunktioner, det skadelige. Desuden skelnede han mellem latente, utilsigtede/uerkendte, og manifeste, erkendte/tilsigtede funktioner. Funktionalistisk sociologi blev herigennem udviklet til en analytisk metode, der kunne anvendes i empiriske undersøgelser af samfundets institutioner, deres virkemåde og rolle i forhold til andre institutioner, fx familien, uddannelse, politiske institutioner og massekommunikation. Et eksempel er Mertons analyser af afvigende adfærd og anomi; Merton mente, at anomi kan opstå, hvis de værdier, der indlæres i opdragelsen, lægger meget stor vægt på succes og præstationer, samtidig med at de sociale strukturer ikke giver de enkelte individer tilstrækkelige muligheder for at opnå det.

Strukturfunktionalismen er betegnelsen for Parsons' teoretiske bidrag. Han mente, at det var muligt at udpege nogle helt almene funktionelle krav eller samfundsmæssige behov, som nødvendigvis måtte varetages i ethvert socialt system: tilpasning til omverdenen, opnåelse af kollektive mål, integration samt opretholdelse af kulturelle værdier og forestillinger. Strukturfunktionalismen redegør for, hvorledes forskellige samfundsinstitutioner i et samspil bidrager til at opfylde disse krav.

Inden for marxistisk teori har funktionalistisk sociologi også spillet en rolle, fx når man siger, at samfundets ideologiske overbygning er indrettet, så den understøtter de rådende klasseforhold. I det hele taget indgår funktionalistisk sociologis grundsyn i store dele af moderne samfundstænkning.

Fra sidst i 1960'erne blev funktionalismens indflydelse i sociologien svækket betydeligt for en periode. Fra begyndelsen af 1980'erne vandt den imidlertid igen frem, og en neofunktionalisme opstod, bl.a. fremført af J. Alexander og N. Luhmann. Dens program er især at lægge større vægt på de enkelte individers handlinger og på kulturel mangfoldighed og forandring. Det funktionalistiske grundsyn ser således ud til fortsat at have en plads i sociologien.

Funktionalistisk antropologi

Funktionalismen har fra 1920'erne til 1950'erne især præget britisk socialantropologi. Den blev her udviklet af Bronisław Malinowski og A.R. Radcliffe-Brown, som begge var påvirket af Durkheim. De fremhævede studiet af elementer i deres samtidige sammenhæng i modsætning til det historiske studium af deres oprindelse og spredning. Begge betragtede fænomener som integreret i en større helhed. For Malinowski var en institutions funktion dens bidrag til tilfredsstillelsen af menneskelige behov. Radcliffe-Brown, der fik den største indflydelse, lagde vægt på institutioners funktion for opretholdelsen af den sociale struktur. I antropologien kaldes denne retning derfor strukturfunktionalisme, svarende til funktionalismen inden for sociologien. En amerikansk retning fra 1960'erne anført af Roy Rappaport (1926-97) og påvirket af systemteori har fået betegnelsen økofunktionalisme. Den opfattede institutioners funktion som deres bidrag til at opretholde et økologisk system.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
07/10/2013
Oprindelige forfattere
HeiAn
30/01/2009
Liep
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki