Kultursociologi optræder i to forskellige betydninger: 1) som betegnelse for det delområde inden for sociologien, der særligt har kultur som studieobjekt, og 2) som betegnelse for en selvstændig retning og angrebsmåde inden for sociologien.

Den sidstnævnte betydning er af ældre dato og nu ret sjældent forekommende i international litteratur. I Danmark har den tidligere været særligt anvendt, fordi kultursociologi af historiske grunde fandtes som selvstændigt magisterstudium fra 1965 til 1994, ved siden af sociologi. Fremstillingen her tager alene udgangspunkt i den første betydning.

Kultursociologi som sociologisk delområde

Kultursociologi er det delområde indenfor sociologien, der beskæftiger sig specielt med kulturlivet som en særlig komponent i det sociale liv. Begrebet kultur rummer et bredt spektrum af betydninger, rækkende fra finkultur og menneskers personlige dannelse gennem opdyrkning og forfinelse af videnskab, kunst, arkitektur og skønlitteratur til alle former for populærkultur, massekultur, folkeliv og brug af kollektive symboler i hverdagslivet. Kultur studeres indenfor mange forskellige fag og ikke blot i fag om mennesker. Gennemgangen i det følgende afgrænses til sociologiens brug af begrebet.

Sociologiske teorier om kultur

Som sociologisk begreb har kultur rødder to steder: Dels i den tyske idealistiske filosofi og de fremvoksende hermeneutiske åndsvidenskaber siden omkring år 1800 og dels i den britisk-amerikanske kulturantropologi fra slutningen af 1800-tallet.

Kulturbegrebet er beslægtet med det lige så bredt favnende begreb civilisation. I tysk litteratur blev termerne "Kulturwissenschaft" (kulturvidenskab) og "Geisteswissenschaft" (åndsvidenskab) ofte anvendt næsten ensbetydende og synonymt om det, vi kalder ”humaniora”, hvilket viser bredden i begreberne. Som meningsfortolkende videnskaber blev kulturvidenskaber erkendelsesteoretisk sat overfor naturvidenskaber.

Det åndsvidenskabelige og det kulturantropologiske kulturbegreb

Det tyske kulturbegreb fra det tidlige 1800-tal byggede på ideer om nationale fællesskaber, formet omkring åndelige værdier, kollektive følelser, fælles sprog og fælles historie. ”Kultur”, ”kultivering” var grundlag for personlig dannelse. Det var ord med en elitær klang og med positiv værdiladning. Kulturer lod sig rangordne efter grad af udvikling og forfinelse, fx i kunst og videnskab, jf. ældre udtryk som ”højkultur” overfor ”folkekultur”, ”primitive kulturer”.

Heroverfor var det kulturantropologiske kulturbegreb kendetegnet ved at omfatte hverdagsliv i fuld bredde, herunder indlærte sociale livsformer og fælles normer, ritualer mv. Man analyserede symboler og udtryksformer for tro og religiøse forestillinger, moral, myter og kunst. Også materielkultur, dvs. redskaber, bolig, husgeråd mv. har indgået i antropologiske kulturstudier.

Tidligere antropologiske kulturteorier har været forbundet med evolutionsteori, altså udvikling fra lavere til højere kulturformer. Senere har værdirelativisme været fremherskende, altså en opfattelse, der hævder at det ikke er muligt videnskabeligt at rangordne efter udviklingsstade.

Fælles for disse forståelser af kultur er for det første, at de betoner mening, betydning, sprog og symboler som et univers eller et relativt selvstændigt lag i sig selv. For det andet, at kultur betragtes som noget fælles, som er med til at binde samfundet sammen. Og for det tredje, at kultursociologi må anvende meningsfortolkende metoder, og som dermed må bygge på et andet erkendelsesteoretisk grundlag end naturvidenskaber.

Nogle teoretikere opererer ligefrem med en sondring, hvor ”kultur” sættes overfor og udenfor ”samfund”. Mere almindeligt er det dog at betragte kultur som en enkelt del af hele samfundet.

Tre nyere sociologiske teorier om kultur

I sociologiens tidlige perioder blev kulturbegrebet anvendt ret implicit som samlebegreb for viden, kunst, æstetik, religion, moralforestillinger, ideologier mv., uden at man systematisk søgte at eksplicitere kulturbegrebet som sådan og indarbejde det i den samlede teoriramme. Sådanne bestræbelser kom først fra omkring midten af 1900-tallet. Her skal omtales tre af dem, der fik størst indflydelse.

Talcott Parsons indfører kultur i systemteoretisk ramme

Talcott Parsons var den, der indførte systemteori i sociologien og blev ophavsmand til den meget udbredte teori siden 1950’erne og flere årtier frem: strukturfunktionalismen. Her fik kulturbegrebet en central plads.

Parsons underopdelte det sociale system som helhed (”samfundet”) i fire delsystemer, der hver varetager vigtige og nødvendige funktioner for opretholdelse af samfundet som helhed: det kulturelle, det politiske, det samfundsmæssige (civilsamfundet) og det økonomiske delsystem.

Parsons søgte så at bestemme et helt abstrakt og generelt kulturbegreb ud fra de funktioner, kulturen skal varetage. Kultur skal levere et meningsfuldt og sammenhængende symbolsk univers, ud fra hvilket mennesker kan tolke deres liv og omverden, således at der skabes tilslutning til fælles værdier, normer og trosforestillinger, samt solidaritet og loyalitet.

Parsons: Kultur omfatter viden, æstetik, moralske værdier og "konstituerende symbolisme"

Parsons identificerede fire komponenter i det symbolske univers. De tre første er kognitive ideer og forestillinger (viden), ekspressive symboler (kunst, æstetik mv.) og moralske værdisystemer. Den fjerde komponent kalder Parsons ”konstituerende symbolisme”, som består af de forestillinger, der kan give svar på helt basale eksistentielle spørgsmål – meningen med kosmos og livet, individualitet i forhold til fællesskaber, tolkning af lidelse, ondskab og uretfærdighed overfor godhed, barmhjertighed og medmenneskelighed, døden osv.

Det er spørgsmål, som historisk især har været bearbejdet i religiøse tolkningsrammer, og Parsons rejser, ligesom andre før og efter ham, det spørgsmål, om der i moderne samfund i takt med sekularisering og øget mangfoldighed kan findes alternativer til religion, som kan svare på disse eksistentielle spørgsmål, uden at komme i konflikt med de øvrige komponenter, altså fx videnskab og (sekulariseret) moral og lovgivning. Han nåede ikke frem til et klart og simpelt svar, men pegede i retning af stadigt mere universalistiske og vidtfavnende værdiabstraktioner i moderne samfund som udtrykt i fx erklæringer om menneskerettigheder.

Parsons opfattede de fire delsystemer som ordnet i et styringshierarki, hvor kultur rangerede højest. Fortolket bogstaveligt og forenklet indebar det, at værdierne har den overordnet styrende rolle i samfundet, inden for de rammer, som de ydre materielle vilkår sætter.

Habermas: kultur er en del af livsverden

Jürgen Habermas forholdt sig kritisk til Parsons’ systemteori, og var ophav til en teori, der som fik udbredt indflydelse. I det store værk Theorie des kommunikative Handelns (1981) udformede Habermas en teoretisk ramme om moderne samfund med to analytiske perspektiver: system og livsverden.

Når det gjaldt økonomi og politik, fulgte han Parsons’ systemteoretiske angrebsmåde, men han tog til gengæld kraftigt afstand fra at betragte kultur og samfundsmæssigt fællesskaber som objektive systemer, der skulle være bestemt af deres funktioner i forhold til helheden. Kultur og fællesskaber udgør sammen med menneskers personligheder deres – subjektivt meningsfulde – livsverden. Livsverdenen er verden set indefra, fra et deltagerperspektiv, og den kan som sådan kun opretholdes gennem kommunikation og størst mulig frit argumenterende samtale. Habermas’ teori har dermed en eksplicit normativ kerne, der er orienteret mod personlig og kollektiv frihed.

Hos Habermas optræder kultur således som en ud af tre delkomponenter i livsverdenen. De to øvrige er samfund, som Habermas definerer som de sociale relationer, der ideelt skal skabe tilhørsforhold og solidaritet, samt personlighed, der danner grundlag for personlig identitet indenfor et fællesskab.

Kultur som forråd af viden

Kultur definerer Habermas som det forråd af viden, som deltagere råder over, når de skal forstå sig selv og andre, såvel som når de skal gøre sig forståelige i det sociale liv. Viden skal forstås i meget bred forstand, om historie, samfundsforhold, leveforhold, politik, natur mv. Det kan være videnskabeligt forankret viden, men omfatter også viden baseret på overleveret hverdagsviden og fortællinger, såvel som religiøse tolkninger af verden og viden baseret på personlige erfaringer.

Systemet kan kolonisere livsverdenen

Hvis kommunikation underordnes systemkrav, fx på grund af massekulturens kommercielle interesser eller autokratisk politisk magt, der styrer kommunikationen efter strategiske mål eller ved direkte at begrænse ytringsfriheden, vil det forvride kommunikationen og skade integration og solidaritet. Habermas taler om, at systemet koloniserer livsverdenen.

Fri kommunikation øger oplysning, integration og solidaritet

På den anden side, når kultur er en del af en livsverden, der skabes og vedligeholdes gennem kommunikation, betyder det også, at deltagerne kan bearbejde og udøve kritik med mulighed for at skabe ny viden, skabe større afklaring, nye tolkninger af traditioner og øget gensidig forståelse. Det forudsætter frie rammer og lighed i adgang til viden og til at deltage i kommunikation, og det øger muligheder for social integration og solidaritet.

Bourdieu: kultur er en form for kapital

Pierre Bourdieu har siden 1970’erne arbejdet med en begrebsramme, der er inspireret af Karl Marx’s teori om kapital. Hvor Marx kun taler om økonomisk kapital, har Bourdieu flere former for kapital. Kapital er hos Bourdieu ressourcer, som aktørerne kan udnytte strategisk i konkurrence og kamp om positioner og goder i samfundet.

En af disse kapitalformer er kulturel kapital, som omfatter en vifte af både intellektuelle og kropsligt indlejrede kompetancer, viden, sprog, koder, stil, omgangsformer, manerer og smag. Dertil kommer besiddelse af kunstgenstande, bøger og andre håndgribelige ting, som gennem deres symbolske udstråling kan skille ud og give fortrin i kamp om positioner. Noget er blevet indlejret i personens habitus, måde at være på, herunder direkte i kroppen, gennem socialisering, indlæring og træning under hele opvæksten, påvirkninger fra miljø, undervisning, kammerater osv.

Kulturel kapital og ulighed

Dette kulturbegreb er nøje forbundet med Bourdieus teori om ulighed og klasser. Kultur indgår i skabelse af kollektive identiteter og indgår, bevidst eller ubevidst, i opretholdelse af skel mellem elite og ”masse”, de øvrige lag i befolkningen, mellem center og periferi og mellem forskellige nationaliteter og etniske grupper mv. Ulige fordeling af kulturel kapital giver ulighed i livschancer, fx i uddannelsesmuligheder, og ikke blot på grund af præstationer, men også gennem afsmitning på de kriterier, der anvendes ved prøver og eksaminer. Via uddannelsessystemets sorterings- og selektionsmekanismer kommer kulturel kapital derved til at spille en nøglerolle i reproduktion af samfundets klassestruktur. Kultur har klassespecifikke egenskaber, der markerer og vedligeholder forskelle.

Empiriske felter

I litteraturen er der flydende overgang mellem, det der her omtales som kultursociologi, og hvad der omtales under andre betegnelser, såsom ”kulturstudier”. Kultur som beskrevet her findes over alt i det sociale liv og bliver studeret på mange felter. Studierne drives ofte på tværfaglig basis, hvor flere discipliner indgår, og kultursociologi henter inspiration, begreber og metoder fra flere kilder, navnlig humanistiske, filosofiske og æstetiske fag og teorifelter som strukturalisme, poststrukturalisme, lingvistik, semiotik samt specifikke felter som medie- og filmvidenskab som de vigtigste.

Kultursociologiske studier har været i kraftig vækst de seneste årtier. Ud over de klassiske kerneområder, kunst, litteratur, film, arkitektur, museer, medier og sport er en række nye områder dukket op. Man studerer udbredelse i befolkningens viden og forbrug af disse kulturelle produkter, dens holdninger og vurderinger af institutioner, formidlingskanaler og sammenhænge med politiske holdninger og ideologier mv.

Nye områder dukkede op fra starten af 1980’erne, hvor man begyndte at udvide feltet med studier af kultur indenfor virksomhedsledelse og organisationer, ekspertkulturer og professionskulturer, således blandt læger, jurister, ingeniører, lærere og officerer. Subkulturer, særligt blandt unge, fx hippier og rockere, protest- og modkulturer, karakteristiske ved dyrkelse af særlige livsstile, påklædning, musik osv. begyndte at dukke op i mange lande allerede fra 1950'erne, men har især været genstand for studier siden 1970'erne. Også særlige kulturer, som findes i kriminelle miljøer, er blevet undersøgt.

Kultur er et følsomt emne i offentlige debatter

Et fænomen, der uden tvivl har øget relevansen af kulturstudier, er den voksende og grænseoverskridende migration i en globaliseret verden, blandt andet som resultat af krige, konflikter og katastrofer.

De integrationsproblemer, der er opstået, forklares ofte med henvisning til forskelle i ”kultur”. I kølvandet har fulgt skærpede politiske debatter, som har ført til meget forenklede og stereotypiserende brug af kulturbegrebet i medier og daglig omtale. Adfærdsformer, skikke og normer, der bryder med gængse flertalsnormer og værdier, påstås at have kulturelle årsager. I ekstreme tilfælde kan det medføre stigmatisering, social eksklusion og ligefrem racialisering efter hudfarve og etnisk herkomst.

Dette er ofte udtryk for en essentialistisk og deterministisk forståelse af kultur, altså en opfattelse af, at kultur er en selvstændig og uforanderlig substans, der styrer menneskers handlinger. Dette er en opfattelse, der kan lede tanken i retning af Parsons’ strukturfunktionalistiske kulturteori i en meget forsimplet og primitiv udgave. Den savner imidlertid grundlag i kultursociologiens resultater.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig