Sociologi. Den amerikanske sociolog Charles H. Cooley.

.

Sociologi. Filosoffen Claudius Wilkens forelæste i sociologi ved Københavns Universitet fra ca. 1880. I bogen Samfundslegemets Grundlove (1881) skrev han, at sociologien vil være mere radikal end mangfoldige saakaldte Fremskridtsmænd, da den intet anerkender som ubetinget helligt, men også i sit inderste Væsen grundkonservativ, fordi den overalt opdager historisk kontinuitet. Wilkens var med til at oprette Folkeuniversitetet og engagerede sig i sociale spørgsmål.

.

Sociologi er en samfundsvidenskabelig disciplin, der studerer det sociale liv for at finde mønstre, sammenhænge og forklaringer. Sociologisk forskning spænder fra studier af sociale processer i mødet mellem enkelte personer over grupper, organisationer og institutioner til samfundet som helhed og globale ændringsprocesser.

Faktaboks

Etymologi
Ordet sociologi er sammensat af socio- og -logi.

Sociologien voksede frem som et selvstændigt fag i løbet af 1800-t. med rødder i filosofi, retsvidenskab og historie. En del af grundlaget fandtes også i den systematiske indsamling af data om befolkningernes sammensætning og livsbetingelser, der var påbegyndt i 1700-t. Sociologiens grundspørgsmål var præget af de samfundsomvæltninger i Europa og Amerika, som fulgte overgangen fra landbrugssamfund til moderne industrisamfund med nye klasser, politiske omvæltninger og vandringer fra land til by og fra Europa til den nye verden.

Betegnelsen sociologi blev indført i 1838 af den franske filosof og polytekniker Auguste Comte, der også udarbejdede filosofiske principper for sociologi som en positiv videnskab, baseret på erfaringer og frigjort fra teologi, metafysik og ideologi; Comte omtales derfor ofte som sociologiens grundlægger.

Den egentlige etablering af sociologien foregik dog først i de sidste årtier af 1800-t., og blandt de betydeligste personer fra denne etableringsfase er englænderen Herbert Spencer, franskmanden Émile Durkheim, tyskerne Ferdinand Tönnies, Max Weber og Georg Simmel samt amerikanerne William Graham Sumner (1840-1910) og Charles Horton Cooley (1864-1929). Også Karl Marx kom til at præge sociologien, selvom han ikke i samtiden blev forbundet med og heller ikke selv henregnede sig til faget.

Teoretiske traditioner og strømninger – den klassiske sociologi

Siden sin dannelse har sociologien været præget af forskellige opfattelser af fagets teoretiske grundlag, metodeidealer og nøjere afgrænsning. Et grundspørgsmål i den klassiske sociologi var, om sociologi skulle søge efter alment gældende lovmæssigheder for det sociale liv analogt med, hvad naturvidenskaber som fx fysik og astronomi gør, eller om målet skulle være at frembringe tolkninger af det sociale liv, som det subjektivt udtrykkes i symboler og handlinger.

Positivisme og holisme

Den første strategi kan føres tilbage til Comtes positivisme, der blev videreført af Durkheim, og til den engelske empirisme, som Spencer repræsenterede. De hævdede, at det sociale skal studeres som ting for at understrege, at det udgør et virkelighedsniveau i sig selv, som ikke kan reduceres til hverken fysisk-kemiske, biologiske eller psykologiske love.

De repræsenterede dermed en holistisk opfattelse af samfundet, også kaldet metodologisk kollektivisme, dvs. det syn, at samfundshelheden og ikke individet er udgangspunktet. Samfundet blev betragtet som en organisme, hvori de enkelte dele er bestemt af deres funktion for helheden.

Meningsfortolkning og individualisme

Den anden strategi var inspireret af den tyske idealistiske filosofi, navnlig fra Immanuel Kant og neo-kantianismen fra slutningen af 1800-t. Her var udgangspunktet, at menneskers handlinger og frembringelser er meningsfulde udtryk for deres subjektive liv, værdier, ønsker, meninger, følelser osv. Meningsfortolkning og indlevende forståelse blev stillet op som modstykke til forklaring ud fra objektivt virkende lovmæssigheder.

Kollektive fænomener såsom organisationer, institutioner, statsdannelser og hele samfund skal ifølge denne teori derfor forstås med udgangspunkt i de enkelte individer og deres handlinger, såkaldt metodologisk individualisme. Den mest fremtrædende repræsentant var Max Weber, der gennemførte studier af bl.a. kristendommens betydning for kapitalismens udvikling, af rationalitetens former og rolle, af magtformer og af bureaukratiet.

Handlings- og kommunikationsfællesskaber

En tredje teoretisk strømning fra den tidlige sociologi udsprang fra den amerikanske pragmatisme. Denne strømning betonede, hvordan kollektiver dannes med udgangspunkt i handlinger i de små sociale sammenhænge, i grupper og i dagligdags interaktion mellem få personer. Symboler, sprog og kommunikationsfællesskaber udvikles som sociale former, der bidrager til, at kollektive handlingsprojekter kan virke.

George Herbert Mead fik stor betydning for udviklingen af mikrosociologien og socialpsykologien med sin teori om dannelsen af det sociale selv gennem udviklingen af en evne til at sætte sig ind i andres roller. Meads teori udgjorde udgangspunktet for det, der senere blev benævnt symbolsk interaktionisme.

Moderne sociologi

Traditionerne fra den klassiske sociologi er blevet videreudviklet i moderne sociologi fra tiden efter 2. Verdenskrig, og der har i stigende grad været bestræbelser på at forene dem. Samfundssynet i efterkrigstiden blev præget af en ret høj grad af optimisme og tiltro til de moderne samfundsinstitutioner og grundværdier, herunder repræsentativt demokrati, uddannelse, vækst, teknologi og videnskab.

Funktionalisme

Et af de store teoretiske synteseforsøg blev påbegyndt allerede i 1930'erne og ledte frem til udviklingen af den strukturfunktionalistiske teori. Den fik en dominerende plads i sociologien i flere årtier, navnlig i den amerikanske, med Talcott Parsons og Robert K. Merton som hovedskikkelser.

Parsons udarbejdede en omfattende teori, der sammenbandt de fleste centrale sociologiske begreber, og grundsynet var, at samfundets forskellige delsystemer og strukturelementer skal analyseres ud fra deres funktioner i forhold til helheden og til hinanden. En anden central antagelse var, at det kulturelle værdimønster udøver en overordnet regulerende funktion, der sørger for integrationen af samfundets forskellige delsystemer i samfundsudviklingen.

Merton udarbejdede en anden form for funktionalisme, der lagde vægt på mindre omfattende teorier for afgrænsede områder af det sociale liv, fx bureaukrati, referencegrupper, anomi, den selvopfyldende profeti, utilsigtede konsekvenser af sociale handlinger, rollekonflikter, sociale afvigelser og videnskab som en social institution.

Denne gren af funktionalismen kom til at spille en stor rolle for empirisk sociologi, ikke mindst med forbillede i den metode, den østrigsk-amerikanske sociolog Paul F. Lazarsfeld anvendte i en række store spørgeskemaundersøgelser fra 1940'erne, bl.a. af vælgeradfærd og indflydelsesfordeling. Funktionalismen er blevet videreført i nyere teoretiske strømninger, bl.a. i den tyske sociolog Niklas Luhmanns teori om selvskabende (autopoietiske) systemer.

Individets handlinger

Som modstykke til denne strukturorienterede angrebsmåde opstod forskellige strømninger, der i højere grad tog udgangspunkt i de enkelte individers handlinger. Den meningsfortolkende tradition blev fra 1930'erne inspireret af den fænomenologiske filosofi, hvilket førte til en angrebsmåde, hvor menneskers subjektive livsverden i dagligdags omgang med andre og hverdagsbevidstheden blev centrale emner.

Hovedskikkelsen var Alfred Schutz. Grundsynet var, at der ud fra fælles erfaringer også dannes en fælles livsverden, en fælles horisont med symboler, betydninger og typifikationer, som oplevelser, handlinger og mening tolkes ud fra. Denne angrebsmåde blev videreført i den sociale konstruktivisme, en strømning, der udsprang af Peter L. Bergers og Thomas Luckmanns (1927-2016) bog fra 1966, The Social Construction of Reality (da. Den sociale konstruktion af virkeligheden: en vidensociologisk afhandling, 2004); heri analyseres, hvorledes hverdagsviden om normer, roller og institutioner konstrueres og skaber rammerne for det sociale liv.

Flere temaer fra den symbolske interaktionisme blev anvendt af Erving Goffman i analyser af rollespillet mellem mennesker i dagligdagen, hvor det sociale selv bliver dannet og opretholdt.

Etnometodologi

En tredje, beslægtet strømning med Harold Garfinkel som central skikkelse er etnometodologi, ordret oversat med 'folkelig metodebrug', hvilket antyder, at fokus i disse studier er de metoder, som folk i dagligdagen bevidst eller ubevidst bruger, når de aflæser, udnytter eller skaber regler i dagligdagens sociale samspil.

teorien om rationelle valg

En fjerde strømning, der havde helt andre inspirationskilder, var teorien om rationelle valg (rational choice theory), der overførte den økonomiske teoris billede af mennesker som rationelle agenter, der vælger det, der bedst tjener egennytten.

Kritisk teori og strukturationsteori

Fra slutningen af 1960'erne bredte der sig mere kritiske syn på samfundsudviklingen, hvilket influerede på faget. Opmærksomheden blev rettet mod emner som uligheder, konflikter og negative virkninger af teknologisk udvikling. Marxistisk teori, som ellers havde spillet en beskeden rolle i sociologien, kom til at øve en betydelig indflydelse fra midten af 1960'erne.

Det medførte en øget interesse for de større strukturer i samfundsudviklingen såsom den økonomiske og teknologiske udviklings betydning for langsigtede forskydninger i klasseforhold, statens rolle og forholdet mellem industrilande og udviklingslande. Det ledte også til en øget opmærksomhed om den ideologiske og politiske rolle, som sociologi og andre videnskaber spiller i samfundsudviklingen.

Den kritiske teori med rødder i Franfurterskolen fra 1920'erne fik en opblomstring fra midten af 1960'erne, især gennem den vesttyske filosof og sociolog Jürgen Habermas. Den kritiske teori betoner betydningen af samfundsvidenskabernes normative engagement, orienteret mod det gode liv og de enkelte menneskers myndighed. Afdækning og kritik af illegitime magtforhold og ulighed, der kan hæmme fri udfoldelse af rationel dialog og fælles viljesdannelse, blev stillet op som en hovedopgave for sociologien.

Et centralt forehavende var at forene den strukturorienterede og den handlingsorienterede angrebsmåde i sociologien, hvilket også kendetegner flere andre nyere teorier, således Anthony Giddens' strukturationsteori og Pierre Bourdieus teorier om magtens former.

Empirisk sociologisk forskning

Sideløbende med udviklingen af sociologiske teorier er der især siden 2. Verdenskrig blevet gennemført en stor mængde empiriske undersøgelser af alle områder af samfundslivet. Det er foregået både som ren grundforskning (med ny viden som mål i sig selv) og i tilknytning til behov for viden til praktiske formål.

En del af disse empiriske undersøgelser har været overvejende beskrivende, men mange har bidraget med viden om sammenhænge og regulariteter i det sociale liv, hvoraf ingen dog har den alment gyldige og eksakte karakter, som man kender fra naturvidenskabelige fag.

Særdeles veldokumenterede regulariteter er fx fundet vedrørende social ulighed og sammenhænge mellem uligheder i forældregenerationers levevilkår og børnenes livschancer. Et tværfagligt emneområde, der siden 1970'erne har haft stigende opmærksomhed i sociologien, er kvinde- og kønsforskningen, der har bidraget med studier, fx af kvinders arbejdsforhold, indflydelsesmuligheder og rolle i familien, såvel som med kritik af traditionelle, overvejende biologisk baserede teorier om køn. Hermed er der også udviklet nye begreber og metoder til forståelse af kvinders erfaringer og værdier.

En anden type af empirisk baserede sociologiske analyser søger at klarlægge overordnede udviklingstendenser eller tidstypiske træk i samfundet som helhed. Et eksempel er analyser, der undersøger konsekvenser for magtstruktur, livsformer og kultur ved skiftet fra en industriel til en postindustriel samfundsform, domineret af service, viden og informationsbehandling (fx Daniel Bell og Alain Touraine). En variant heraf er undersøgelser af de menneskeskabte risikofaktorers voksende betydning for livsforholdene.

Især siden 1970'erne er sociologiens udvikling i stigende grad foregået i tværfaglige sammenhænge. Nyliberalistiske og individualistiske strømninger i 1980'erne betød en vis svækkelse af interessen for indsigt i de større samfundsmæssige sammenhænge, som sociologi beskæftiger sig med, men denne tendens synes at være vendt igen i 1990'erne.

Sociologiske undersøgelsesmetoder

Sociologien har udviklet et bredt spektrum af metoder og teknikker til brug for empiriske undersøgelser. En måde at gruppere metoderne på tager udgangspunkt i, hvor data stammer fra. Man sondrer her mellem udspørgende, observerende og dokumentariske metoder.

Udspørgende metoder

består i, at et antal personer udspørges ud fra et spørgeskema enten gennem en interviewer, eller ved at svarpersonerne selv udfylder det. Spørgeskemaet kan være fast struktureret med på forhånd fastlagte formuleringer og svarkategorier eller ustruktureret, hvor der blot er angivet nogle temaer, som udspørgningen skal tage udgangspunkt i.

Både spørgeskemaets udformning og interviewerens kompetence og rutine er afgørende for resultaternes kvalitet, idet fx både spørgsmålenes rækkefølge og små ændringer i formuleringer kan påvirke resultaterne. Undersøgelsen kan være tilrettelagt som en stikprøveundersøgelse, hvor et større antal svarpersoner udvælges tilfældigt af hele den population, man ønsker at undersøge (fx hele den voksne danske befolkning), en metode, der bl.a. er kendt fra opinionsundersøgelser.

Det giver den fordel, at man kan anvende statistiske metoder til at analysere resultaterne og vurdere den sikkerhed, hvormed resultaterne kan antages at gælde for hele befolkningen.

Der er inden for denne gruppe af metoder udviklet en lang række specielle måleteknikker og metoder til statistisk analyse af mønstre og årsagssammenhænge. Undersøgelser med et mindre antal svarpersoner muliggør dybere og mere nuancerede analyser, og her vil man ikke anvende en tilfældigt udvalgt stikprøve, men i stedet udvælge personer, som ud fra deres baggrund, livssituation eller position kan skønnes at være særligt værdifulde kilder.

  • Observerende metoder: Metoder, der bygger på direkte observation, foregår som regel ved, at den, der udfører undersøgelsen, i en periode opholder sig i det miljø, undersøgelsen handler om. Ved deltagerobservation går forskeren direkte ind i en rolle i det felt, der studeres. Observationsmetoder vil også tit være kombineret med udspørgende og dokumentariske metoder, evt. også fotografering og videooptagelser.
  • Dokumentariske metoder: Dokumentariske metoder omfatter metoder, hvor oplysninger indsamles fra eksisterende dokumenter, fx aviser, mødereferater, årsberetninger, breve, dagbøger eller billedmateriale. En beslægtet metode er den biografiske metode, hvorved man søger at begribe folks tolkninger af deres livserfaringer, ofte for at sætte dem i sammenhæng med samfundsændringer i personernes livsforløb.
  • Den biografiske metode: Den biografiske metode benytter især dokumentarisk materiale i form af dagbøger, breve og selvbiografier, men kan naturligvis også anvende mundtlige beretninger. Disse metoder vil som regel være kvalitativt orienteret, men kan også have kvantitative aspekter som fx ved kvantitative indholdsanalyser af større tekstmængder, hvor tekstenheder klassificeres og karakteriseres efter et sæt kriterier.
  • Registerbaseret forskning: Registerbaseret forskning er en undersøgelsesmetode, der har fået stigende betydning og ikke kun i sociologien. Både offentlige myndigheder og private virksomheder og organisationer opsamler en mængde oplysninger om befolkningen til administrative formål, men det er dog kun de offentlige registre, der normalt er tilgængelige for forskningen og kun med en række lovfæstede restriktioner. I Danmark er sådanne registre særdeles veludbyggede.
  • Case-studier: En anden udbredt metode er case-studier, der består i en detaljeret og intensiv undersøgelse af en enkelt eller meget få enheder, fx en virksomhed, et bymiljø eller en græsrodsbevægelse.

En væsentlig begrænsning i gennemførelse af sociologiske undersøgelser, hvad der i øvrigt gælder for alle samfundsvidenskaber, er, at det i praksis ikke er muligt at gennemføre eksperimenter i større skala, hvilket ellers er den bedste metode, hvis man vil afdække årsagssammenhænge.

Eksperimenter under laboratorieforhold har været anvendt, men dog med ret begrænset udbytte. I felteksperimenter sammenligner man en forsøgsgruppe, der udsættes for en påvirkning i det naturlige miljø, fx en bestemt socialpolitisk foranstaltning, med en kontrolgruppe, der ikke udsættes for påvirkningen, for at måle effekten.

Uanset hvilken metode der anvendes, er resultaternes kvalitet afhængige af pålideligheden (reliabiliteten) og gyldigheden (validiteten) af de data, der er indsamlet. Pålidelighed refererer til fravær af tilfældige fejl, fx i formuleringer af spørgsmål, mens validitet drejer sig om overensstemmelse mellem det, man ønsker at iagttage, og den metode, man anvender i praksis.

Ligesom andre typer af forskning om mennesker indebærer sociologisk forskning en række etiske problemer vedrørende forskningens gennemførelse, arten af oplysninger, sikring af anonymitet samt forskningens uafhængighed. I Danmark har Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd i 1996 udarbejdet et sæt etiske retningslinjer for samfundsforskningen.

Sociologiens udvikling som akademisk disciplin

Indførelsen af sociologi som selvstændig universitetsdisciplin med lærestole og undervisning foregik relativt langsomt fra de sidste årtier af 1800-t. Hurtigst gik udbredelsen i USA, hvor det første institut for sociologi (og antropologi) blev dannet i Chicago i 1893; allerede ca. 1910 foregik undervisning i sociologi ved de fleste universiteter i USA. Også i Japan blev lærestole og undervisning indført tidligt (fra ca. 1880).

I Europa gik udviklingen langsommere; af fagets grundlæggere i Europa havde hverken Comte, Marx eller Spencer universitetstilknytning, og de fleste af de øvrige fra tiden før 1. Verdenskrig havde lærestole i andre fag.

Durkheims professorat, først i Bordeaux (1887) og senere Paris (1902), var i områderne pædagogik og uddannelse helt frem til 1913, da hans professorat blev udvidet til også at omfatte sociologi. Ved de gamle britiske universiteter stod sociologien længe i skyggen af antropologien, og et institut med et professorat i sociologi oprettedes først på London School of Economics i begyndelsen af 1900-t.

I de nordiske lande spirede faget ret tidligt, men væksten gik langsomt. I Danmark udgav Claudius Wilkens allerede i 1881 Samfundslegemets Grundlove. Et Grundrids af Sociologien, antagelig en af de første sociologiske lærebøger i verden. Han afholdt fra omkring samme tidspunkt forelæsninger i faget ved Københavns Universitet og fik i 1897 et ekstraordinært professorat i filosofi og sociologi.

Undervisning i sociologi under det statsvidenskabelige studium ved Københavns Universitet foregik fast fra 1913. Et afgørende fremstød kom i 1938 med udnævnelsen af Theodor Geiger som professor i sociologi ved det nyetablerede Aarhus Universitet.

Den store udbredelse af sociologien kom imidlertid først efter 2. Verdenskrig på baggrund af behovet for samfundsforskning i genopbygningsfasen og de medfølgende samfundsreformer. I løbet af 1950'erne og 1960'erne blev forskning og uddannelser i faget efterhånden indført ved universiteter verden over, ligesom en række offentligt drevne institutter for empirisk samfundsvidenskabelig forskning blev oprettet uden for universiteter og læreanstalter.

I Danmark gik udviklingen væsentligt langsommere end i mange andre lande. Efter Theodor Geigers død i 1952 blev der ikke udpeget nogen ny professor i sociologi ved Aarhus Universitet. Det sociologiske studium ved Københavns Universitet indledtes i 1958 med den amerikansk uddannede nordmand Kaare Svalastoga som professor. I 1964 blev kultursociologi dannet som selvstændigt fag med Verner Goldschmidt som professor, også ved Københavns Universitet.

Begge studier fik efterhånden ret stor tilstrømning af studerende, og begge studier blev stærkt præget af studenteroprøret i slutningen af 1960'erne og fik en efterfølgende marxistisk drejning. I forbindelse med konflikter i og om faget, men i øvrigt med meget uklare begrundelser blev begge studier i 1987 lukket af daværende undervisningsminister Bertel Haarder, og først i 1994 blev sociologi igen etableret som uddannelse ved Københavns Universitet, med Margareta Bertilsson (f. 1944) og Peter Gundelach som professorer. I 1997 blev en sociologisk uddannelse desuden oprettet ved Aalborg Universitet, med Jens Christian Tonboe som professor.

Et andet centrum for sociologisk forskning i Danmark opstod fra 1950'erne ved Institut for Organisation og Arbejdssociologi, Handelshøjskolen i København. Instituttet blev grundlagt af Geiger-eleven Torben Agersnap (1922-2013).

Sociologisk forskning og undervisning indgår desuden i en række andre uddannelser, såvel samfundsvidenskabelige som humanistiske, sundhedsvidenskabelige og ingeniørfaglige. Dertil findes sociologisk forskning ved en række sektorforskningsinstitutter, herunder SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Anvendt KommunalForskning (AKF) og Statens Byggeforskningsinstitut. Sociologiske undersøgelsesmetoder anvendes i vid udstrækning af private analysefirmaer, bl.a. i opinions- og markedsanalyser.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig