Systembegrebet har været anvendt siden Antikken både i brede og løsere betydninger såvel som defineret snævert og præcist. Generelt defineres system som en helhed, der er sammensat af et antal dele på en ordnet måde. Helheden har egenskaber, der overstiger summen af de enkelte deles egenskaber, og de enkelte dele præges af den måde, hvorpå de indgår i helheden. Når vi fx taler om et talsystem, tænker vi ikke bare på de enkelte taltegn, men også på reglerne for, hvorledes tegnene meningsfuldt kan sættes sammen i større helheder. Betydningen af et taltegn afhænger af dets plads indenfor helheden.

Man taler om systemer på mange områder: mekaniske systemer, planetsystemer, organiske systemer, økosystemer, symbolsystemer, sociale systemer, retssystemer osv. På nogle områder er der udviklet præcise matematiske modeller, andre benytter grafiske eller rent verbale formuleringer.

Teorier om det sociale samspil som sammenhængende systemer med egne lovmæssigheder voksede frem med samfundsvidenskabernes grundlæggelse i løbet af oplysningstiden i 1700-tallet.

Fremvækst af systemteori i samfundsvidenskaberne

Systemtænkningen betød brud med de teologiske, normative og ideologiske forestillinger, der tidligere dominerede. Tænkere som Adam Smith, Auguste Comte, Karl Marx, Herbert Spencer og Emile Durkheim udviklede teorier om samfundet som dynamisk system, sammensat af sektorer, institutioner, aktører i bestemte positioner, organisationer mv. Man søgte at finde systemernes iboende lovmæssigheder, fx om markedsadfærd, arbejdsdeling, ligevægt, vækst, integration, kriser, klasser, konflikter, anomi, migration, strukturforandringer, revolutioner osv.

Systemteori i sociologi

Udfoldelse af systemteori som en distinkt teoriretning i sociologien kom først fra omkring midten af 1900-tallet. Her udvikles begreber om systemers differentiering i forskellige delsystemer med særegne funktioner i forhold til helheden. Delsystemer kommunikerer og udveksler ydelser og stof indbyrdes og med omverdenen. Det koordineres ved hjælp af informationsstrømme, styringsmedier og feed back. Differentiering, håndtering af kompleksitet og forskellige former for koordination og integration bliver nøgleproblemer. Systemer kan være åbne eller lukkede, og grænsevedligeholdelse i forhold til omverdenen bliver dermed et af nøgleproblemerne.

Hovedfigurer i sociologi var Talcott Parsons, Niklas Luhmann og Jürgen Habermas. En særlig gren var Immanuel Wallersteins verdenssystemteori.

Parsons: Strukturfunktionalisme og sociale systemer

Talcott Parsons udviklede med strukturfunktionalismen en teori, der detaljeret redegjorde for opbygningen af samfundet som socialt system sammensat af delsystemer, hver med deres funktioner for helheden. Teorien søgte at forklare, hvorledes koordination og stabilitet mellem disse forskellige delsystemer kan dannes, vedligeholdes og udvikles under de pres, de kan blive udsat for.

Hovedværker var The Social System (1951) og The System of Modern Societies (1971).

Stabilitet og social orden

Udgangspunktet var et grundproblem i moderne samfundstænkning: Problemet om den sociale orden. Hvis mennesker hver for sig frit vælger og beslutter, hvad de vil gøre, hvordan kan det så resultere i en fredelig og stabil orden? Det rejser enorme koordinationsproblemer. Samfundet som et ordnet system vil altid være under risiko for kriser, opløsning og sammenbrud. Og jo større kompleksitet, differentiering og dynamik, jo større må man forvente, at trusler mod stabilitet og orden vil blive.

Funktionelle imperativer

Faktisk kan man alligevel observere, at en vis stabilitet og orden forekommer i mange samfund og i længere perioder gennem historien. Strukturfunktionalismen søger at forklare dette ved at identificere funktionelle imperativer som alle samfund rejser, dvs. for samfundet livsvigtige funktioner, der skal varetages, for at systemet kan opretholdes. For dernæst at undersøge, hvilke delsystemer, der samlet leverer disse ydelser.

Resultatet blev en omfattende og kompleks teoribygning, som Parsons fortsatte med at udbygge og korrigere gennem årene. Selve grundideerne kan imidlertid uden brug af mange tekniske termer formuleres som i skemaet:

Funktionelle imperativer

Delsystemer

Styringsmedier

Opretholdelse af grundværdier

Kulturelt delsystem

Værdiforpligtigelse

Integration

Civilt samfund, fællesskaber

Indflydelse (anseelse)

Organisering mod fælles mål

Politik, stat, institutioner

Magt (hierarkier, styringskæder)

Udveksling med ydre miljø

Økonomi, produktion

Penge (marked)

Man ser i venstre kolonne, at Parsons opstiller fire grundlæggende funktioner, som nødvendigvis må varetages for at opretholde et samfund. Set nede fra: udveksling med ydre miljø (død og levende natur), målrettet organisering af aktiviteter og ressourcer, integration i betydningen skabelse af samhørighed og solidaritet og endelig opretholdelse af fælles grundværdier, fx respekt for menneskeliv, frihed, sandhed, kunst og religion. Til hver af disse svarer et delsystem, der er specialiseret i de pågældende funktioner, samt et styringsmedium.

Symbolsk generaliserede styringsmedier

Styringsmedier var en vigtig nyskabelse indenfor samfundsvidenskabelig systemteori. Antagelsen er, at anonyme styringsmedier, der ideelt set virker generelt indenfor deres domæner, er udviklet og tilpasset i historiens løb som omkostningseffektive styringsmedier.

Penge udgør et sådant styringsmedium i den forstand, at priser sender informationer til de økonomiske agenter, dvs. forbrugere, producenter osv., som så hver for sig træffer deres beslutninger, uden at de behøver på forhånd at vide præcis, hvad alle andre gør. Under passende betingelser kan det føre til at der skabes en balance på markederne, så forbrugerne kan få de varer, de ønsker og har råd til.

Parsons udvikler og forklarer de øvrige styringsmediers virkemåde ved at bruge pengemediet som analogi. Magt knyttet til positioner i hierarkier kan danne effektive styringskæder. Indflydelse som generelt medium virker ved, at man følger eksperter og forbilleder, uden nødvendigvis at forlange begrundelse, simpelthen fordi man generelt har tillid til deres viden og dømmekraft. Værdiforplitigelse virker ved at man forventer, at alle i konkrete beslutningssituationer handler inden for rammerne af et sæt generelt accepterede værdier. I nutidige samfund er en del af disse værdier formaliseret i internationale konventioner, der er juridisk bindende.

Parsons tillagde det kulturelle delsystem en overordnet styrende rolle indenfor det samlede system. Dette til forskel fra fx Karl Marx’s historiske materialisme, der tillagde den økonomiske basis en dominerende rolle.

Modernitetsteori

Teorien om funktionelle imperativer og delsystemer rummer også en modernitetsteori. Parsons antog, at de fire funktionelle imperativer er universelle, dvs. at de findes i alle samfund til alle tider. Men delsystemer og styringsmedier er først gradvist uddifferentieret i historiens løb for at kulminere i tre revolutionære brud i 1700- og 1800-tallet: den industrielle revolution fra ca. 1760, markeret med opfindelsen af dampmaskinen, fabrikker, næringsfrihed osv. (se: industrihistorie), den politiske med den amerikanske revolution i 1776 og den franske i 1789, og den uddannelsesmæssige revolution i løbet af 1800-tallet med skoler, forskningsbaserede universiteter osv. Det førte til uddifferentiering af økonomi, politik, civilt samfund og kultur som mere selvstændige delsystemer.

Luhmanns systemteori

Et nyt trin i sociologisk systemteori kom med Niklas Luhmanns omfattende arbejder fra slutningen af 1960’erne og frem til hans død i 1998. Hovedværker var Soziale Systeme (1984, dansk oversættelse: ”Sociale systemer” (2000)), Die Wissenschaft der Gesellschaft (1990) (Videnskaben om samfundet) og Die Gesellschaft der Gesellschaft (1997; dansk overstættelse: ”Samfundets samfund” (2016)).

Autopoietiske systemer

Luhmann udviklede en meget omfattende og kompleks teoretisk konstruktion. Derfor vil fremstillingen her blive begrænset til de vigtigste nyskabelser.

Et centralt nyt begreb var autopoiese, selvskabelse, som Luhmann overtog fra biologerne H. Maturana (1928-2021) og F. Varela (1946-2001). Alle levende systemer er autopoietiske, og dermed alene optaget af at reproducere sig selv: organismer, celler, psykiske systemer – og altså også sociale systemer.

Autopoietiske systemer er ifølge Luhmann kendetegnet ved, at de er selviagttagende og selvrefererende. Organismer, hjerner, organisationer, stater osv. er optaget af at registrere indre tilstande og reagere adækvat ud fra målet om fortsat selvreproduktion.

Kommunikation er i denne sammenhæng af afgørende betydning. Luhmann definerer og anvender begrebet på en helt særlig måde. Samfundet og sociale systemer består af kommunikation, ikke af mennesker eller handlinger. De enkelte systemer er lukkede om deres egen kommunikation, og kommunikation betyder ikke overførsel af information mellem mennesker eller delsystmer i Luhmanns univers. Luhmann taler her om strukturelle koblinger eller gensidig ”irritation”.

Styringsmedier som binære koder

Luhmann opererer som Parsons også med styringsmedier, men han definerer dem som binære koder, der regulerer om systemet accepterer eller afviser en mulighed. Hvis koden fx er penge er mulighederne at betale eller ikke betale.

Til forskel fra Parsons opererer Luhmann ikke med et givet antal delsystemer indenfor et overordnet system, hvis opretholdelse delsystemerne tilsammen skal bidrage til. Der er i princippet mulighed for stadig uddifferentiering af flere systemer. Luhmann behandler således fx kærlighed, religion og kunst som systemer. Relationer mellem systemer er ikke ordnet hierarkisk som hos Parsons, men er snarere at betragte analogt med relationer mellem forskellige arter indenfor økologiske systemer.

Mennesker som bevidst handlende subjekter med vilje, bevidsthed og samvittighed optræder således ikke i dette begrebsunivers, som derfor også bliver karakteriseret som ”metodologisk anti-humanisme”.

Jürgen Habermas: System og livsverden

Uanset at Habermas på centrale punkter er kritisk overfor systemteori, indgår den også i hans egen teori. I hovedværket Theorie des kommunikativen Handeln (1981; dansk oversættelse i uddrag: Teorien om den kommunikative handlen (1997)) opstiller han en grundlæggende sondring mellem to sfærer eller domæner i det sociale liv: system og livsverden.

Systemet omfatter det økonomiske og det politisk-administrative delsystem, og i forståelsen af disse følger Habermas i vid udstrækning Parsons. De er koordineret af styringsmedierne penge og magt, og orienteret mod størst mulig effektivitet, instrumentel formålsrationalitet og funktionalitet.

Kommunikativ og strategisk rationalitet

Overfor denne systemsfære sætter Habermas livsverdenen. Dette begreb inddrages med inspiration i den fænomenologiske tradition, men udvikles videre ved at indbygge begreber om kommunikation og samtale orienteret mod gensidig forståelse. Ideelt skal gensidig forståelse bygge på frivillig anerkendelse af de bedste argumenter. Habermas taler her om kommunikativ rationalitet som modstykke til den systemets instrumentelle og strategiske rationalitet.

Kritisk teori – koloniseringstesen

Habermas er udgået fra den kritiske teoris tradition, og ser det som sociologiens opgave at bidrage til at afdække barrierer og muligheder for større frihed i samfundet. Barrierer er magtforhold, der kan hæmme og fordreje den frie kommunikation. Habermas ser en tendens til, at systemerne dominerer livsverdensprocesser mere og mere, og bruger i den forbindelse udtrykket, at systemet koloniserer livsverdenen.

Habermas – Luhmann debat

Habermas er derfor stærkt kritisk overfor systemteoretikere, der vil opfatte alt i det sociale liv som systemer og som indordner begreber mening, subjekter og argumenterende samtaler under en systemteoretisk ramme. Han ser det som en risiko for tingsliggørelse af menneskelige relationer, og førte en årelang kritisk debat med Luhmann om dette.

Habermas har i en række publikationer siden 1980’erne udvidet sin teori til også at omfatte transnationale relationer.

Immanuel Wallersteins og verdenssystemteori

Et modstykke til både Parsons og Luhmann fremkom fra 1970’erne med verdenssystemteorien, som Immanuel Wallerstein (1930-2019) grundlagde og er den mest fremtrædende repræsentant for. Med basis i omfattende studier af verdens økonomiske og politiske historie fra den periode, hvor markedsøkonomi og kapitalisme vandt dominans i verden, dvs. fra senmiddelalder og frem, udsendte han de fire bind, The Modern World-System I-IV (1974-2011) (Det moderne verdenssystem).

Historiske analyser viser, at kapitalismen er kommet til at udgøre et verdensomspændende økonomisk system, som i vidt omfang er understøttet af netværk af nationalstater. Wallerstein afviser, at det giver mening at tage nationalstater som analyseenhed. Det er ikke holdbart at analysere enkelte samfund uafhængigt af det større system, hvori de indgår. Endvidere er det forkert at forudsætte, at alle samfund gennemløber samme moderniseringsmønster som det, Parsons beskriver.

Afhængighed, ulighed og magthierarki

Her støtter Wallerstein sig også på tidligere analyser og teorier fra den neo-marxistiske tradition om økonomisk afhængighed, imperialisme og ulige magt- og handelsrelationer. Det kapitalistiske verdenssystem er opbygget som et økonomisk og politisk hierarki, hvor der er helt afgørende forskelle mellem kerne, mellemperiferi og periferi. Kernen svarer groft taget til, hvad der i statistikken kaldes ”vestlige samfund”, mens periferien nogenlunde udgøres af afrikanske og mellemøstlige lande minus de rige oliestater og Israel, samt nogle asiatiske og sydamerikanske lande. Indien, Kina, Rusland, Brasilien, Argentina mfl. er semiperiferien.

Den økonomisk kerne er understøttet af en netværk af stater, der nok konkurrerer indbyrdes, men er domineret af de største magter.

Kriser og grænser for kapitalistiske verdenssystem

De kapitalistiske verdenssystemer er præget af kriser, cykliske bevægelser og op- og nedgange fulgt af gennemgribende omstruktureringer. Wallerstein forventede, at systemets evne til selvfornyelse på et tidspunkt vil nå til sine grænser.

Verdenssystemteori er efterhånden et internationalt veletableret felt, der har vundet stigende relevans i takt med væksten i de globale problemers vægt.

Politologien

Politologien er på tilsvarende vis inspireret af analyser af tilpasning og feedback-mekanismer i anskuelsen af (national)samfundet og Det Internationale System som afgrænsede og adskilte enheder med elementer, der agerer med hinanden.

Mange af de grundlæggende opfattelser i både politologi og international politik baserer sig på dette syn, der først og fremmest blev formuleret af den amerikanske politolog David Easton.

Se også

Kommentarer (2)

skrev Anders Bech

Det lyder på artiklen som om, at Luhmann beskriver systemerne som næsten gensidigt kommunikerende. Men efter at havde gennemlæst Sociale Systemer, fremstår det nærmest modsat; at disse næsten ikke kommunikere. Disse systemer kan ikke kommunikere. Luhmann beskrive at kun kommunikation kan kommunikere med kommunikation, så hvordan kommunikere eksempelvis samfundssystemet med meningssystemet? Begge er autopoetiske, så er det snarere referentiel eller hvordan hænger det sammen? Og hvordan er relationen til 1. og 2. iagtagelse(r)?

Og jeg kan forstå, at Niels Åkerstrøm understreger Husserls indflydelse på Luhmann. Umiddelbart kan jeg fornemme denne indflydelse, bl.a. i forholdet mellem mening og information, men kan du eventuelt udfolde det? - siden Åkerstrøm nævner Husserl som inspiration.

svarede Heine Andersen

Tak for relevante kommentarer.
Artiklen bliver opdaterets snarest. Den skal også udvides, så bredden kommer bedre frem, både i sociologi og politologi.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig