Søgeteksten grønlandsk er blevet fremhævet i artiklen. Klik her, hvis du ønsker at fjerne søgeteksten fra artiklen.

grønlandsk

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

grønlandsk, kalaallisut, off. sprog i Grønland sammen med dansk; desuden hovedsprog for et ikke ubetydeligt antal personer, der er født i Grønland, men har mere eller mindre fast tilknytning til Danmark eller er under uddannelse i Danmark.

Grønlandsk hører til inupiksprogene, den østlige gren af de eskimoiske sprog, og er nært beslægtet med dialekterne i det østlige Canada.

Historie

Grønlandsk har været kirkesprog siden koloniseringen fra 1720'erne, idet Hans Egede og hans hjælper, Albert Top, lagde vægt på at lære grønlandsk for at kunne oversætte de for missionen nødvendigste katekismustekster og dele af Bibelen til grønlandsk samt prædike på grønlandsk. Dette har haft gennemgribende betydning på en række områder ud over selve missionsvirksomheden og har bl.a. medført, at man meget tidligt arbejdede på at analysere den komplicerede grønlandske grammatik og at optegne ordforrådet.

Den første trykte ordbog (1750) og grammatik (1760) er udarbejdet af Paul Egede. Med bibeloversættelserne og de mange, især herrnhutiske, oversatte eller originale salmer på grønlandsk skabtes der et stabilt grundlag for brugen af grønlandsk som skriftsprog. Den første trykte roman er Mathias Storchs Sinnattugaq (da. En Grønlænders Drøm) fra 1914; der findes i dag en betydelig litteratur på grønlandsk.

Praksis med hensyn til grønlandsk retskrivning udvikledes gradvis fra 1720'erne, indtil sprogforskeren Samuel Kleinschmidt, søn af en grønlandsmissionær fra Brødremenigheden, skabte en systematisk ortografi, som han brugte i sin grammatik fra 1851, og som snart slog helt igennem. Her skelnes der for første gang konsekvent mellem to slags "k": det velære k og det uvulære ĸ. Vokal- og konsonantlængde blev ligeledes for første gang angivet konsekvent ved accenttegn. Kleinschmidts retskrivning forenede to krav, dels at skrive i overensstemmelse med sprogets lydsystem, dels at skrive ordformerne, således at deres grammatiske og leksikalske oprindelse var synlig. Men da sprogets udtale inden for de sidste to århundreder havde ændret sig, blev det efterhånden vanskeligere at beherske retskrivningen, så i 1973 vedtog man en lov om en ny, fonemisk, dvs. lydret, retskrivning for grønlandsk.

Mens alle andre eskimoisk-aleutiske sprog hovedsagelig eller næsten udelukkende anvendes som talesprog og i lokale sammenhænge, har grønlandsk i dag fuld officiel status. Især siden hjemmestyrets indførelse er officielle tekster normalt tosprogede; det samme har længe været tilfældet, således i dele af nyhedsformidlingen i de landsdækkende aviser Atuagagdliutit Grønlandsposten og Sermitsiak.

Dialekter

Grønlandsk falder i tre hoveddialektområder: polareskimoisk i Thuleområdet, vestgrønlandsk i det store område fra Upernavik i nord til bygderne ved Kap Farvel i syd og endelig østgrønlandsk på østkysten. Polareskimoisk har dels træk fælles med canadiske dialekter NV for Hudsonbugten, idet dialekten synes at være kommet til Grønland ved ret sene indvandringer fra Canada, dels ligheder med vestgrønlandsk. Vestgrønlandsk kan opdeles i fire dialektområder: 1) Upernavik, 2) Uummannaq og Disko Bugt, 3) det midterste Vestgrønland, som omfatter bl.a. de større byer Sisimiut, Nuuk og Maniitsoq, og 4) det sydligste Vestgrønland. Dialekterne i område 2 og især 3 står lydligt på et mere oprindeligt trin end det øvrige vestgrønlandsk og end østgrønlandsk. Østgrønlandsk tales i Ammassalik-området og pga. tilflytning i dette århundrede også i Scoresbysund.

Man ved ikke meget om det grønlandske sprogs historie i ældre tid. De ældste sikre sprogprøver, optegnet ved udspørgen af nogle grønlandske kvinder, der var blevet bortført til Danmark på et ekspeditionsskib, stammer fra 1600-t. Fra 1723 findes der sprogprøver i større omfang. De ældre kilder viser, at vestgrønlandsk grammatisk ikke har ændret sig meget i de sidste 300 år, hvorimod der er sket en del lydlige ændringer, først og fremmest i form af omfattende assimilation, fx er kt blevet til tt og au til aa etc. Sådanne assimilationer kendes også i mere begrænset omfang fra de canadiske inuitters sprog, inuktitut. Østgrønlandsk har ændret sig endnu mere i forhold til ældre eskimoisk end det øvrige grønlandsk, fx er vestgrønlandsk inuk 'menneske', flertal inuit, ved konsonanttab og vokalændring blevet til ii, flertal iivi(t). Også ordforrådsmæssigt er østgrønlandsk gået sine egne veje, hvilket sammen med det lydlige særpræg gør, at dialekten undertiden betragtes som et sprog for sig trods det nære slægtskab med vestgrønlandsk. Man antager, at de store forskelle i ordforrådet for en væsentlig del skyldes begrebet navnetabu i Østgrønland: personnavnene var samtidig almindelige ord i sproget, fx uutsiit 'kogekar'. Når en person døde, kunne navnet blive forbudt for en tid, hvad der netop gælder betegnelser for 'kogekar', som flere gange er skiftet i østgrønlandsk; ordet kunne dermed eventuelt gå helt tabt i dialekten.

Lydsystem, tryk og intonation

Det grønlandske vokalsystem omfatter i det oprindelige ordstof kun tre vokalfonemer: [i], [a] og [u]. Hver af disse omfatter imidlertid en skala af forskellige vokalnuancer; således udtales [a] som en lyd mellem dansk a og æ i forbindelse med konsonanter, der dannes dentalt, dvs. fortil i munden, fx attat 'knap', mens udtalen omtrent svarer til dansk ar i forbindelse med konsonanter, der dannes uvulært, dvs. helt bagtil i munden, fx qaqqaq 'fjeld' og arnaq 'kvinde'. Der er en endnu større stillingsbestemt variation i udtalen af [i] og [u], og her skelner retskrivningen mellem i og e, fx illit 'du' over for erneq 'søn', og mellem u og o, fx ullut 'dage' over for orsoq 'spæk'. Der skrives e, o foran uvulære konsonanter, ellers i, u (hvor der i den gamle retskrivning blev skrevet e, o i ordudlyd), fx neqi 'kød', soorlu 'for eksempel'. Der skelnes mellem korte og lange vokaler ved dobbeltskrivning af de lange: ilavoq 'er blevet større', ilaavoq 'er med'. I låneord, der har vundet indpas i sproget i ret sen tid, høres et større inventar af forskellige vokaler, især hos tosprogede grønlændere.

Konsonantsystemet er karakteristisk ved at have fire artikulationssteder: labial, dental, velær og uvulær, mens der kun er én række klusiler, der skrives p, t, k, q og udtales uaspireret som på fransk eller russisk, dvs. næsten som dansk [b d g]; låneord med p eller b, t eller d, k eller g udtales således ens. Dette giver komplikationer i stavemåden af låneord med dansk og internationalt b, d, g. Efter den nugældende retskrivning skrives der her mest b, d, g, selvom ordene udtales med grønlandsk [p t k], fx baaja 'bajer', danskeq 'dansker', Guuti 'Gud'.

Konsonanten [t] har en særlig affrikeret udtale foran [i], omtrent som det danske t i Tivoli, svarende til skriftens i eller e, fx tivavoq 'danser', ateq 'navn'.

Ud over de fire klusiler har grønlandsk fire nasaler [m n ŋ ɴ] og et sæt konsonanter, der er dannet uden mundlukke.

Der skelnes systematisk mellem korte og lange konsonanter, fx uneq 'armhule', unneq 'frostbleget sælskind'. De lange konsonanter, der dobbeltskrives, står altid mellem vokaler og kan forekomme uanset de omgivende vokalers længde, fx aallaammik 'med et gevær'.

Grønlandsk har ikke betydningsadskillende trykplacering i ordet, og tonegangen er bestemt af ordets og sætningens struktur. Sproget har både derved og med sine sekvenser af lange vokaler og konsonanter et rytmisk præg, der minder noget om finsk eller samisk.

Ordforråd

Det grønlandske ordstof er i sin grundstamme eskimoisk, hvortil kommer en del låneord af international eller dansk herkomst; de fleste er lånt via dansk. Mange ord i nutidigt grønlandsk er afledninger, dannet ved udvidelse af eskimoiske eller danske ord. Sproget har et umådeligt potentiale, hvad dannelse af afledninger angår, fx:

grønlandsk (Ordforråd)
oqaq 'tunge'
oqarpoq 'siger'
oqaaseq 'ord'
oqaluppoq 'taler'
oqallissaarut 'debatoplæg'
oqaasilerisoq 'sprogforsker'
oqaasilerissutit 'grammatik (lærebog)'
oqaluttualiortoq 'forfatter'
oqaasipiluuppaa 'overfuser ham'
oqaatiginerluppaa 'taler negativt om ham'

Der findes ikke et skarpt afgrænset ordforråd, idet det udvides i takt med samfundets behov. Det sker ofte, at sådanne afledte ord antager specifikke betydninger, der ikke kan forudses ud fra de dele, som ordet består af. Afledningsmulighederne indebærer dermed også, at grønlandsk leksikalsk fjerner sig mere og mere fra de andre inupiksprog.

Der er efter indførelsen af den nuværende retskrivning publiceret nye ordbøger fra grønlandsk til dansk og fra dansk til grønlandsk med optagelse af et ret omfattende ordforråd af nyere dato. I tilknytning til oprettelsen af forskellige uddannelser i Grønland udarbejder Grønlands Sprognævn stadig ny terminologi inden for en række skolefag og andre fag såsom jura og sundhedsvæsen.

Bøjning

De grønlandske ord falder i to hovedkategorier: Substantiver og verber, hvortil kommer forskellige "småord" såsom pronominer og adverbier. De grønlandske verber omfatter betydningsmæssigt også, hvad der i sprog som dansk udtrykkes ved adjektiver; således er ordet for 'hvid' egentlig et verbum, qaqorpoq 'er hvid', hvoraf participiet qaqortoq kan bruges adjektivisk eller substantivisk, jf. det grønlandske navn for Julianehåb: Qaqortoq 'Det hvide'.

Den grønlandske grammatik vidner i høj grad om, at sproget tilhører de eskimoisk-aleutiske sprog. Det er et polysyntetisk sprog, dvs. at man i mange tilfælde med en enkelt ordform kan udtrykke, hvad der fx på dansk kræver en syntaktisk konstruktion med to eller måske adskillige ord. En ordform som kaffisorusukkaluarama 'fordi jeg sådan set godt ville have lidt kaffe' består ud over af låneordet kaffi af suffikser: -sor- 'fortære, indtage (føde, drikke)', -rusuk- 'ønske at', -kaluar- 'ganske vist, sådan set' samt af forskelligt verbalt bøjningsmateriale: -ra- 'fordi, nemlig', som er en modus, der tilføjer et betydningselement af begrundelse, og endelig af en personendelse -ma, der angiver, at det logiske subjekt er første person ental; kaffi er således inkorporeret i verbet og er samtidig det logiske objekt for suffikset -sor- 'fortære, indtage'.

Grønlandsk skelner tillige mellem intransitive verbalformer, fx nerivoq 'han spiser', og transitive verbalformer, fx nerivaa 'han spiser det'. Disse to ordformer kan hver udgøre en hel sætning; person og tal for såvel subjektet som det eventuelle objekt er specificeret i verbalendelsen, jf. nerivara 'jeg spiser det', nerivakka 'jeg spiser dem', nerivat 'du spiser det'. Transitivitet og inkorporering kan også kombineres som i matulerpaat 'de sætter (-ler-) en dør (matu) i det (fx huset)'.

Subjektet og det eventuelle objekt kan være samtidigt repræsenteret ved selvstændige sætningsled, der står før verbet:

grønlandsk (Bøjning)
nanu nerivoq 'isbjørnen spiser'
puisi nerineqarpoq 'sælen spises'
nannup nerivaa 'isbjørnen spiser den'
puisi nerivaa 'den spiser sælen'
nannup puisi nerivaa 'isbjørnen spiser sælen'

Som det ses af disse eksempler, står subjektet for intransitive konstruktioner i samme form — her med "nul-endelse": nanu 'isbjørn', puisi 'sæl' — som objektet for transitive konstruktioner, mens en særlig kasusendelse, -p i ental, markerer subjektet for transitive konstruktioner, i dette tilfælde nannu-p 'isbjørn', med dobbeltkonsonant, idet der i inupik-sprogene i visse tilfælde ses gemination foran aflednings- og bøjningsendelser. Grønlandsk er dermed et ergativt sprog.

Verberne i grønlandsk bøjes ikke i tid; fx kan akivoq alt efter sammenhængen oversættes 'han svarer' eller 'han svarede'. Ikke desto mindre er den grønlandske verbalbøjning særdeles kompleks, idet der ud over et betydeligt antal modi som indikativ, imperativ, appositionalis, dvs. ledsagemåde, og konditionalis er et stort inventar af endelser, der udtrykker tal og person for subjektet og, når det er relevant, samtidig også for objektet. Der skelnes i bøjningen mellem fire personer, idet der ud over 1., 2. og 3. person er en refleksiv "fjerde person"; i ældre grønlandsk skelnes der mellem tre tal, singularis, pluralis og dualis. Dualis er i moderne grønlandsk kun bevaret i visse dialekter og endda kun i visse former.

Mens de fleste eskimoisk-aleutiske sprog ikke mindst i dette århundrede har tabt terræn over for kulturelt og politisk dominerende sprog som russisk, engelsk og fransk, gælder dette ikke grønlandsk. Hvad angår specialiseret fagsprog inden for moderne teknik o.l., er den sproglige situation dog her som andetsteds uafklaret, ikke mindst pga. den tiltagende internationalisering. Se også eskimoisk-aleutiske sprog.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
15/04/2012
Oprindelig forfatter
JRisc
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki