memento mori

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Timeglas. I vesterlandsk kunst er timeglasset et gammelt symbol på tidens gang, altings forgængelighed (vanitas) og på døden (memento mori). Et timeglas, hvor halvdelen af sandet er løbet ned, er her vist sammen med et kranium; udsnit af et portræt fra 1531 af en unavngiven mand med vanitassymboler, udført af Bartholomäus Bruyn d.æ.; Kunsthistorisches Museum, Wien.

memento mori, (lat. 'husk, at (du skal) dø'), påmindelse om livets korthed. Udtrykket, der er brugt som billedtekst og af latinkyndige forfattere, er stadig karteuserordenens motto.

Den romerske formulering var memento te mortalem esse 'husk, at du er dødelig', der blev brugt som inskription på triumfvogne og hvisket i triumfatorens øre af en slave, for at han ikke skulle blive overmodig.

I billedkunsten er påmindelsen vist i bl.a. allegoriske scener som dødedans eller i stilleben med opstillinger af symbolske genstande som kranium, timeglas, et slukket lys eller en flue på et æble (se vanitas).

Memento mori-motiver ses også på kirkeinventar i form af emblemer på bl.a. gravsten og epitafier. Et yndet motiv er små putti, der blæser sæbebobler; de billedliggør udtrykket Homo bulla (est) 'Mennesket er (kun) en boble'.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

Læs også om memento mori i Symbolleksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
21/09/2013
Oprindelige forfattere
JChr
01/02/2009
LGot
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki