ord (Typologi)

Ordet har forskellig status i forskellige sprogtyper. I isolerende sprog som klassisk kinesisk eller thai er ordet principielt det samme som et morfem, og alle morfemer er frie. I polysyntetiske sprog derimod udtrykkes indholdet for det meste ved tilføjelse af bundne morfemer til en leksikalsk rod, således at sætninger selv med komplekst betydningsindhold nærmest har karakter af og i skrift gengives som ord, fx grønlandsk kaffiliorniarumagaluarpunga 'jeg ville gerne lave kaffe'. I flekterende sprog og agglutinerende sprog er der principielt en skarp skelnen mellem bundne og frie morfemer. I mange flekterende sprog, fx dansk, er ordet en central enhed, mens den centrale enhed i andre sprog snarere er leksikalske rødder, som sammen med aflednings- og bøjningsmorfemer optræder i forskellige udgaver i flere ordklasser. Dette er fx typisk for de semitiske sprog, således arabisk, hvor roden k-t-b realiseres snart som verbum, kataba 'han skrev', snart som substantiv, kitāb 'bog'. I sådanne sprog, hvor det er de abstrakte rødder, der udgør opslagsord i ordbøger, findes der altså principielt ingen frie morfemer, og ordet har her en sekundær status i forhold til roden. Se også grammatik, lingvistik, morfologi, semantik, sprog og syntaks.