italiensk (Udtale)

Italiensk har syv vokaler i betonet stavelse, i, é, è, a, ó, ò og u. Vokalerne er karakteriseret ved en klar og distinkt udtale også i ubetonet stavelse. Modsætningen mellem lukket é, ó og åbent è, ò, der ikke angives i skriften, realiseres forskelligt i de regionale varianter.

Der er 21 konsonanter; fremmede for danskere er især affrikaterne z [ʦ], [ʣ], c(i) [ʧ] og g(i) [ʤ] som i zio 'onkel', mezzo 'halv', ciao 'hej' og giorno 'dag', sibilanten sc(i) [ʃ] som i scena 'scene' samt den palatale lateral gl(i) [ʎ] og den palatale nasal gn [ɲ] som i navnene Gigli og Bologna. For danskere kan især udtalen af de stemte klusiler b, d, g volde vanskeligheder, fx Bologna over for Polonia 'Polen' og basta over for pasta.

Italienske ord ender normalt på -a, -e, -i, -o bortset fra småord, der lægger sig til et efterfølgende ord, fx præpositionerne per 'for, gennem', in 'i' og den bestemte artikel i maskulinum il. Ellers findes konsonant i udlyd kun ved fremmedord som gas, cognac.