Fordelingsnøgle, inden for driftsøkonomi en metode, som bruges ved fordeling af en produktions indirekte omkostninger på produktionens enkelte bestanddele. Alternativt anvendes en fordelingsnøgle til fordeling af de indirekte omkostninger på virksomhedens afdelinger. Brugen af fordelingsnøgler baseres på en antagelse om proportionalitet mellem omkostningerne på den ene side og en bestemt observerbar størrelse, fordelingsnøglen, på den anden. Da det underliggende problem om korrekt fordeling af omkostninger kun undtagelsesvis har en løsning, giver brugen af fordelingsnøgler et element af vilkårlighed i omkostningsberegningen, der ofte vil være tilsløret for udenforstående.