Scrapværdi, (1. led eng. 'affald, afklip'), inden for driftsøkonomi den realisationsværdi eller brugtværdi, som et anlæg har på et givet tidspunkt af en investering. Det kan være salgs- eller bytteværdien af bygninger, maskiner, biler eller andre aktiver, som kan anvendes i en længere periode. Scrapværdiens størrelse vil afhænge af mange forskellige faktorer, fx vil de fleste bygninger bevare en høj scrapværdi, mens specialiserede maskiner hurtigt taber i scrapværdi. Almindeligvis gælder det, at jo flere anvendelsesmuligheder der er for et aktiv, desto større er dets scrapværdi.