Bunden opsparing, beløb, som borgerne ved lov pålægges at opspare, og som i en årrække bindes på særlige konti med det formål at begrænse det private forbrug. Bunden opsparing har oftest været gjort afhængig af indkomstens størrelse og er især blevet pålagt de højere indkomster. Fænomenet blev fra 1945-75 anvendt otte gange; desuden skete det i 1985 med tilbagebetaling 1990-92. Den forbrugsbegrænsende effekt har været anfægtet.