Dobbelt dividende, i økonomi de mulige fordelagtige virkninger ved grønne skattereformer, dvs. skatteomlægninger, hvor højere miljøskatter finansierer en sænkning af andre skatter. For at en skatteomlægning giver dobbelt dividende, skal den både forbedre miljøet og den samfundsøkonomiske effektivitet, fx ved at øge beskæftigelsen eller mindske skatternes forvridende virkninger. Betingelserne for at opnå dobbelt dividende er krævende, da miljøskatter har negative effekter på den samfundsøkonomiske effektivitet på samme måde som andre skatter.