Et monopson er et marked med kun én køber. En sådan køber må formodes at udnytte sin dominerende position ved at vælge køb under hensyntagen til sin egen påvirkning af markedsprisen, som ved mange små sælgere er givet i form af markedets udbud. Er også sælgersiden helt koncentreret, foreligger der et bilateralt monopol, hvis resultat er vanskeligt at forudsige uden nærmere kendskab til markedets struktur.

Faktaboks

Etymologi

Ordet monopson kommer af græsk monos, der betyder 'ene, alene' og af det ligeledes græske opsonia 'indkøb af madvarer'.

Også kendt som

købermonopol

En monopson kan ved at begrænse sin efterspørgsel skabe en lavere markedspris og dermed skaffe sig selv en økonomisk gevinst. Monopsonadfærden skaber imidlertid samtidig en forvridning på markedet i form af et dødvægtstab, idet den fører til en uhensigtsmæssig resurseanvendelse på markedet. Et monopson udgør dermed en markedsfejl på linje med monopoler og andre former for ufuldkommen konkurrence.

Rene monopsoner er ligesom rene monopoler relativt sjældne, men der findes en række beslægtede situationer, hvor efterspørgerne også er store nok i forhold til markedet til via deres adfærd at kunne få indflydelse på prisen. Betegnelsen oligopson dækker et marked, hvor der er mange sælgere og få købere.

Monopsonmagt på arbejdsmarkedet

Arbejdsmarkeder kan være karakteriseret af monopsonmagt. Det vil således være tilfældet, hvis der i et lokalområde er en enkelt dominerende virksomhed, som beskæftiger de fleste erhvervsaktive i lokalområdet. Det kan eksempelvis være tilfældet i en by, der domineres af et stort skibsværft eller anden industrivirksomhed, eller i et minedistrikt, hvor den lokale kulmine er den eneste arbejdsplads af betydning. Alternativt kan der være monopsonmagt i en branche, hvis en enkelt organisation er den dominerende arbejdsgiver for personer med en bestemt uddannelse. Det gælder således uddannelser som officerer, sygeplejersker og andre, der tager sigte på ansættelse i det offentlige. Et tredje eksempel er en arbejdsgiverforening, der fastsætter lønnen på vegne af sine medlemsvirksomheder og derfor kan optræde som en enkelt aktør, der begrænser lønnen til gavn for sine medlemmer. Udøvelse af monopsonmagt på arbejdsmarkedet vil alt andet lige føre til en situation med såvel lavere lønninger som lavere beskæftigelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig