Pareto-efficiens er en samfundstilstand, som er karakteriseret ved, at der ikke eksisterer en anden tilstand, som ikke er dårligere for nogen, men bedre for mindst én person. Det er således en situation, hvor der ikke er nogen uudnyttede byttehandler, som ville være til gavn for nogen uden samtidig at skade nogen andre. Alternativt udtrykt er det en tilstand, hvor der ikke er noget spild af samfundets resurser.

Faktaboks

Etymologi

Pareto-efficiens er opkaldt efter Vilfredo Pareto, som definerede begrebet (som han kaldte Pareto-optimalitet).

Også kendt som

Pareto-optimalitet

Pareto-efficiens spiller en væsentlig rolle indenfor mikroøkonomisk tankegang, hvor begrebet ofte bruges som en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for, at en situation er ønskværdig.

Paretoforbedringer og beslægtet terminologi

En situation, hvor mindst én person har det bedre og ingen har det ringere end i en given anden situation, siges at Paretodominere denne anden situation. En ændring, fx en politisk reform, opfylder Paretokriteriet, hvis resultatet Paretodominerer den oprindelige situation. I dette tilfælde vil ændringen udgøre en Paretoforbedring, også selvom resultatet ikke nødvendigvis selv er Pareto-efficient (fordi man muligvis fortsat kan foretage yderligere Paretoforbedringer).

Efficiens overfor optimalitet

Vilfredo Pareto brugte selv betegnelsen ”Pareto-optimal”, da han definerede begrebet, der er opkaldt efter ham, og denne benævnelse har tidligere været den almindeligt anvendte. Definitionen er imidlertid et udsagn om efficiens og ikke om optimalitet. En Pareto-efficient situation kan sagtens være uønskværdig på andre måder, eksempelvis fordelingsmæssigt. En tilstand, hvor én person ejer samtlige resurser i et land, og alle andre i befolkningen lever på sultegrænsen, kan således være Pareto-efficient, men samtidig et scenarie, som mange vil opfatte som uattraktivt. Derfor har den mere retvisende betegnelse Pareto-efficiens efterhånden i vid udstrækning erstattet det oprindelige Pareto-optimalitet.

Pareto-efficiens i en markedsøkonomi

I en økonomi er produktion og forbrug Pareto-efficiente, hvis der ikke findes en anden mulig sammensætning af produktion og forbrug, der giver mindst én forbruger en højere nytte uden at stille andre ringere.

Hvis der er priser på alle varer, hvis produktionen vælges således, at profitten er så stor som mulig, og hvis forbrugerne vælger det forbrug, som ud fra deres indkomst giver dem den højeste nytte, så er resultatet Pareto-efficient. Omvendt kan en vilkårlig Pareto-efficient sammensætning af forbrug og produktion opnås ved at vælge priser og indkomst for forbrugerne og derefter lade producenter og forbrugere vælge det, der er bedst for dem. Disse resultater, der er kendt som velfærdsøkonomiens første og anden hovedsætning, er blevet brugt som et forsvar for markedsmekanismen. De bygger dog på en række kritiske betingelser. Dels skal de politiske beslutningstagere acceptere og respektere forbrugernes nytte som basis for deres beslutninger, og dels må der ikke være eksterne effekter eller andre markedsfejl som fx offentlige goder eller monopoler, dvs. at producenterne ikke må kunne påvirke priserne.

Læs mere i Den Store Danske:

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig